Området bag MESSE C er i disse dage omdannet til en teltlandsby for over 800 overnattende gæster. Her er det FOAs landsforbund, der gæster Fredericia for at sætte fokus på løn blandt deres medlemmer.

Konferenceassistent Maiken Kehlet fra MESSE C ser et holdarbejde kulminere i disse dage. 1200 tillidsfolk fra FOA gæster det store messecenter, i alt 800 af disse sover i en midlertidig anlagt teltby, der for under et år siden blev brugt til coronatest.

– Vi sad for ti måneder siden og skulle planlægge et stort arrangement for FOA og tænkte, hvad vi skulle gøre med så mange mennesker. Vi kom frem til, at vi kunne indlogere her, da der er meget plads. Det blev en idé, og endte med at gå fra tanke til handling, siger Maiken Kehlet, der har set teltbyen vokse de seneste 14 dage.

– Vi har haft forskellige firmaer til at sætte det op, imens John Hansen, vores tekniske chef, har været tovholder på teltbyen. De første telte blev sat op i weekenden, og resultatet taler for sig selv. Det er lidt fedt at bygge en lille by her, og det er blevet godt, siger Maiken Kehlet.

Udsigten fra MESSE Cs tag. Foto: AVISEN

I går indlogerede de første gæster fra FOA sig og MESSE C vil senere evaluere, hvordan projektet er gået.

– Det ser godt ud, og nu skal vi se, hvordan det hele spænder af, hvorefter vi ser, hvordan og hvorledes, så vi kan se om, det er noget, vi kan bruge en anden gang. Der er mange af dem, der synes, det er sjovt. Vejret er med os, og så skal de hygge sig her i området i aften, siger Maiken.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]

Arbejdet med at opbygge teltbyen har været en spændende opgave for MESSE Cs tekniske chef.

– Selve byen er bygget på et par dage, det er faktisk gået stærkt. Vi har brugt koblingsslanger og der er trukket afløbspumper og så videre op, så alt fungerer som et normalt hus med pumpefunktion og kloak, fortæller John Hansen og tilføjer:

– Der er også kommet materialer fra MobileHouse, og al opsætning kører efter planen. Vores personale knokler røven ud af bukserne, så gæsterne kan sove her i nat uden at tage hjem. Der er også tv i området og varme i gulvet. Så det er virkelig godt. Det har været fantastisk at prøve noget nyt, og så lave noget andet, end vi laver normalt. Det kan også være, at andre får inspiration til at ville gøre det samme som her.

FOA sætter fokus på løn

Salen var propfyldt til løntræffet. Foto: AVISEN

Flere end 1.200 tillidsvalgte mødes i disse dage i Fredericia, når FOA afholder et løntræf, der skal styrke forbundets arbejde med løn til medlemmerne – både lokallønsandele, korrekt lønudbetaling og lønkrav i forbindelse med overenskomstforhandlinger.

Anledningen er et stort løntræf, hvor formålet er at styrke de tillidsvalgte i deres arbejde med løn. Derudover skal FOA kigge frem mod overenskomstforhandlingerne i 2024, hvor løn er en hjørnesten.

– Vi sætter fuld fokus på lønnen til FOAs mange faggrupper. Det er et spørgsmål, der fylder rigtig meget for vores medlemmer for tiden, fordi mange er hårdt ramt af prisstigninger, siger Mona Striib, forbundsformand i FOA.

– Det skal handle om, hvordan FOAs medlemmer får en fair andel af de lokale lønmidler, og det handler om de tonsvis af lønsager, hvor FOA skal rejse krav om for lidt udbetalte lønkroner, forklarer Mona Striib.

Debatten om en retfærdig løn til de ansatte i velfærdssektoren vil også fylde for de mange tillidsvalgte, fortæller Mona Striib:

– FOA har i mange år kæmpet for en mere retfærdig løndannelse – mere lighed i lønnen. Regeringen har nedsat en lønstrukturkomite, der snart skal komme med sine anbefalinger, og lønnen for offentligt ansatte er blevet et varmt politisk emne forud for det kommende valg. Derfor skal vi også have en diskussion med hinanden om, hvad der er af muligheder frem mod overenskomstforhandlingerne og, hvordan vi kommer derhen.

[bsa_pro_ad_space id=6]