For at hjælpe de mange danskere, der nu og i den kommende vinter har svært ved at betale deres høje energiregning, foreslår regeringen, at sætte ind med hjælp, som giver husholdningerne og virksomhederne ro om udgifterne i fyringssæsonen.

I august steg inflationen til 8,9 pct. og er nu på det højeste niveau siden 1983. Samtidig ser vi ind i en tid, hvor energipriserne forventes at stige til historisk høje niveauer den kommende fyringssæson.

Det vil berøre rigtig mange danskere og virksomheder, og regeringen foreslår derfor at lave en ordning i samarbejde med energiselskaberne, som midlertidigt indefryser en del af energiregningen, når prisen er over en fastsat grænse. Ordningen skal give forudsigelighed og tryghed om energiudgifterne for de mange, der bekymrer sig om den kommende tid.

– Vi kan ikke skærme danskerne for alle konsekvenserne af Putins krig. Men vi kan altså heller ikke bare se på, at der er danskere, der denne vinter ikke kan betale deres strøm og varme, siger statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde.

Finansminister Nicolai Wammen siger:

– Vi oplever lige nu de højeste prisstigninger i næsten 40 år. Det er noget, danskerne kan mærke. Det er især de høje priser på energi, som giver grimme overraskelser og presser privatøkonomien. Derfor foreslår regeringen, at danskerne får mulighed for at indefryse en del af energiregningen. Det kommer til at kræve et tæt samarbejde med energiselskaberne samt ny lovgivning. Men også med Folketingets partier, som jeg nu vil invitere til forhandlinger, så vi i fællesskab kan finde en løsning. Jeg håber, at alle Folketingets partier vil være med til at tage ansvaret på deres skuldre, så vi hurtigst muligt får en løsning, der skaber mere tryghed hos de mange danskere, der er ramt af høje energipriser.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen siger:

– Vi står i en energikrise, og regeringen har fuldt fokus på, at danskerne ikke skal fryse til vinter. Vi skal både have energi nok og forhindre, at danskerne ikke skal gå fra hus og hjem på grund af de massive energiregninger. Det er vigtigt, at både danskerne og særligt de politiske partier i Folketinget nu står sammen for at skabe tryghed.

Erhvervsminister Simon Kollerup siger:

– Vi mærker alle inflationen, hvad enten vi som forbrugere står nede i supermarkedet og lægger varer i kurven, eller når selvsamme supermarked skal betale regningen for at holde mælk, kød og pålæg køligt. Derfor vil vi fra regeringens side give en hjælpende hånd både til forbrugere, men også til danske virksomheder, hvor vi arbejder på en lignende ordning. For det haster med at få hjælpen ud at virke der, hvor den gør gavn.

Med forslaget lægger regeringen op til at sætte et midlertidigt loft over, hvor høj prisen kan blive på el, gas- og fjernvarme. Det foreslås endvidere, at staten garanterer husholdningernes indefrosne gæld til energiselskaberne.

Samtidig stiller staten likviditet til rådighed for energiselskaberne i form af statslige lån, som erstatning for den del af energiregningen, der bliver udskudt som følge af loftet over forbrugernes regninger.

Det foreslås, at husholdningerne får mulighed for at afdrage lånet til energiselskabet over 5 år, og at lånet tilbydes til en lav rente.

Mange mindre danske virksomheder står også i en svær situation med de høje energipriser. Derfor arbejder regeringen på, hvordan en ordning også kan omfatte virksomhederne, herunder kultur- og foreningslivet.

Finansminister Nicolai Wammen vil invitere til forhandlinger med Folketingets partier i morgen torsdag d. 15. september.

[bsa_pro_ad_space id=6]