Morten Gade Christensen, der i 2016 blev kåret til Årets CIO i Danmark, skal være ny direktør for Privat og Erhverv i Bankdata, der leverer finansielle it-løsninger til 11 danske banker og 1,5 mio. danskere. Trods sin unge alder har Morten allerede ti års erfaring som CIO og skal især bidrage til at sætte yderligere fart på digitaliseringen af banksektoren.

Morten Gade Christensen, 38, tiltræder d. 1. december som direktør for Privat og Erhverv hos finans-it-virksomheden Bankdata. Han kommer fra en stilling som CIO hos Energinet.dk, hvor han har høstet stor anerkendelse for sit arbejde med digitalisering og effektivisering.

Hans indsats kulminerede i 2016 med kåringen som årets CIO i Danmark. En titel, han vandt på grund af sin evne til at skabe forandring, innovation og stabilitet i et stærkt reguleret forretningsområde.

Claus Hjort Bjerre, adm. direktør i Bankdata, glæder sig over den eftertragtede it-profils snarlige tiltrædelse:

“Vi glæder os til samarbejdet med Morten. Han er en profil i absolut topklasse, der kommer med den drivkraft og de kompetencer, vi hele tiden er på udkig efter. Det er vores mål, at Morten med sin faglighed og erfaring kan være med til at løfte den store opgave Bankdata står med – nemlig at holde sig på forkant med den accelererende digitalisering, der påvirker hele økosystemet omkring banksektoren og resten af samfundet,” siger Claus Hjort Bjerre fra Bankdata.

Morten Gade Christensen bliver ansvarlig for ca. 300 medarbejdere i afdelingen Privat og Erhverv.

“Jeg glæder mig meget til at blive en del af Bankdatas ledelse, fordi jeg er optaget af at gøre en forskel på den digitale agenda i Danmark. Bankdata er én af landets absolut førende virksomheder inden for udvikling af finansielle it-løsninger, og her får jeg mulighed for at arbejde i krydsfeltet mellem forretning og it, som er indbyrdes afhængige og udgør det felt, hvor vi kan bygge fremtidens bank,” siger Morten Gade Christensen.

Tidligere ansættelser
2013–2017: CIO, Energinet.dk
2009–2013: CIO, LM Wind Power
2009–2009: Service Manager, Cadbury
2007–2009: CIO, VELFAC
2003–2007: IT Group Manager, Danisco
2001–2003: System Developer, Seelen

Uddannelse

Morten Gade Christensen er oprindeligt uddannet datamatiker. Han har en MBA i Teknologi, Marked og Organisering fra Copenhagen Business School og en Master i Finance fra London Business School.

Om Bankdata
Bankdata leverer finansielle it-løsninger til bankerne Alm. Brand Bank, Djurslands Bank, Jyske Bank, Kreditbanken, Nordfyns Bank, Nordjyske Bank, Ringkjøbing Landbobank, Skjern Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Sydbank og Østjydsk Bank, der tilsammen dækker 1,5 mio. danske bankkunder.

Bankdata har hovedsæde i Fredericia samt afdelinger i Silkeborg, Aarhus og Gurgaon, Indien.