Navne: Middelfart Sparekasse har budt velkommen til 32-årige Sebastian Sundahl Thagesen, som kommer til at få sin daglige gang i hovedsædet i Middelfart.

Han kommer til sparekassen fra Jyske Bank i Odense, hvor han har været elev og senere rådgiver.

Sebastian S. Thagesen bor i Odense med sin kæreste, men tilknytningen til det vestfynske og Føns, hvor han er født og opvokset, er høj. Som så mange andre unge i oplandet til Middelfart, har Sebastian S. Thagesen gået på Middelfart Gymnasium og desuden spillet fodboldbold i både Strib og Middelfart.

I Middelfart Sparekasse kan Sebastian S. Thagesen se frem til at arbejde med rådgivning af privatkunder med mindre erhverv.

Om sit valg af ny arbejdsplads siger den 32-årige rådgiver:

– Middelfart Sparekasse har altid været byens bank og gjort meget for lokalområdet. Derudover har den et ry for at være en rigtig god arbejdsplads – og det har jeg også fået at vide igennem flere kanaler. Så det har faktisk altid været en drøm på et tidspunkt at vende hjem til Middelfart og arbejde i sparekassen.

Således er det også en del af fremtidsplanerne at finde det rette hus i byen og slå sig ned sammen med kæresten og parrets cocker spaniel.

Ud over familien bruges fritiden på sport, og Sebastian S. Thagesen spiller stadig fodbold og nu også padel. En hyggelig aften i venners lag bruges gerne omkring forskellige brætspil.