Med 17 sejre i 18 kampe er Middelfart Volleyball Klub nu klar til slutspillet i Volleyligaen, hvor deres ambition er at vinde medaljer.

I de 18 kampe i grundspillet er det kun blevet til et nederlag, og det fandt sted mod rivalerne fra Gentofte den 27. november. I de øvrige kampe har Middelfart gjort rent bord, og med den seneste formkurve har de vist, at de er en medaljebejler og hvis alt går vel, kan spille med om det ædleste metal.

Senest var Middelfart i kamp søndag og mandag, og der kunne der være opstået problemer, men Middelfart gjorde kort proces i begge opgør og vandt 3-0. Det endda selvom mandagens modstander var VK Vestsjælland, der tidligere på sæsonen har drillet middelfarterne i flere sæt. I pokalsemifinalen var Vestsjælland foran 2-0 mod Middelfart, men det lykkedes ved den lejlighed at vende opgøret til en fynsk sejr, men mandag var der ingen slinger i valsen i Lillebæltshallen. Første sæt vandt Middelfart med de overlegende cifre 25-10 og andet sæt blevet vundet sikkert med 25-19. Tredje sæt var mere tæt, selvom Middelfart førte 23-18. Vestsjælland hentede fem point i træk, men Middelfart fik sat en prop i og vandt sættet 25-23, og dermed blev opgøret vundet med 25-23. I søndagens opgør mod Amager var det også en formsag at vinde, da det i tre sæt blev til en sejr på 25-15, 25-14 og 25-21. Der var derfor slet ikke nogen tvivl om udfaldet mod Amager, som også rykker ud af Volleyligaen.

Nu skal Middelfart ud at spille slutspil, hvor der spilles efter et playoff-system, hvor der spilles kvartfinaler, semifinaler og finaler. I sidste sæson kom Middelfart frem til semifinalen, hvor holdet tabte til Marienlyst efter at være røget ind i en periode med skader, og selvom den officielle målsætning er, at holdet skal have medaljer, har grundspillet uomtvisteligt givet fynboerne blod på tanden.

Holdets canadiske stjerne, Irvan Brar, har også tidligere udtalt, at han har ambitioner om, at Middelfart skal vinde mesterskabet, og med de resultater, som middelfarterne har leveret i det seneste stykke tid, er det heller ikke urealistisk, selvom Gentofte på papiret er favoritter qua, at de er forsvarende mestre og senest vandt pokalturneringen. Netop i pokalturneringen pressede Middelfart Gentofte ud i fem sæt, og senest i ligaen lykkedes det for Middelfart at besejre Gentofte, og det var endda på udebane.

Middelfart har vist, at de kan slå alle hold i ligaen, og derfor er vejen banet for noget stort. På det seneste har Gentofte også vist svaghedstegn med dels nederlaget til Middelfart, men også i et opgør mod VK Vestsjælland, vor de tabte et sæt og var presset til det yderste i et andet. Det kører derfor ikke helt på skinner, som det førhen har gjort hos Gentofte, og der er derfor muligheder for at drille det ellers sejrsvante mesterhold.

Odense-hold i kvartfinalen

Med førstepladsen i grundspillet betyder det, at Middelfart møder DHV Odense i kvartfinalen. Odense-klubben endte på ottendepladsen i grundspillet med 19 point, men man skal tage ikke let på det af den grund. På det seneste har de besejret Ikast og DHV Odense, der er rangeret over Odense i tabellen.

I grundspillet har Middelfart og DHV Odense mødtes to gange. Den første gang var i sæsonpremieren, hvor middelfarterne uden besvær vandt med 3-0 og heller ikke i det omvendte opgør var der problemer. Der skal derfor ske meget, hvis ikke Middelfart gør kort proces mod DHV.

I kvartfinalerne spilles der først til to sejre, men i semifinalen og finalen spilles der først til tre. Dermed får det højest rangerende hold en hjemmebanefordel, da man så vil kunne afgøre det hele hjemme i egen hule.

I de øvrige semifinaler møder Marienlyst Ikast, mens Gentofte møder Nordenskov, og ASV Elite møder VK Vestsjælland. I de opgør kan der forventes mest spænding i opgørene mellem de to sidstnævnte hold, selvom ASV går ind til kvartfinaleserien som favorit med en tredjeplads i grundspillet. Netop ASV og Vestsjælland spillede mod hinanden i sidste grundspilskamp, og der vandt sjællænderne med 3-1 på udebane, og i bronzekampen i pokalturneringen vandt Vestsjælland også, og der kan derfor formentlig vente nogle tætte opgør i kvartfinalen. I de øvrige kvartfinaler må man forvente, at Marienlyst, Gentofte og Middelfart vinder.

Middelfart og DHV Odense spiller den første kvartfinale på lørdag klokken 19:45 i Dalumhallen.