Det er yderst uheldigt at politikere vil lovgive omkring universiteternes faglige indhold. Man kan ikke ved hverken en folkeafstemning eller et flertal i Folketinget afgøre, hvad der er nødvendigt for at opnå et fags kompetencer. Den opgave bør udelukkende ligge hos fagets udøvere. Det kan ske i en kombination af samarbejde mellem ledelse, undervisere og studerende. Men politikerne skal ikke være med. Det har de ganske enkelt ikke de nødvendige kvalifikationer til.

Mange politikere lider af en generel tendens til ønsketænkning. Men også et problem med at have et klart udsyn. Det virker meget kortsigtet, hvad der forslås i mange henseender. Vi har set det med de tidligere strukturreformer, der har knækket Danmark midt over. Det lokale selvstyre er blevet svækket alvorligt, samtidig med at den enkelte borger har fået stor afstand til det samfund, de skal være en del af. Sundhedsvæsenet er det eksempel, de fleste kan nikke genkendende til.

Man kan undre sig over hvor mange af de forslag vi dagligt præsenteres for fra politiske side kommer fra. Er det et tæt samspil mellem lobbyister, embedsfolk, interesseorganisationer og politikere?

I den politiske diskurs hører vi ofte om, hvilke fagpersoner der mangler her og der. Så mangler der læger. Så mangler der pædagoger. Så mangler der sygeplejersker. Så mangler der (udfyld selv alle de fagområder der mangler her). Men det er ønsketænkning at bilde sig ind, at man til enhver tid kan have præcis det antal fagfolk til et område, som der er aktuelt er behov for. Sådan hænger virkeligheden ikke sammen. I bedste fald kunne man opbygge et overskud af fagfolk, der reelt ville gå rundt og kigge ud af vinduerne, mens der ikke var behov for dem:

I perioder vil der være for få, og i andre perioder vil der være for mange fagfolk, indenfor ethvert fag. Og det kommer man aldrig til at kunne ændre på.

Derfor er det også risikabelt, hvis man ensidigt fokuserer på at begunstige det ene eller det andet område. Det forekommer mere fornuftigt at arbejde på at have et fleksibelt uddannelsessystem og arbejdsmarked, hvor mennesker kan skifte fag og uddanne sig i relativ ro og fred. Men siden 1990’erne har systemet udelukkende været fokuseret på at have et økonomisk incitament, hvor sanktioner og straf har været den primære metode til både at uddanne og få folk i arbejde. For slet ikke at tale om alle de syge mennesker der er gået tabt i processen, men som måske kunne have fået lov til at blive en del af arbejdsstyrken i et eller andet omfang, hvis systemet havde haft fleksibilitet og perspektivering som mål.

Uddannelsessystemet er blevet en primær del af beskæftigelsespolitikken. Et stort antal studerende falder fra på forskellige uddannelser år efter år. Det er nærliggende at antage at dette skyldes en farlig kombination af beskæftigelsespolitikkens krav om at borgeren skal være aktiv og systemets manglende fleksibilitet. For det har betydning for antallet af mennesker, der søger uddannelse, at de måske gør det af økonomiske årsager. Mange melder sig måske til uddannelser de ikke har interesse for eller evner til at fuldføre, fordi de er nød til at handle på systemets evindelige krav om at være aktiverede. Universiteterne har blandt andet reageret med fremdriftsreformer, fordi bunker af studerende ikke færdiggjorde deres uddannelser.

Politikerne er fokuserede på at studerende færdiggør deres uddannelser, men ikke om de måske aldrig skulle have der i første omgang.

Det virker som om at man ikke ser det enkelte menneske i denne proces. Fra en meget tidlig alder forventes det at enhver straks finder ud af, hvad de gerne vil beskæftige sig med resten af deres liv. Politikerne har været meget fokuseret på at tvinge børn og unge til at vælge karriere. Altid ud fra ønsketænkning. At hvis bare man bestiller så og så mange af det og det, så lykkes alt mirakuløst. Så er det mindre vigtigt om det enkelte mennesker passer ind eller ej:

Bare samfundet får det, samfundet vil have.

Konsekvensen af at borgerne er til for staten og ikke omvendt, er til at mærke. Når vi ser på de sociale omkostninger, mistrivsel og et kronisk stigende behov for at bistå med mentale udfordringer blandt borgerne. I den store konkurrence er det ikke alle, der er heldige nok til at holde hovedet over vandet. Man kan kalde det for stress, angst, depression og meget andet. At mennesker ikke har det godt i samfundet. Danmarks statistik har lagt tal på bordet, der viser at hver tiende dansker tager antidepressiv medicin. I jobcentrene tager knap 42% disse medikamenter. Skyldes det alene en epidemi? Eller kan det skyldes systemets håbløse menneskesyn, der driver folk fra hus og hjem, splitter familier eller smadrer børns opvækst?

