Hvert femte barn i Danmark bliver i løbet af sin skoletid udsat for mobning. Hvad enten det varer i kort eller lang tid, så er det en oplevelse, som kommer til at præge det barn, det går ud over

Mandag 20. november 2017 kl. 19.00 er Lions Club Fredericia værter ved et arrangement, hvor alle børns værste svøbe – mobning – er i centrum.
Aftenens gæst er journalist og forfatter Lars Ringholm, der netop har fået udgivet romanen ”Livet er også til dig, Martin”.
En roman, der har et bud på svar på tre alvorlige spørgsmål:
Hvordan oplever et barn at blive udsat for mobning?
Hvilke tanker gør et barn sig, når det er sat udenfor fællesskabet?
Hvordan påvirker det et barn at være udstødt, alene, svigtet?

“Livet er også til dig, Martin” er historien om 11-årige Martin, der i 5. klasse skifter til en ny skole.
En skole, hvor han ikke føler sig tilpas og hvor han oplever, at han ikke er en del af fællesskabet.
Beretningen er udelukkende set og fortalt fra Martins perspektiv. Hvordan hans liv slår en dramatisk koldbøtte og hvordan det kommer til at påvirke resten af hans skoletid. Og måske resten af hans liv?

Beretningen foregår i 1970’erne og giver samtidig et indblik i et Danmark for snart så længe siden. Et årti, der på en og samme tid ligger uendeligt fjernt fra nutiden og alligevel, med væsentlige lighedspunkter.

”Livet er også til dig, Martin” er baseret på Lars Ringholms egne oplevelser, da han i 1970’erne var elev i folkeskolen. Han har på tætteste hold selv oplevet, hvad det vil sige at være offer for mobning.

Arrangementet foregår i Lyng Kirke. Det er gratis at deltage og alle interesserede er velkomne.

Lions Club Fredericia