I nat udløb overenskomsten mellem SAS og deres piloter, SAS Pilot Group. Det betyder, at den fredspligt, som overenskomsten sikrer, ikke længere eksisterer. Det vil derfor være helt efter bogen, hvis piloterne varsler nedlæggelse af arbejdet. De har valgt, at de ikke vil ramme de rejsende i påskeferien.

Som SAS-ledelsen tidligere har kommunikeret ud i pressen, så brød forhandlingerne mellem SAS Pilot Group og SAS i tirsdags sammen, efter forhandlinger der har stået på siden november sidste år. Næste skridt vil formentlig være mægling før en eventuel konflikt.

– Piloterne i SAS ønsker naturligvis ikke at ramme vores kunder, og vi håber derfor, at uenigheden kan løses uden at tage konfliktmidler i anvendelse. Vi ønsker under ingen omstændigheder, at de passagerer, der har planlagt ferie i påsken, bliver ramt, siger Henrik Thyregod, der er formand for Dansk Pilotforening.

Alle SAS-passagerer kan derfor trygt regne med, at deres påskeplaner ikke bliver berørt af en eventuel strejke.