Det sydjyske trafikselskab forventer at skulle lukke ruter ved årsskiftet på grund af dårlig økonomi. Det bekymrer SF’s landdistriktsordfører Karina Lorentzen.
– Det siger sig selv, at for mange er busruten deres livsnerve. For ældre og unge, der skal ind på uddannelserne. Derfor vil det være en katastrofe for landdistrikterne, hvis yderligere busruter fjernes, siger hun.
Årsagerne til, at Sydtrafik er i knibe, er blandt andet at man har 20 procent færre rejsende end i 2019 og først forventer at have hentet det i 2024. Samtidig forventer Sydtrafik i år en ekstra regning på 42 millioner kroner som følge af markante prisstigninger på el, gas og diesel.
SF foreslår derfor i et nyt udspil pålægge Mærsk en særskat på 12 milliarder kroner af sit 270 mia. kroner store overskud i 2022 til både inflationsramte danskere og bl.a. sygehuse og offentlig transport, som er nødlidende på grund af inflationen.
– Mærsk har særskatteregler som har givet dem et svimlende overskud på 270 mia. kroner i 2022. Det er kun fair, at vi beder dem hjælpe de fattigste i vores samfund og også sikre, at vi har busser i landdistrikterne næste år. 12 mia. kroner som et engangsbeløb er et greb i lommen for dem, forklarer Karina Lorentzen.