Ja, hvor stor er regningen for en udbredt teknokratiske systemisk ideologi, der sætter systemet over mennesket? Hvor end ikke den offentlige medarbejder trives i sit job, for slet ikke at tale om hvor vidt vedkommende overhovedet har mulighed for meningsfuldt at hjælpe medmennesker. Ofte på grund af regler støbt i beton et fjernt sted.

Ofte fuld af forkortelser ala SUP, JBA, GYD, der nok her er fiktive eksempler på fænomenet. Men systemsproget er kendetegnet ved at meget forkortes til bogstaver, der end ikke er ord, og som ender med at indgå i daglig sprogbrug. Forkortelser der lader til at komme fra subkulturelle og elitære miljøer med en akademisk præget teknokratisk magtledelse, hvis forhold til mennesket som individ er forsvindende ringe, modsat repræsentationen af systemets behov for kontrol, magt, indtjening og produktivitet.

Mennesker er sociale væsener. De vil gerne være værdifulde, gøre en indsats og spejle sig i deres medmennesker. Men den konstante jagt på politiske resultater til arbejdsmarkedet ødelægger generationer af samfundsborgere og kaster dem ud i armod og depression. Hvor fortidens socialrådgivere primært var beskæftiget med forebyggelse af sociale problemer, så er opgaven i dag at være socialbetjente der skal fange sociale ‘forbrydere’ på kryds og tværs af systemets kringlede korridorer. Den samlede regning for dette cirkus må være astronomisk:

Kan det også tænkes, at det er med til at skabe stort pres på det psykiatriske system, der de sidste mange årtier har set en eksplosiv vækst i antallet af patienter? Er det også mennesker der drives fra forstanden i et samfund, der har mistet de mest almene forudsætninger for dannelse og værdighed?

Medmenneskelighed. Forståelse. Tolerance.

Systemets primære opgave burde være at hjælpe enhver borger med at få det bedste liv muligt. Det vil de fleste samfundsborgere gerne arbejde for og bidrage til. Hvis den nye SVM-regering skulle gøre noget godt, så var det at afskaffe hele ideologien bag de sidste tre årtiers pres på barndommen, ungdommen og voksenlivet. Den ideologi, der er fokuseret på at få billig slavekraft til teknokratiske fantasiprojekter, frem for velfungerende mennesker til et velfungerende samfund.

Det vil også betyde et opgør med ønsketænkningen:

Man kan ikke presse folk til at være det ene eller det andet. Det skaber ikke glade mennesker. Derfor må man bruge andre metoder end tvang og magt. Samtidig bør der være stor fleksibilitet, så folk ikke bliver låst fast i håbløse livsforløb, der ender med at koste samfundet milliarder af kroner i oprydning.

Ideen om at skære universitetsuddannelser ned til discountforløb er tåbelig. Det er endnu et eksempel på at man vil tilpasse mennesket til systemet, frem for systemet til mennesket. Og atter ud fra et fiktivt behov, man har skabt et eller andet mystisk sted i teknokratiet. Ja, vi aner ikke, hvem der har fundet på det. Men det virker usandsynligt at det kommer fra en debat i et parti:

Nogen har fodret politikerne med ideen, og som med så mange andre fantastiske opfindelser, så pusher embedsapparatets elite deres ideologi med en nidkærhed, der gør folkestyret ondt, men frem for alt borgerne magtesløse.

Uanset om man er ved af færdiggøre sin folkeskole, gymnasieuddannelse, tekniske uddannelse eller videregående uddannelse, så bør man arbejde på at finde og bruge det enkelte menneskes evner, styrker og ressourcer. Frem for at skære arme og ben af enhver, der ikke passer ind i det regneark, man lige har fået fra den ene eller anden teknokrat i fantasistatens hemmelige afdelinger.

For er Danmark er blevet en fantasi? Vi bilder os selv ind, at vi har verdens bedste velfærdsstat. Det har vi ikke.

Medarbejderne er ulykkelige i stort set alle grene af velfærdsstaten. Borgerne er heller ikke bedre stillet. Mange forstår ikke hvad der egentlig forlanges af dem. Retssikkerheden sejler på alle områder. Konflikterne mellem embedsapparatet og borgerne vokser år for år, så vi måske ender med skudsikre veste og patruljering, hvis vi vil have et pas.

Diagnosen er klar: Det danske samfund lider af ønsketækning. Om det er skattesystemets groteske sjuskerier, beskæftigelsessystemets menneskefjendske had til borgerne eller politikernes manglende evne til at beslutte noget selv og udenom teknokraterne – så er kuren et opgør med løgnehistorierne og et klart krav fra borgerne om at man ønsker et samfund, hvor man tager udgangspunkt i den enkeltes skæbne og muligheder, frem for systemets fantasifulde ideer om hvad et tilfældigt cpr nummer kan udrette for pølsefabrikkens output på regnearket.

https://www.ibc.dk/fredericia-middelfart/uddannelser/hf-og-vuc/