Fredericia og Middelfart Kommune præsenterede tirsdag et nyt, stort samarbejdsprojekt, der skal få flere turister til området. Det er overskuddet fra Bridgewalking Lillebælt, der gør det muligt at styrke Fredericia og Middelfart som destinationer.
Siden opstarten har Bridgewalking Lillebælt samlet et pænt overskud, som nu bringes i spil til en række tiltag, der skal højne attraktiviteten i de to ejerkommuner, Fredericia og Middelfart.
Kronprinsesse Mary gik den første tur den 10. maj 2015. Siden har godt 320.000 gæster gjort det samme. Det har givet et solidt overskud, som nu skal anvendes til at styrke attraktiviteten i de to ejerkommuner, Fredericia og Middelfart – og være med til at skabe nye attraktive tilbud til lokale og turister. Ambitionen er at skabe attraktioner og oplevelser, der skaber attraktionsværdi for borgere, tilflyttere, turister, øger omsætning og jobskabelse hos turisterhverv og virksomheder samt branding af området.

Projektet blev tirsdag præsenteret. Mødestedet var ved Snoghøj Bådlaug. Turen gik ud på vandet med skibet “Aventura”, som er en del af satsningen i det nye projekt. I perioden den 20. juni – 12. august vil der mandag og onsdage være afgang fra Fredericia, mens der fra Middelfart-siden vil være afgang tirsdage og onsdage. Det kan man læse nærmere om på en-sommerdag.dk, der er projektets hjemmeside.
– Det med Lillebælt, hvor vi er nu, har man altid betragtet som noget der adskiller os, men det samler os også. Vi har oplevelser med bæltet på begge sider af vandet til fælles. Vi sejlede fra Snoghøj, hvor der var en gammel færgeoverfart, der fungerede i mange år, og har bundet lokale borgere sammen. De to broer har også i mange år båndet Fredericia og Middelfart sammen. Vi har haft flere forskellige samarbejder mellem Fredericia og Middelfart, og på den gamle bro har vi Bridgewalking, som vi har drevet sammen i en årrække. Både folk lokalt, nationalt og internationalt har benyttet sig af det, og de brugte også anledningen til at være en tur i Fredericia og Middelfart. Det har været en kæmpestor succes at have Bridgewalking, sagde borgmester i Middelfart Kommune, Johannes Lunsfryd Jensen.
Pengene, som Bridgewalking har generet, kunne være bleve fordelt ud til de to kommuner, men for begge borgmestre har det været vigtigt at lave noget sammen.
– Ånden i Bridgewalking har været at gøre det sammen. Man kunne forestille sig en model med små indsatser på hver side af bæltet, men det ville være forkert ikke at lave noget sammen for de midler for at bruge den præcis samme, smukke kulisse. Bestyrelsen har entreret med båden vi står på her, og den oplevelse vil vi give borgerne på hver sin side af bæltet og genskabe en færgeforbindelsen i en periode mellem Middelfart og Fredericia, sagde Fredericias borgmester, Steen Wrist.

De to byer har hver især udvalgt ét projekt, som skal fremmes via den nye indsats. Målet er, at turister, der er i området, skal bruge begge byer, når de er her.
– Det skal binde byerne bedre sammen, og det vil være sådan, at man kan tage på tværs for at handle, men der er også et væld af kulturtilbud i begge byer, som man kan gøre brug af. Vi har to signaturprojekter vi udvikler sammen og markedsfører. Når man kommer til Middelfart vil man have mulighed for at opleve Keramikruten, der starter ved CLAY og går ned omkring Middlefart havn og ind i byen, forklarede Johannes Lundsfryd Jensen.
I Fredericia er man kendt for historien, og det er også Steen Wrists nedslagspunkt.
– Vi vil altid være klar til at byde velkommen til den historiske by, og det krydrer vi med vores podcast omkring volden, der giver oplevelser til en aktiv familie, sagde Wrist, der samtidig slog fast, at Fredericia aktivt vil sende folk mod Middelfart:
– Vi har så meget at byde på her (i Fredericia og Middelfart, red.), at vi godt kan være bekendt at sige, at Middelfart er en del af pakken med at være på ferie i Fredericia.
Bridgewalking Lillebælt har en egenkapital på 15 millioner kroner, og ud af dem bruges en million kroner på projektet.

Tiltaget er det første af slagsene, og på sigt kan det udvikle sig, hvis det bliver en succes.
– Det her er den første prøvehandling. Ambitionen er at søsætte den her idé, og måske er der et marked for det. Det kan være, at der er kommercielle aktører, der kommer til at drive det, men der kommer også øvrige prøvehandlinger. Ambitionen er at bruge de midler vi har fra Bridgewalking til at understøtte de her initiativer, der handler om Lillebælt, naturen og turisme, sagde Johannes Lundsfryd Jensen.
Formand for Bridgewalking Lillebælt, Henrik Neelmeyer, tror på at projektet bliver en succes, der kan fremme hele området.
– Det vigtige for os er at få penge ud af arbejdet, som kan styrke handlen mellem de to byer. Kan man nemt tage en båd, kan man også fremme handlen. Vi tror på, at der vil opstå en mere naturlig trafik mellem bælterne som følge af det her. For os er det ligegyldigt om det er lokale eller turister, vi skal bare have mere omsætning og dermed generer arbejdspladser. Der er meget win-win i det her projekt, forklarede Henrik Neelmeyer.




