Efter to år som bestyrelsesformand for Foreningen Business Kolding, har Pierre Legarth, Koldings byggematador ved Pierre Ejendomme, valgt at overlade opgaven til nye kræfter på foreningens generalforsamling d. 25. februar.

– Jeg har besluttet ikke at genopstille som formand for Foreningen Business Kolding, forklarer Pierre Legarth. Jeg har været meget glad for samarbejdet med Business Kolding, som er en stærk og vigtig organisation for Koldings udvikling og for Koldings erhvervsliv. Men jeg har brug for at bruge mere tid på mine egne virksomheder nu.

Foreningen Business Kolding er Koldings lokale erhvervsråd, der arbejder for at skabe relationer mellem foreningens medlemmer og understøtte Fonden Business Koldings til enhver tid gældende strategi. Og der har været nok at tage fat på de sidste to år.

– Da jeg overtog formandsposten var der ingen tvivl om, at 3D print centeret Nexttech var en økonomisk udfordring for foreningen. Men i et tæt samarbejde med Business Koldings direktør og resten af bestyrelsen, lykkedes det os at få en rigtig god løsning for Nexttech og Foreningen Business Kolding. I dag er det et meget spændende innovationscenter i IBA, som jeg tror vi i Kolding vil få meget stor gavn af i fremtiden.

– Vi lykkedes med at gennemføre en stor fusion af Handelsrådet, Turistforeningen og Foreningen Business Kolding, som med stor opbakning blev gennemført for et år siden. Jeg tror på, at det er Foreningen Business Koldings rolle at være den samlende organisation for hele erhvervslivet, og med 640 medlemmer er vi godt på vej. Jeg vil naturligvis fortsætte som et engageret og interesseret medlem af foreningen.

– Jeg vil gerne takke medlemmerne af foreningen for at vist mig tilliden. Foreningens medlemmer skal nu vælge en ny formand som kan føre foreningen videre, og jeg ser frem til at følge foreningens udvikling fremover, slutter Pierre Legarth.

– Der skal lyde en stor tak fra Business Kolding til Pierre Legarth for hans indsats. Pierre er en meget dygtig forretningsmand, og han brænder for Kolding. Det har været til stor gavn for foreningen, siger Morten Bjørn Hansen, direktør hos Business Kolding.

På generalforsamlingen den 25. februar 2021 vælger medlemmerne repræsentantskabet blandt de opstillede kandidater. Repræsentantskabet vælger herefter sammensætningen af bestyrelsen, der af sin midte vælger en formand og en næstformand. Ønsker du at opstille til Repræsentantskabet, kan du kontakte Tove Gæmelke fra Business Kolding. 

Foreningen Business Kolding har omkring 640 medlemmer, der tæller virksomheder med bopæl eller interesser i Kolding Kommune. Foreningen gennemfører årligt flere arrangementer for medlemmerne.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer