Igen i år bakkede danskerne stærkt op om Knæk Cancer og samlede i alt 169.848.989 kroner ind i løbet af uge 43. Det er det højeste beløb, der nogensinde er indsamlet til Knæk Cancer.

Opbakningen til Knæk Cancer har for tiende gang været overvældende. Der blev samlet knap 170 millioner kroner ind i en uge, der bød på et kæmpe engagement fra hele Danmark, rørende historier, kreative indsamlinger og ikke mindst oplysning om kræft og forskning.

Indsamlingsbeløbet er det højeste, danskerne nogensinde har givet til Knæk Cancer. Sidste år kunne resultatet på ’Knæk Cancer Live’-aftenen opgøres til 139 millioner kroner, mens den hidtidige rekord på 163 millioner kroner stammer fra 2016.

Indtil nu har i alt 354 projekter inden for forskning, patientstøtte og forebyggelse modtaget penge fra Knæk Cancer. Og over 40 projekter bliver sat i gang nu, hvor pengene fra indsamlingen i år bliver fordelt. Læs mere om projekterne her.

Hos Kræftens Bekæmpelse er der begejstring og glæde over endnu en gang at mærke den enorme opbakning til kræftsagen og Knæk Cancer.

– Det er så fantastisk – jeg kan næsten ikke finde ord. Jeg er dybt taknemmelig og rørt over det fantastiske engagement, danskerne igen i år har vist under Knæk Cancer – både økonomisk og menneskeligt. Det er imponerende, hvordan kreativiteten blomstrer, og hele landet står sammen. Det er Danmark, når vi er bedst, siger Jesper Fisker, administrerende direktør i Kræftens Bekæmpelse.
 

Skriv en kommentar