Middelfart Volleyball Klub vandt endnu en kamp, da de onsdag aften spillede på udebane mod Marienlyst. Efter at have tabt første sæt, endte middelfarterne med at vinde opgøret 3-1.

Til opgøret var Middelfart uden den skadede Jonathan Lopez, men til gengæld blev der i stedet sæsondebut til Oliver Tranberg.

Om det var fraværet af Lopez, eller hvad det var, er uklart, men Middelfart kom ikke godt fra start. 7-3 viste stillingen til Marienlyst, som havde hjemmebane i opgøret. Stille og roligt åd middelfarterne sig ind i  sættet og med tre point i træk fik de reduceret til 19-18, og det lykkedes at få udlignet til 20-20. Efterfølgende kom Middelfart foran 22-21, men da Marienlyst lavede fire point i træk, endte de med at vinde sættet.

I andet sæt lignede det længe, at Middelfart ville køre den sikkert hjem. Holdet førte 16-10, men med seks point i træk fik Marienlyst udlignet inden, at Middelfart fik sat en prop i. Efterfølgende trak Middelfart fra og vandt sættet med 25-19. I tredje sæt kom Marienlyst foran 1-0, men så stod der Middelfart på resten af sættet, der endte med en sikker Middelfart-sejr på 25-11.

Marienlyst kom bedst fra start i fjerde sæt. Stillingen var 10-5, men så fik Middelfart gang i spillet og fik udlignet til 14-14. De to hold havde efterfølgende skiftende føringer frem til 20-20, men Middelfart trak fra og endte med at vinde 25-22. Dermed vandt middelfarterne kampen 3-1.