Ny spidskandidat fundet i SF-Syddanmark

Villy Søvndal meddelte i august måned, at han ikke genopstiller ved næste regionsrådsvalg, da han ønsker at gå efter borgmesterposten i Kolding kommune. 
I den forbindelse har SF-Syddanmark gennemført valg af ny spidskandidat, hvor valget er faldet på Mikkel Dragmose-Hansen. 

Med opbakning fra hele regionsrådsgruppen og regionsbestyrelsen får SF-Syddanmark en yngre, men meget erfaren spidskandidat, som skal stå i spidsen for SF-holdet frem mod valget i november 2021. 

Mikkel Dragmose-Hansen sidder i Middelfart byråd, hvor han igennem de seneste 10 år har været viceborgmester, fungerende borgmester og nuværende udvalgsformand for beskæftigelses- og arbejdsmarkedsudvalget. Derudover har han været udpeget de seneste 5 år til KL-udvalg om beskæftigelse, erhverv og borgerservice. 

 Spidskandidat Mikkel Dragmose-Hansen udtaler:

​”Jeg meldte mig ind i SF i 2005, da Villy Søvndal var blevet formand. Derfor er det en stor ære, at efterfølge Villy og have hans anbefaling med ind i valgkampen. Vi har en stærk regionsrådsgruppe, og vi kommer til at byde Venstre og Socialdemokraterne op til politisk dans, når det handler om alt fra miljøforureninger, ulighed i sundhed til psykiatrien” .

Villy Søvndal udtaler:

​“Jeg er enormt glad for regionsrådsarbejdet, som desværre ofte er etoverset politisk område – et område som dog betyder rigtig meget for mange borgere, men også et område med masser af udfordringer. Så meget mere er jeg stolt af at give faklen videre til Mikkel Dragsmose-Hansen, som jeg har kendt i mange år, og som jeg har en kæmpestor tillid til – og jeg er overbevist om, at han sammen med regionsrådsgruppen vil videreføre SF’s  politik i regionsrådet på fornemste vis.”.

Formand for SF-Syddanmark, Pernille Moesby Sørensen udtaler:

​“Vi er glade for, at Mikkel Dragsmose-Hansen har stillet  sig til rådighed, hvor vi får såvel erfaring som foryngelse i en og samme person”.

Om Mikkel Dragmose-Hansen:
Bor i Middelfart
33 år gammel
Uddannet kandidat i politik og administration fra Aalborg universitet
Arbejder som programleder i Vejle kommune med aktivt medborgerskab og socialt iværksætteri
Egen fritidsvirksomhed
Landsledelsesmedlem i SF
10 års kommunalpolitisk erfaring
Formand for alle lokalvalgte i SF (KPLU – kommunalpolitisk landsudvalg)

Leave a Reply