Den nye VM-disciplin i orienteringsløb, Knock-Out-Sprint, blev tirsdag afviklet i Fredericia, og fra klokken 16:00, hvor kvartfinalerne gik i gang, var det med tusindevis af mennesker omkring Ryes Plads.

Det var ikke kun fredericianer, der var til stede i centrum. Alt fra finske statsborgere til svenskere, schweizere og australiere var til stede i området omkring Ryes Plads, der med en opsat tribune dannede rammen om målområdet, hvor der også var opsat en storskærm, hvor man kunne følge med.

Ingen af ruterne var ens, og på den måde var der ingen fordel at hente i at kunne huske posterne fra tidligere. Den indledende runde blev afviklet i området var Østre Voldgade, mens det fra kvartfinalerne og frem var centreret omkring Ryes Plads. Kvartfinalerne gik blandt andet ind på Landsoldatspladsen og op på voldanlægget, mens man i semifinalerne kunne se atleterne løb rundt i baggårde helt inde i bymidten. Særligt den ene semifinale for kvinderne endte med at skabe stor opmærksomhed, da danske Malin Agervig Kristiansson deltog, og langt hen ad vejen havde hun chancen for at blive blandt de to bedste, hvilke ville give en finaleplads, men det lykkedes ikke.

I stedet kunne Kristiansson vinke ud til hjemmepublikummet og i finalen se svenske Tove Alexandersson vinde i sikker stil, mens det for herrerne blev Matthias Kyburz fra Schweiz.

Se her et stort galleri: