Regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Alternativet er blevet enige om en aftale til særligt hårdt ramte erhverv, der indeholder kompensation til leverandører til aflyste fester, en light-version af ordningen for faste omkostninger og tilskud til restriktionsramte caféer, restauranter og barer mv.

Corona-pandemien er stadig i det danske samfund, og derfor har Sundhedsmyndighederne besluttet at skrue ned for aktiviteten med nye restriktioner.

Det rammer visse dele af dansk erhvervsliv hårdt.

Derfor har regeringen netop indgået en aftale med Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Konservative og Alternativet, der giver ekstra hjælp til de særligt hårdt ramte erhverv.

Aftalepartierne er enige om følgende:

  • Leverandører til private fester og sociale begivenheder med mindst 50 deltagere afholdt uden for private hjem får adgang til at søge kompensationsordningen for selvstændige samt kompensationsordningen for virksomheders faste omkostninger. Det kan fx være teltudlejere, cateringfirmaer og musikere.
  • Der åbnes for kompensation til virksomheder, der måtte kassere letfordærvelige varer indkøbt til arrangementer i weekenden den 26.-27. september 2020.
  • Der åbnes for en ”light-version” af kompensationsordningen for faste omkostninger til virksomheder. Virksomhederne vil kunne få kompensation for husleje, renter og bidrag på lån i ejendommen, forbrugsudgifter til el, vand og varme samt ejendomsforsikring og skatter. Der er ikke krav om revisorerklæring på denne ordning.
  • Der åbnes for en aktivitetspulje på 200 mio. kr. til de caféer, restauranter og barer, der er påbudt lukket kl. 22.00. De vil kunne søge om tilskud på op til 25.000 kr. pr. serveringssted, som skal bruges til at skabe øget aktivitet.

”Lige nu tager vi nogle sundhedsmæssige tiltag for at smitten ikke skal løbe løbsk, og det rammer visse danske virksomheder. Jeg har fra start lovet, at der selvfølgelig skal være hjælp at hente til dem, der holder for og bærer en tung byrde på skuldrene. Derfor er jeg glad for, at vi nu er enige om at kompensere de leverandører, der danner rammerne om festen med mad, sang og lokaler, og give en ekstra hjælp til de restauranter, caféer og barer, der lige nu må sende gæsterne hjem før tid. I skal vide, at jeres indsats gør en forskel og er helt afgørende. Det viser endnu en gang, at dansk erhvervsliv virkelig tager sit samfundssansvar i den her tid. Det er det, der gør, at store dele af det danske samfund stadig kan holde sig i gang,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Torsten Schack Pedersen, Venstre:

“Det er en tiltrængt hjælpende hånd, vi her kommer med til en meget hårdt ramt branche og underleverandører.  Vi får også sikret kompensation til restauranter mv., som blev ramt af regeringens restriktioner og måtte kassere madvarer mv med få timers varsel. Endelig har det været vigtigt, at beløbet i hjælpepakken blev forøget, da perioden med reduktioner i åbningstiderne er blevet forlænget.” 

Katrine Robsøe, Radikale Venstre:

“Det er helt afgørende, at vi hjælper virksomheder, som i øjeblikket er ekstra pressede under de skrappe restriktioner. Derfor er jeg glad for, at vi nu målretter hjælpen, så dem, der har måtte holde ekstra for, og dem, som har måtte aflyse arrangementer i utide, nu får ekstra støtte i den svære tid. Med denne aftale skaber vi en større sikkerhed for erhvervslivet.”

Lisbeth Bech-Nielsen, SF:

“Det har været vigtigt for SF at få beløbet i aktivitetspuljen op, samt få en række underleverandører med i aftalen.”

Mona Juul, Det Konservative Folkeparti:

”Når restriktioner ikke giver mening og kommer hurtigere end virksomhederne kan nå at reagere, så mangler det selvfølgelig bare, at de kan få hjælp til at overleve og fastholde arbejdspladser. Det har været helt afgørende at få lavet aftale om hjælp til underleverandører til private arrangementer. Ligesom det har været på sin plads at finde en måde at støtte yderligere op om bl.a. restauranter, der er meget ramte af restriktion om at lukke kl. 22. Altså oven i kvadratmeterrestriktionen. Vi ser frem til såvel varslingssystem som aftale om mulige lempelser af restriktioner i samarbejde med sektorpartnerskaberne.”

Josephine Fock, Alternativet:

”Jeg er glad for, at vi er blevet enige om aftale om yderligere kompensation. Det er en ekstrem vanskelig tid at drive virksomhed på, og derfor er en yderligere aftale nødvendig.” 

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer