Til kommunalvalget i Fredericia er der 87 kandidater. I en lille portrætserie sætter vi fokus på et par af kandidaterne. Denne gang bringer vi et portræt af nr. 3 for Konservative, Jette Kjær.

Jette Kjær er 51 år gammel og mor til 3 børn. Jette er bosat i Skærbæk, hvor hun nyder sin fritid med gåture og kajak på Lillebælt. Til hverdag er Kjær uddannet civilingeniør, og har arbejdet indenfor vindbrancen hele sit arbejdsliv. Dog har hun skiftet spor, og er nu ansat i Forsvaret, men holder sin interesse for vindenergi ved lige i mindre hobbyprojekter.

Konservatives Jette Kjær er ny i politik, men har været meget interesseret:

“Min politiske karriere er meget begrænset. Jeg har dog altid interesseret mig for miljø- og energipolitikken, og jeg blev involveret i det politiske arbejde for nogle år siden, hvor en ny minister pludselig begyndte at ændre på den energipolitik, som alle partier har støttet op om i mange år”

Hun fortsætter:

“Jeg blev så glad for, at de konservative stillede op mod de uhensigtsmæssige ændringer, hvorfor jeg meldte mig på den politiske bane. Siden er jeg blevet grebet mere og mere af det politiske arbejde og har derfor valgt at stille op til kommunevalget”

 

Jette Kjær blev spurgt ind til, hvad der har motiveret hende til at stille op til kommunalvalget:

“Jeg stiller op til byrådet, fordi jeg på mange områder mener, at vi skal gøre det bedre. Vi ligger lavt som kommune i rigtig mange målinger. Vores erhvervsliv skal have lettere ved at vælge at lægge deres virksomhed i Fredericia. Vi skal være bedre til at udnytte vores ressourcer og vores unikke placering i centrum af Danmark. Vi skal beskytte vores miljø og natur, men samtidig udnytte i områder, hvor det er bæredygtigt”

Kjær mener, at hendes naturvidenskabelige baggrund vil være en fordel for hende:

“Jeg adskiller mig fra mange af de andre kandidater ved, at jeg har en naturvidenskabelig baggrund og er vant til at gennemskue selv besværlige teknologiske udfordringer og regnestykker. Jeg er konservativ og tænker både på at vækste og skabe arbejdspladser samtidig med, at jeg gerne vil være med til at gøre det godt for de svage, der har forsøgt og ikke selv kan. Jeg tænker på miljøet, vores energi- og infrastruktur, som er det bærende i et moderne samfund”

Mærkesager:

Alle kandidaterne i denne portrætserie fik til opgave at udvælge lige netop de 3 vigtigste mærkesager. Jette Kjær fra Konservative har udvalgt følgende tre:

  • Natur, energi og miljø
  • Erhvervsvækst
  • Uddannelsespladser

Ja/nej-runden

Sidst, men ikke mindst, skal kandidaterne prøve kræfter med en simpel ja/nej-runde på 5 spørgsmål.

  • Kommunens ældre skal have bedre forhold?
    • “Ja, de ældre har tjent for os – nu skal vi tjene for dem”
  • Kommuneskatten skal sænkes?
    • “Ja, kommuneskatten skal altid vurderes, og vi skal gøre mere for, at vi selv kan bestemme over de penge vi tjener”
  • Der skal fokuseres mere på affaldssortering?
    • “Nej, men der skal heller ikke gøres mindre. Vi har et godt system i Fredericia”
  • Der skal investeres mere i kultur?
    • “Nej, ikke nødvendigvis. Men der kan sættes penge af til at fundraise og skaffe flere midler fra fonde og virksomheder, der kunne være interesseret i at støtte kulturlivet i Fredericia”
  • Kommunen skal gøre mere for at tiltrække virksomheder?
    • “Ja, der skal skabes muligheder for, at mindre virksomheder har lyst til at starte i Fredericia”

Følg med på Fredericia Avisen for flere portrætter af de lokale kandidater.