675 elever fra grundskolen og ungdomsuddannelserne tager i dagene fra 21. til den 23. november den kreative tænkehat på og går i gang med at løse aktuelle udfordringer og problemstillinger for fem lokale virksomheder. Deltagerantallet er det højeste siden InnoCamps fødsel i 2010. 

Interessen for at kunne tage den kreative tænkehat på og deltage i innovationscampen, InnoCamp, i Fredericia Idrætscenter er stor som aldrig før. Når campen skydes i gang om morgenen tirsdag den 21. november, bliver det med en rekordstor tilmelding af elever fra både ungdomsuddannelserne og grundskolerne. Fem virksomheder stiller op med udfordringer, og 675 elever skal udtænke de bedste ideer og løsninger i løbet af blot tre dage.

– Det er fantastisk at opleve, at denne 8. udgave af InnoCamp bliver med så flot et deltagerantal, Det er vi rigtig glade for. Det viser, at der er meget stor interesse for det kreative innovationsunivers. Vi oplever desuden, at underviserne virkelig engagerer sig i campen hvert eneste år, fortæller campleder Annemette Skovgaard Jensen.

Aktuelle udfordringer

På årets InnoCamp vil der deltage 35 undervisere, 300 elever fra ungdomsuddannelserne og 375 elever fra grundskolen. De skal på kryds og tværs i mindre grupper arbejde med udfordringer stillet af Electrolux, Fredericia Kommune, FriShop, hotel- og konferencecentret Trinity og Super Brugsen i Erritsø. Virksomhederne stiller nogle meget konkrete opgaver, der er taget ud af deres egen hverdag. Det er meget aktuelle problemstillinger, som eleverne bliver udfordret med – og der er virkelig basis for at bidrage med løsningsforslag, som vil kunne realiseres i de enkelte virksomheder.

Siden InnoCamps start i 2010 er der blevet udtænkt og beskrevet et væld af ideer, hvor mange på den ene eller anden måde er kommet i spil i marketings- eller udviklingsafdelinger.

Kan gøre en forskel

– Og det er jo netop én af ideerne i InnoCamp. At eleverne skal udfordres fagligt og kreativt. De skal opleve at arbejde sammen med andre, som de ikke kender, de skal have oplevelsen af at kunne gøre en forskel – blot ved at tage tænkehatten på. Men ikke mindst, det er jo også et brobygningsarrangement, så skal grundskolens elever have en anderledes chance for at udforske de muligheder de har, når de skal vælge ungdomsuddannelse, fortæller campleder Mads Secher-Kiib.

InnoCamp 2017 afvikles ligesom tidligere år i Fredericia Idrætscenter i dagene fra den 21. til den 23. november.