Regeringens nye tvangslukning og skærpede retningslinjer må og skal føre til bedre hjælpepakker til den del af erhvervslivet, der nu rammes hårdt, mener SMVdanmark. Fedtlaget i de små og mellemstore virksomheder inden for oplevelses- og eventindustrien er papirtyndt, og hjælpen skal komme nu.

De nye regler om fx mundbind for stående gæster på barer og restauranter samt lukketid kl. 22.00 er nærmest et dødsstød for en hårdt ramt branche, hvis ikke der kommer nye og bedre hjælpepakker, mener Jakob Brandt, SMVdanmarks adm. direktør.

”Vi har fuld forståelse for, at smittesituationen skal bekæmpes i tide, men det er dybt bekymrende, at det nu igen er hele oplevelsesøkonomien, der må holde for. Den er i forvejen hårdt presset, og dens økonomiske fedtlag er papirtyndt. Så politikerne må på banen med hjælpepakker, hvis vi skal undgå stribevis af konkurser. Og det skal være pakker, der også tager højde for, at politikerne gør det ekstremt uattraktivt at gå ud, fx ved at påbyde mundbind for stående gæster,” siger han.

Statsministeren har også rådet til, at private fester aflyses, eller at de i det mindste ikke fortsætter efter kl. 22.00. Desuden anbefaler hun, at man begrænser antallet af gæster samt i det hele taget ser færre mennesker.

”Mange danskere vil naturligvis følge anbefalingen, og dermed hamrer hun til en branche af eventfirmaer, der leverer alt muligt udstyr til private fester, fx telte, lys og service, uden at der følger støtte med, for teknisk set er det ikke et lovkrav. Derfor bør hjælpepakkerne inkludere den yderligere omsætningsnedgang, som den branche nu står overfor,” siger han.

Endeligt er han også skeptisk over for, om politikerne retter kanonen det rigtige sted hen.

”Der mangler bevis for, at det er hele den professionelle oplevelsesindustri, der er problemet. Den professionelle restauratør sørger for behørig afstand og hygiejne, og smitterisikoen er minimal. Det er nærmere alt det der sker uden for restauranterne efter lukketid, der er problemet,” siger Jakob Brandt.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer