Jeg ved godt at det kan virke lidt søgt det jeg skriver her. Det er et emne jeg har berørt i alle de andre artikler jeg har skrevet her fra mit midlertidige hjem i Bruxelles – men når jeg følger med i debatten på sociale medier, i nyhederne og andet, så føler jeg et behov for at fortælle lidt mere om hverdagen med Corona her i landet.

Mundbind er obligatorisk. Ikke kun i offentlig transport, ikke blot supermarkeder – alle steder. Først når man sætter sig ned på en café, bar eller restaurant må man tage mundbindet af – og når man så har sat sig, så er beværtningen pålagt at indsamle informationer på selskabet, informationer der skal bruges til at smitteopspore, hvis uheldet skulle være ude.

Den med mundbind fylder en del. Hele gadebilledet er, naturligvis, fyldt op med mennesker med mundbind. Det er dyrt at lade være. 250 Euro er prisen hvis man bliver snuppet uden et mundbind – og hernede tøver Politiet ikke med at hive bødeblokken frem. Det forekommer derfor naturligt, at alle bærer mundbind.

Variationerne er mange, en del med de klassiske og anbefalede engangsmundbind og en del genanvendelige mundbind. Måden at bære dem på varierer også. Tro mig, det er voldsomt træls at have mundbind på hele tiden. Det er varmt, det er sværere at trække vejret – og så skal man være heldig at finde et der bindes i nakken fremfor dem der sidder på ørerne. Jeg tror aldrig at jeg havde overvejet konceptet i hård hud bag ørerne før det blev hverdag at gå med mundbind. Mange laver det hurtige trick med lige at køre mundbindet under næsen – det tager en del af effekten, men det kan give 30 sekunders tiltrængt frisk luft til hjernen.

Om det er en god idé at indføre obligatorisk mundbind alle steder i det offentlige rum eller ej, det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Jeg ved, at det er min hverdag de kommende uger med (som minimum). Jeg kan bare sige, at det er ikke jordens fedeste ting – så hvis man kan gøre andre tiltag for at mindske smitten, som eksempelvis kontaktinformationer på beværtninger eller at lukke værtshuse tidligere, så ville jeg hellere have valgt det.

Når det så er sagt, så er jeg nu i et land hvor værtshuse lukker tidligere end normalt. Det er lidt ærgerligt, for øllene her er virkelig gode, men der er ingen der brokker sig, for man vil for alt i verden gerne undgå yderligere smittespredning. Hernede har de prøvet en total nedlukning. Ikke ligesom den danske, hvor der var fri bevægelighed, nej det her var kun nødvendige ture til supermarkedet der talte. Derfor vil man gerne gå langt.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har tænkt at mundbind var et helt igennem latterligt og træls tiltag. Men forleden kom Corona tæt på, så tæt på at jeg skulle isoleres, testes og cleares før jeg igen kunne forlade mit værelse. Det er altså ikke sjovt. Jeg var kun isoleret i en håndfuld dage, men det var rigeligt slemt for mig. Jeg er nu på det hold der siger, at hvis der er en effekt, så skal vi bare gøre det.

Corona stikker sit grimme ansigt frem når man mindst venter det. Når man tror man har styr på det hele, når man lige er kommet godt i gang med et nyt arbejde i et nyt land, så rammer den. Og den rammer hårdt.

Jeg er med på, at der er noget GDPR og lignende der skal tages højde for, når man pålægger beværtninger at indsamle kontaktinformationer. Det er klart, at de gældende regler skal overholdes, at der ikke skal misbruges data eller andet. Men hvem har en interesse i det? Beværtningerne vil gerne have flere gæster, mere omsætning. Det sker først for alvor når det her Corona-show er overstået. Gæsterne vil gerne have mest mulig sikkerhed. Det må det da siges at være, hvis man får en opringning hvis en fra nabobordet er blevet testet positiv. Så kan man bestille en test og hurtigt få clearet om man skulle være blevet smittet. Det er selvfølgelig ikke et sjovt opkald, men man vil vel hellere være sikker end usikker?

Jeg giver i hvert fald gerne mine kontaktoplysninger når jeg er ude. Jeg gør det med en tiltro til, at beværtningerne ikke deler mine oplysninger ud til højre og venstre – og en tiltro til at det handler om samfundssind. Jeg tror ikke på, at nogen beværtninger er motiveret til at misbruge kundernes data. Men det kan godt være, at jeg bare er naiv.

Men lad mig slutteligt her opsummere: Jeg bor nu i en by der gør alt hvad der står i dens magt for at bekæmpe Corona. At der er strukturelle udfordringer i forhold til tests er en anden snak. Men alle tiltag man kunne forestille sig, udover en lockdown, er taget i brug. Det er træls i nuet – men når først Corona kommer tæt på, så går alvoren op for en.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer