Middelfart Kommune har i mange år ligget i den absolut gode ende, når DI har sammenlignet de danske kommuners erhvervsvenlighed. Men i år bliver Middelfart placeret som nr. 44 i den landsdækkende undersøgelse.

– Jeg driver jo selv virksomhed i Middelfart og opfatter faktisk kommunen som en rigtig god erhvervskommune. Derfor er jeg også lidt overrasket over, at det i år kun bliver en plads som nr. 44. Men undersøgelsen viser klart, at der er nogle forhold, som virksomhederne gerne vil have, at kommunen sætter mere fokus på, siger formand for DI Trekantområdet, Carsten Kind, adm. direktør, Interacoustics A/S.

Sidste år opnåede Middelfart en placering som nr. 24. På trods af placeringen i år som nr. 44, så vil de lokale virksomheder dog stadig gerne anbefale andre virksomheder at etablere sig i kommunen, og i denne kategori i undersøgelsen, opnår Middelfart en flot 8. plads blandt alle landets kommuner.

Tilfredshed med vejnet

I undersøgelsen rangerer virksomhederne kommunerne inden for en række forskellige kategorier, som har stor betydning for virksomhederne. Det gælder f.eks. infrastruktur og transport, hvor virksomhederne i Middelfart Kommune udtrykker stor tilfredshed med det kommunale vejnet.

Men der er altså også en række områder, hvor virksomhederne mener, at kommunen bør have mere fokus. Det gælder f.eks. når virksomhederne skal vurdere kommunens tiltag for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Her bliver Middelfart placeret helt nede på en 79. plads.

Til gengæld er tilfredsheden større blandt virksomhederne, når det gælder kommunens indsats for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft, og jobcentrets samarbejde med virksomhederne.

[bsa_pro_ad_space id=32] [bsa_pro_ad_space id=7]
  • Mange virksomheder mangler i disse år arbejdskraft. Det gælder også virksomheder i Middelfart Kommune. Derfor er det godt at se, at virksomhederne har et godt samarbejde med f.eks. jobcentret, siger Carsten Kind.
  • Til gengæld er virksomhederne ret klare i deres bedømmelse af kommunens indsats for at få flere unge til at tage en erhvervsuddannelse. Her er der nok potentiale for at sætte mere fokus på indsatsen. Det er et område, hvor jeg tror, at kommunen og virksomhederne i højere grad kan samarbejde om at vise de unge, at der faktisk er rigtigt gode muligheder i at tage en erhvervsuddannelse, siger formanden.

Ikke særlig grøn

Middelfart Kommune har i flere år gerne ville fremstå som en grøn kommune. DI’s undersøgelse viser imidlertid, at virksomhederne ikke opfatter kommunen som særligt grøn. F.eks. får Middelfart kun en plads som nr. 70 i undersøgelsen, når virksomhederne skal bedømme kommunens initiativer, der bidrager til at virksomhederne kan drives mere bæredygtigt.

[bsa_pro_ad_space id=6]