Nationalregnskab (år) 2020 marts-version

Bruttonationalproduktet (BNP) faldt med 2,7 pct. i 2020. Det viser den reviderede opgørelse af nationalregnskabet. Coronakrisen har ramt dansk økonomi meget uensartet. Tre fjerdedele af den økonomiske nedgang kan henføres til transport, hoteller og restauranter samt kultur og fritid, selvom de tre brancher kun stod for 8,1 pct. af værdiskabelsen i 2019, før coronakrisen ramte dansk økonomi. Bruttoværditilvæksten (BVT) i kultur og fritid faldt med 36,4 pct. i 2020. Hoteller og restauranter gik tilbage med 33,1 pct., mens der var et fald på 22,1 pct. for transport.

Største negative bidrag fra transport

Transport stod for det største negative bidrag til væksten i 2020, da faldet i branchens bruttoværditilvækst (BVT) bidrog med 1,1 procentpoint af den samlede tilbagegang i BVT på 3,0 pct. Faldet i transport bidrog derfor med 36 pct. af den samlede tilbagegang, mens branchen kun stod for 4,8 pct. af BVT i 2019. BVT er BNP eksklusive produktskatter (netto) og bruges, når udviklingen på brancher betragtes, da produktskatter er tilknyttet anvendelse på forbrug mv. og ikke produktionen på brancher. Faldene i BVT for hoteller og restauranter samt kultur og fritid bidrog hver med 0,6 procentpoint af faldet i det samlede BVT i 2020, hvilket er betragteligt set i forhold til deres begrænsede andel af økonomien. Tilsammen udgjorde faldet i de to brancher således 38 pct. af nedgangen i 2020, selvom de kun stod for 3,3 pct. af BVT, før coronakrisen satte ind.

Revision mindsker faldet i BNP

Den aktuelle opgørelse af nationalregnskabet viser et fald i BNP på 2,7 pct. i 2020. Væksten er dermed revideret op med 0,6 procentpoint siden seneste offentliggørelse. Opjusteringen skyldes især opjusteringer af virksomhedernes momsindberetninger for året 2020. Momsindberetningerne har været forsinkede som følge af de udsatte frister, der blev indført i forbindelse med COVID-19-restriktioner. I de foreløbige tal for BNP opgøres produktionen i de markedsmæssige tjenesteerhverv i stort omfang med udgangspunkt i statistikken Firmaernes køb og salg, der opgør virksomhedernes salg med udgangspunkt i momsindberetningerne.

Det offentlige har brugt penge, mens borgerne har sparet op

Den særlige karakter ved coronakrisen i 2020 har medført en historisk høj opsparingsandel i husholdningerne, mens der modsat er kommet et underskud på den offentlige saldo. Overskuddet på betalingsbalancen er stadig betydeligt på trods af en markant nedgang i eksporten, da importen også er faldet meget. Især eksportindtægter fra udlændinges turistudgifter i Danmark er faldet meget. Dette modsvares dog af et fald i importen fra danskeres turistudgifter i udlandet.

COVID-19-tiltag bidrager til offentligt underskud

Der var et underskud på den offentlige saldo i 2020 på 27 mia. kr. svarende til 1,1 pct. af BNP. Udgifterne til subsidier til virksomheder er steget med godt 30 mia. kr. som følge af hjælpepakker til erhvervslivet, som er indført i forbindelse med COVID-19-restriktionerne. Derudover er udgifterne til kapitaloverførsler steget med over 20 mia. kr. Stigningen skyldes i høj grad forventede tab på standardiserede lånegarantier til virksomheder gennem Vækstfonden og Eksport Kredit Fonden i forbindelse med COVID-19-restriktioner samt coronakrisen generelt. Sammen med øget offentligt forbrug og højere investeringer har det været medvirkende til at skabe et samlet offentligt underskud. Skatteprovenuet har i 2020 samlet set været svagt stigende og det skyldes bl.a. høje indtægter fra pensionsafkastskatten og ekstraordinære indtægter fra beskatningen af de udbetalte indefrosne feriepenge.

Historisk høj opsparing i husholdningerne

Husholdningerne mv. havde som følge af COVID-19-relateret nedlukning, restriktioner og adfærdsændringer sænket deres forbrug med 1,9 pct. i 2020. Deres rådighedsbeløb faldt imidlertid ikke tilsvarende, idet disponibel indkomst steg med 0,4 pct. Tilsammen gav dette en stor stigning i opsparingsandelen, som endte på 7,3 pct. i 2020, når der ikke korrigeres for ændringer i husholdningernes pensionskasse-reserver. Dette er det højeste niveau i statistikken, der starter i 1995. Statslige støtteordninger som især lønkompensation har holdt hånden under beskæftigelsen og husholdningernes indkomst under krisen. I modsat retning blev husholdningernes disponible indkomst ekstraordinært reduceret af beskatningen af de udbetalte indefrosne feriepenge. De indefrosne feriepenge indgår i den disponible indkomst på optjeningstidspunktet, ligesom optjente feriepenge gjorde under den gamle ferieordning. De indefrosne feriepenge for privatansatte er dog endnu ikke opgjort og indregnet fuldt ud på optjeningstidspunktet.

Fortsat pænt overskud på betalingsbalancen

Overskuddet på betalingsbalancen er reduceret med 25,6 mia. kr. i 2020. Eksporten af varer og tjenester er faldet med 99 mia. kr. i 2020. Særligt faldet i tjenesteeksporten på 67,7 mia. kr. har bidraget til tilbagegangen i dansk økonomi. Tjenesteeksporten trækkes især ned af eksport af rejser, der står for halvdelen af det samlede fald i tjenesteeksporten. Importen er dog også faldet betragteligt, så der stadig er et pænt overskud på betalingsbalancen på 181,2 mia. kr. svarende til 7,8 pct. af BNP.

Nedgang i rejser giver store fald i eksport og import

Faldet i BNP ses fra efterspørgselssiden især at være drevet af en nedgang for eksporten og det private forbrug. Det største fald i eksporten ses inden for tjenester. Faldende turistindtægter betyder mest for dette fald og udgør over 30 pct. af faldet i den samlede eksport. Hvis faldende indtægter fra flytransport lægges oveni, kommer det negative bidrag fra lavere rejseaktivitet op på mere end 40 pct. af faldet i eksporten. Det negative bidrag til dansk BNP-vækst af lavere rejseaktivitet modsvares dog umiddelbart af et næsten tilsvarende bidrag fra lavere import. For importen står danske rejsendes udgifter i udlandet således for ca. 60 pct. af nedgangen, og andelen kommer op på ca. 80 pct. inklusive udgifter til flytransport.

0 0 stem
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer