Fra mandag kan dambrugsejere fra næsten hele landet sælge fisk til udlandet som fri for fiskevirussen IHN. Fem områder er fortsat underlagt restriktioner, men Fødevarestyrelsen har lokaliseret og inddæmmet smitten.

Fødevarestyrelsen er nu så langt med undersøgelser og test af fisk for virussygdommen IHN, at styrelsen igen kan udstede certifikater til dambrug, der sælger fisk til udlandet.

– Siden maj måned har vi undersøgt dambrug og fiskebestande for IHN i hele Danmark, og vi kan nu se, at 95 procent af det danske land er fri for sygdommen. Derfor kan dambrugere i de ikke-smittede områder fra på mandag få certifikat på, at deres fisk er fri for IHN, siger Tim Petersen, souschef i Fødevarestyrelsen.

I fem smittede områder i Jylland er situationen mere alvorlig. Her er fisk i dambrug og put & take-søer stadig påvirket af situationen. Virksomhederne er underlagt restriktioner, som bl.a. betyder, at ingen fisk må flyttes uden Fødevarestyrelsens tilladelse.

– Vi har etableret skrappe restriktionszoner omkring syv udbrud og inddæmmet smitten. Sideløbende har vi gennemført et massivt testprogram af dambrug og put & take-søer over hele landet, og vi har ikke konstateret yderligere spredning. Derfor har vi orienteret de øvrige EU-lande om, at vi igen udsteder certifikater med IHN-garantier, siger Tim Petersen.

I udlandet har IHN-fri fisk en særligt høj værdi, og erhvervet har derfor besluttet at arbejde for et IHN-frit Danmark og iværksat en handlingsplan. Planen betyder, at ejerne afliver eller slagter alle smittede fiskebesætninger i dambrug og fiskesøer, og gennemfører rengøring og desinfektion af anlæggene. Herefter følger en periode med overvågning i mindst to år, før hele Danmark igen kan erklæres IHN-fri.

IHN er en forkortelse for infektiøs hæmatopoietisk nekrose.

IHN-virus er alvorlig for fisk, men ufarlig for mennesker.

Læs mere om IHN HER 

0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer