Hvordan gik sidste uges udfordring? Var det let at få sendt fem rosende ord af sted hver dag? Jeg håber, at det fik dig til at tænke lidt positivt. Det tager nemlig mindst 21 dage at bygge en god vane op, så du kan roligt fortsætte et par uger endnu.

Tænk hvis….

Tyk eller tynd, sportslig eller sofaelsker? Jeg ville elske, hvis folk kunne se sig selv i spejlet, og finde mindst fem ting, som de var godt tilfredse med. I klinikken har jeg alle former og størrelser på briksen. Forleden havde jeg den smukkeste unge pige til træning, som gerne ville tabe sig fem kg. For det første, mener jeg ikke man kan sætte kilo på sit vægttab, derimod kan man sætte cm på, for det andet kunne jeg ikke finde fem kg på hende. Hvor gør det mig frustreret, at unge gymnasielever lever efter en diæt, hvor de pt. kun må spise 900 kcal. Jeg har lyst til at køre ud på skolen, og lave et kæmpe banner, hvor der står ”er I klar over hjernen skal have kulhydrater, ellers kan I ikke tænke, ej heller huske og selvsagt ikke indlære noget”. Selvfølgelig taber de sig, og endda forholdsvist meget, men kroppen er i hungersnød, så med det samme de indtager noget mad med fedt og kulhydrater, vil kroppen straks tænke, ”Jeg gemmer lige lidt ekstra til den næste hungersnød”. Hvis de derimod spiste præcis, hvad kroppen havde brug for, og bevægede deres krop effektivt 30 min. om dagen, fem dage i ugen, så ville der ske noget. Endda et blivende resultat!

Hele vejen rundt

Der er fokus på kost og træning, men ikke så meget på vores stakkels fødder, som skal bære os rundt hele dagen. Hvis du nu skulle være super sød ved dem, ud over at give dem et dejligt fodbad, så tag et par ekstra sko med på arbejde. Ja også selv om du er monteret på en kontorstol hele dagen! Du vil for det første få en anden fodstilling, med mindre det er samme slags sko, og for det andet, vil du få en kold sko, så bakterierne i den første sko, ikke får lov til at vokse hele dagen = sundere fødder. I videoen i denne uge, får du nogle fif til, hvordan du kan massere dem, når du sidder i sofaen.

Du bliver, hvad du spiser

Der findes imponerende mange udsagn om kost. Nogle bedre end andre. Min favorit er helt klart – “Luk munden og let røven.” Kortere og mere præcist kan det ikke siges. En af de sætninger, som vi nu har hørt igennem mange år, ”Du bliver, hvad du spiser” – hjælp tænker jeg bare. Jeg ELSKER engelske vingummier, og faktisk helst de røde og sorte. MEN jeg vil hverken ligne en af de firkantede eller runde, ej heller i sort eller rød udgave! Kunne man måske transformere udsagnet til, ”Du får energi af, hvad du spiser”. Og ja mine vingummier giver energi, godt nok meget kort og derefter et gevaldigt dyk i energien, men bare man er bevidst om effekten af sin mad, så er min holdning, at spise lidt af alt ikke skader! Jeg nyder absolut også chips og kage, men begynder bukserne at stramme, så takker jeg nej til glas nr. 2 eller kagen og går en længere tur med hunden, så passer bukserne igen – ja ja tænker du, det kommer selvfølgelig an på, om jeg reagerer FØRSTE gang de strammer…

Hvis jeg må være lidt fræk..

Tirsdag i næste uge, altså d. 14/11 afgøres årets Garmin Challenge Denmark Triathlon-billede, og som den kvikke læser du er, så har du nok luret, at jeg er lidt bidt af triathlon. Derfor ville det gøre mig ovenud glad, hvis du hoppede ind på dette link, og likede mine billeder (specielt løbe billedet, det har flest likes – i hvert fald lige pt. – og derfor størst chancer i finalen).

https://www.facebook.com/pg/challengedenmark/photos/?tab=album&album_id=1572710032786405

Stay tuned

/Mette Bjeld

www.bjeld.dk

PS. Har lige lavet de lækreste knækbrød EVER, find dem på Ironmandk’s Facebookside