Fra 1. januar 2018 kan butikker og andre betalingsmodtagere selv vælge, om de ønsker at modtage kontanter i tidsrummet kl. 22 til kl. 06. I områder med særlig røveririsiko vil kontanter kunne afvises fra kl. 20 til kl. 06. De nye regler skal gøre det nemmere for butikkerne at beskytte sig mod røveri.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen offentliggjorde en liste over postnumre, hvor butikker og andre betalingsmodtagere fra 1. januar 2018 kan vælge, om de ønsker at tage imod betaling med kontanter i tidsrummet kl. 20 til kl. 06. Her var Fredericia på.

I dag er alle betalingsmodtagere med betjent salg forpligtet til at tage imod kontant betaling. Formålet med ændringen af reglerne for modtagelse af kontanter er at give butikker og andre betalingsmodtagere bedre mulighed for at beskytte sig mod røverier i aften- og nattetimerne.

Reglerne følger af den nye betalingslov og træder i kraft den 1. januar 2018.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen udtaler:
”Jeg er glad for, at vi nu er klar til at udmønte de nye regler. Ved at gøre det muligt for butikkerne selv at vælge, om de ønsker at tage imod kontanter i aften- og nattetimerne, får butikkerne et nyt redskab til at beskytte personalet mod røverier.”