56 årige Mike Tramp har siden 1978 været toneangivende på den store glam- og hardrock scene. Han har deltaget i adskillige succesfulde orkestre og har på fornemste vis også stået på egne ben i en lang og glorværdig solokarriere.

Faktisk har han udgivet hele 26 albums, enten i eget navn eller som del af et band. Imponerende!!

Vesterbro-knægten Tramp er her i 2017 aktuel med albummet,”Maybe Tomorrow”. Det går en smule ned i tempo, men stadig besidder Mike Tramps umiskendelige vokal og stærke rockhits.

Koncerten i Tøjhuset bliver derfor et overflødighedshorn af Highway Rock’n Roll (som han kalder sin musik) fra hans snart 40-årig karriere. Mike Tramp er stadig en stjerne, og han skinner lysende klart på alle, der oplever ham live.

Band of Brothers har ud over Mike Tramp selv på sang og guitar følgende stjernebesætning: leadguitar styres af ingen ringere end vores egen lokale rock-helt, Søren “Søgge” Andersen.

Bassen betjenes yderst kyndigt af Claus Langeskov, tidligere White Lion og Hotel Hunger.

Bag trommerne finder vi Kenni Andy ( Jørgensen), som blandt mange andre gode bands har været en del af Baal.

Koncerten kan opleves i Tøjhuset fredag d. 10. november kl. 21. Billetter købes på tojhuset.dk.