Musikskoler 2019/2020
Musikskolerne udbyder mange forskellige fag, men de fleste tilmeldinger fordeler sig på ret få fag. De ti mest populære instrumentfag i sæson 2019/2020 omfattede således tilsammen 87 pct. af musikskoleelevernes samlede instrument- og sangundervisning. Rækkefølgen blandt de seks mest populære instrumenter har ligget fast siden 2012/2013, men i sæsonen 2019/2020 har saxofon overhalet elguitar, som det sjette mest populære instrument. Der er dog tale om små forskelle i elevtallet, der skiller de to instrumenter. Bortset fra saxofon og violin, som er steget med hhv. 10 og 4 pct. fra 2018/2019 til 2019/2020 er antallet af tilmeldinger for de øvrige instrumenter i top-7 faldet mellem 2 og 7 pct. fra forrige sæson. Samlet set faldt antallet af instrumentelever i samme periode med 1.100, svarende til godt 2 pct.
Kilde: www.statistikbanken.dk/muskol02
Musikskolerne har mange gengangere
Det tager tid at lære at spille på et instrument, og mange musikskoleelever kommer igen år efter år. Den generelle fordeling blandt alle instrumenter i sæsonen 2019/2020 var, at 41 pct. var nye elever, 14 pct. havde et enkelt års undervisning i deres instrument inden sæsonstart, og 45 pct. havde to års erfaring eller mere bag sig, da undervisningen begyndte. Blandt de ti mest populære instrumentfag er tværfløjteelever de mest vedholdende; 56 pct. af eleverne har modtaget undervisning i deres instrument i mindst to år inden starten på sæson 2019/2020.
Forskelle i piger og drenges valg af instrumenter
Piger udgør 54 pct. af eleverne på instrument- og sangundervisningen på landets musikskoler. Til gengæld er drengene i overtal i seks ud af de ti mest populære instrumentfag. Tværfløjte er det top-10 fag med den største andel piger/kvinder (89 pct.) og i den modsatte ende er slagtøj det top-10-fag med den største andel drenge/mænd (83 pct.).

Kilde: www.statistikbanken.dk/muskol02
Musikskolernes aktiviteter omfatter ikke kun instrumentundervisning
I sæsonen 2019/2020 var der knap 45.600 elever, der modtog instrument- og sangundervisning på musikskolerne i Danmark. Det er et fald på 2 pct. i forhold til sæsonen før. Musikskolerne tilbød også forskolehold med 17.900 registrerede tilmeldinger og sammenspilshold (fx kor og orkester) med et elevtal på 26.000 elever. Desuden blev der undervist i en række andre musikfag (fx hørelære) og kreative fag inden for dans, multimedier og billedkunst. Det samlede antal aktivitetselever var 100.000, og dette udgør et fald på 3 pct. i forhold til forrige sæsonen før.
Musikskolernes aktiviteter efter holdtype. 2019/2020
2016/2017 | 2017/2018 | 2018/2019 | 2019/2020 | |
tusinde | ||||
Alle aktiviteter | 107,5 | 103,8 | 102,9 | 100,0 |
Instrumenter | 49,9 | 48,0 | 46,7 | 45,6 |
Forskoleophold | 20,5 | 18,3 | 18,6 | 17,9 |
Sammenspilshold | 26,3 | 26,7 | 27,2 | 26,0 |
Øvrige musikfag | 5,5 | 5,2 | 5,1 | 4,6 |
Øvrige kunstfag | 5,3 | 5,6 | 5,4 | 5,8 |
Anm.: Eleverne er opgjort som såkaldte aktivitetselever, dvs. at det er det samlede antal tilmeldinger til undervisningen, der opgøres uden hensyn til, om det sker som ene- eller holdundervisning. Tabellen omfatter også MGK-elever, som er elever på intensivt 3-årigt kursus med et konservatorieforberedende indhold og niveau. Kilde: www.statistikbanken.dk/muskol02 |