Torsdagen i uge 44 har lige siden 2001 været Spil Dansk Dag. En dag, hvor der landet over sættes spot på dansk musik. I år markerer vi Spil Dansk Dagen med et syng-sammen-arrangement med musikpædagog og sanginstruktør Hans-Henrik Skieller ved flygelet.

Fra Jeppe Aakjær til Kim Larsen

Sangene, der skal synges på dagen, er alle hentet fra Højskolesangbogen, der i sig selv udgør en grundsten i den danske sangskat. Vi skal synge både nye og gamle sange, og i år vil der blive særlig fokus på melodiens betydning for sangen. Er det teksten eller melodien, man husker bedst?

Hans-Henrik Skieller gennemgår de udvalgte sange ved at sige noget om opbygningen af melodi og tekst, inden vi sammen synger sangen. Vi vil også eksperimentere med at lægge yderligere en stemme på nogle af sangene, hvilket giver deltagerne mulighed for at opleve, hvad det gør ved en sang.

Det er torsdag den 2. november kl. 19.30-21.30, der er fællessang og fokus på dansk musik i Middelfartsalen på KulturØen.

Det er gratis at deltage. Alle er velkomne, og der kræves ingen særlige forudsætninger for at være med.

Arrangeret er blevet til i samarbejde med DOF Middelfart MusikAftenskole.