Ridesporten bliver repræsenteret af seks danske ryttere i tre discipliner ved OL i Tokyo. Nu er der sat navne på.

På baggrund af en indstilling fra Dansk Ride Forbund har DIF’s bestyrelse udtaget og dermed sat navne på, hvilke ryttere der skal med til OL i Tokyo. I dressur er det Cathrine Dufour, Carina Cassøe Krüth, Nanna Merrald og Charlotte Heering (reserve). Peter Flarup er blevet tildelt pladsen i military, mens Andreas Schou bliver den danske repræsentant i ridebanespringning.

Blandt dressurrytterne er Cathrine Dufour eneste rytter med OL-erfaring. Hun var blandt de fire danske ryttere, der deltog i dressurkonkurrencerne ved det seneste sommer OL i Rio for snart fem år siden.

“OL er bare noget helt særligt. Det jeg husker allerbedst fra OL i Rio er omgivelserne og hele viben omkring det. Hele verden er på stikkerne, for OL er bare et af sportens største momenter,” siger Cathrine Dufour,

“Jeg kunne mærke, at Danmark stod bag en. Det giver rygvind og endnu mere blod på tanden, når man kan mærke det,” siger den danske dressurstjerne, der i Rio red på hesten Atterupgaards Cassidy, men i Tokyo stiller hun op med hesten Bohemian.

Dansk i mange discipliner

I military har Peter Flarup OL-erfaring fra legene i Beijing i 2008, hvor ridekonkurrencerne blev afviklet i Hong Kong, mens Andreas Schou er OL-debutant i ridebanespringning.

”Ridning stiller op med et stort hold og i mange discipliner. Vi glæder os over, at dansk ridning bliver så godt repræsenteret i Tokyo, og jeg er sikker på, at rigtig mange danskere ser frem til at følge dem i konkurrencerne, når OL går i gang,” siger Søren Simonsen, der er OL-chef de mission hos DIF.

I Rio var Danmark kun med i dressur, mens der denne gang er danskere med i tre ridediscipliner. Det er der stor tilfredshed med hos Team Danmark.

“Det er fantastisk, at Danmark er repræsenteret i hele tre forskellige discipliner inden for ridning. Resultatmæssigt knytter de største forventninger sig nok til dressur og Cathrine Dufour, som har erfaring med fra et flot OL i Rio og siden da ved flere lejligheder har markeret sig i den absolutte verdenstop,” siger Lars Balle Christensen, der er chef for forbundssamarbejde i Team Danmark.

Fakta om de danske ryttere

Cathrine Dufour

Født: 2. januar 1992

Tidligere OL-deltagelser: OL 2016 i Rio de Janeiro

Disciplin: Dressur

Hest: Bomehian

Udvalgte resultater: OL 2016 individuelt nr. 13 og 6.-plads for hold, holdsølv og individuel bronze ved EM 2017, holdbronze samt en individuel 4. plads ved EM 2019, vinder af World Cup-kvalifikation i Århus 2020, ligger pt. nr. 6 på verdensranglisten med Bohemian, 14 gange dansk mester i dressur.

Nanna Skodborg Merrald

Født: 8. oktober 1990

Tidligere OL-deltagelser: Ingen

Disciplin: Dressur

Hest: Blue Hors Zack/Atterupgaards Orthilia

Udvalgte resultater: EM-guld som både junior- og U25-rytter, kvalificeret til World Cup-finalen i 2014, sølv ved DM i dressur 2021.

Carina Cassøe Krüth

Født: 27. juli 1984

Tidligere OL-deltagelser: Ingen

Disciplin: Dressur

Hest: Heiline’s Danciera

Udvalgte resultater: DM-sølv 2020, NM-guld hold og individuelt 2018, ligger pt. nr. 25 på verdensranglisten i dressur.

Charlotte Heering

Født: 15. januar 1986

Tidligere OL-deltagelser: Ingen

Disciplin: Dressur

Hest: Bufranco

Udvalgte resultater: Nations Cup-sejr med landsholdet i 2017, holdguld- og individuel sølvmedalje ved NM i 2017.

Andreas Schou

Født: 2. september 1986

Tidligere OL-deltagelser: Ingen

Disciplin: Ridebanespringning

Hest: Darc de Lux

Udvalgte resultater: Har deltaget 6 gange ved EM og 1 gang ved VM. Blev individuelt nr. 8 ved EM i Aachen i 2015. Er 9 gange dansk mester

Peter Flarup

Født: 10. april 1976

Tidligere OL-deltagelser: OL i Beijing/Hong Kong 2008

Disciplin: Military

Hest: Frankie/Fascination

Udvalgte resultater: Har redet adskillige EM og VM samt deltaget i OL i 2008, ligger pt. nr. 84 på verdensranglisten i military.


0 0 stemmer
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer