En sag hvor gerningsmanden har planlagt og bestilt et overfald på en medarbejder fra SKAT, har fået to vidt forskellige udfald i henholdsvis byretten og landsretten.

Gerningsmanden har betalt sin bror 50.000 kroner for at lave et overfald på en kvindelig medarbejder fra SKAT. Et overfald der gav offeret et brud på kæben og på 6 ribben. Hun er blevet slået og sparket flere gange – også imens hun har ligget på jorden uden at kunne beskytte sig selv.

Ved Byretten i Viborg idømte man bagmanden 1,5 års fængsel. Den sag blev anket, og Vestre Landsret fandt belæg for, at han skal fængsles i 3,5 år. Det er altså over en fordobling af straffen.

Retsformanden udtalte i forbindelse med domsafsigelsen, at det var ethvert menneske værste mareridt at åbne døren og så står der en maskeret gerningsmand udenfor, ligesom han udtalte, at det der er sket, er helt uacceptabelt i Danmark.

Vi har taget en snak med Mette Grith Stage om sagen.

“Det er en meget grov sag, og heldigvis er det ikke nogen sager, som denne sag umiddelbart kan sammenlignes med. Når der ikke er nogen retspraksis at læne sig op ad ved strafudmålingen, betyder det imidlertid også, at det er forbundet med en vis usikkerhed, hvor strafniveauet skal ligge” siger Mette Grith Stage til Fredericia AVISEN.

“Konkret har det også givet udslag ved, at byretten har takseret episoden til fængsel i 1 ½ og landsretten i fængsel i 3 ½ år. Når der er så stor forskel på, hvordan man har vurderet straffen, mener jeg, at det vil være hensigtsmæssigt, at Højesteret får mulighed for at vurdere sagen, og derfor vil jeg en af de nærmeste dage søge Procesbevillingsnævnet om 3. instansbevilling (tilladelse til at indbringe sagen for Højesteret) fortsætter Mette Grith Stage.

Om sagen vil blive indbragt til Højesteret, vil vi her på Fredericia AVISEN følge op på. Følg med her på siden for flere nyheder.