Først var det journalistikken. Nu er det annoncekronerne: »Jeg er ikke tryg ved, hvad der foregår«

I sidste artikel i denne serie dokumenterede AVISEN, hvordan citychef Anders Baagland fra sit kontor i Brobygning Middelfart over flere år har solgt annoncer i Jysk-Fynske Mediers titler til foreningens medlemsbutikker. Materialet bestod af en række mails fra Middelfart Handel, hvor helsider, halvsider og kampagnepakker i Melfar Posten blev udbudt til medlemmerne med priser fra 1.450 til 4.300 kroner eks. moms. AVISEN er samtidig i besiddelse af endnu flere mails, som offentliggøres senere i serien.

Til AVISEN siger byrådsmedlem Jonas René Jensen, der oprindelig rejste det principielle spørgsmål om kasketkonflikten omkring citychefens placering, at han har set materialet, og at det har flyttet hans bekymring.

Han indleder med en præcisering, der skal stå klart fra begyndelsen.

»Jeg har ikke lyst til at angribe journalistikken fra Middelfart, det er vigtigt for mig at sige. Men det her annoncespor og metoderne, det handler jo også om det større billede.«

Den mail, der burde have stået forud

Jonas René Jensen tegner i interviewet sit eget billede af, hvordan en korrekt fremgangsmåde ville have set ud. Han forestiller sig en helt anden indledning på et brev fra Anders Baagland til medlemsbutikkerne.

Det er udbudsprincippet, han efterlyser. At man, selv med en foretrukken partner, spørger flere steder, både for at sikre prisen og for at fordele de offentligt finansierede annoncekroner bredere.

»Så havde det været okay, han vendt retur og sagde, prøv at høre her, jeg har forespurgt lidt rundt, det her, det er priserne af Fyens, så vi kan også reklamere noget. Fordi det har jo også været i en periode, hvor AVISEN er vokset som medie, og der er flere og flere, der læser det medie, så det er simpelthen ikke godt nok, at man ikke undersøger priserne generelt. Noget andet er, at han næppe vil have tendens til at købe en masse af AVISEN, når hans ansættelsesforhold er placeret hos JFM.«

Han trækker en parallel til kommunens egen praksis ved indkøb af håndværksydelser.

Den nye bekymring

For Jonas René Jensen er det ikke længere selve journalistikkens uvildighed, der vejer tungest. Det er, hvad de offentligt finansierede annoncekroner bliver brugt til, og hvem der får andel i dem.

»Den vinkel, jeg havde førhen, i den periode hvor Lasse Schmücker og jeg er gået meget til makronerne, har mere været på journalistikken, vi var nervøs for. Det er jeg ikke så nervøs for, men jeg er nervøs for, om vi ligger for mange annoncekroner et sted, og om vi er nysgerrige nok på, om de skulle ligge andre steder, og jeg er meget nervøs for, at de indkøb kører efter bogen, og så kan man sige, at det er heller ikke en citychefs opgave at sælge annoncer, men at undersøge priser, det er fair nok,« siger han.

Det er en bevægelse fra et principielt spørgsmål om pressens uvildighed til et konkret spørgsmål om kommunens forvaltning af offentligt finansierede midler. Ikke om dækningen som sådan, men om annoncesalget.

»Jeg er ikke tryg«

Han formulerer sin nuværende vurdering direkte.

Distinktionen er central for ham. Han har ikke noget imod, at Jysk-Fynske Medier får annoncekroner fra det lokale erhvervsliv. Han har noget imod konstruktionen.

For at illustrere det principielle bag kasketterne, henviser han til sin egen hverdag som byrådsmedlem.

»For mig der lyder det sådan lidt nemt at sige. Hvis jeg laver noget, der er det ene øje med, så sender jeg det fra min byrådsmail. Hvis jeg laver noget, der er privat øje med, så er det fra min private. Det der med at forstå de forskellige kasketter, det synes jeg er ret vigtigt.«

Han konkluderer.