Nogle af Danmarks bedste musicalperformere gav onsdag koncert på teatret. Koncerten, der var arrangeret af Fredericia Shopping og Fredericia Kommune, havde fået mange børnefamilier ud af stuerne, og de fik hvad de kom efter. Andre, der har været i Fredericia Teater, før dagens gæster blev født, var på en tur ned ad mindernes allé.

Hele showet blev styret af Lars Mølsted, der var konferencier og styrede slagets gang samtidig med, at han sang flere numre. Blandt andet et fra Frost og et af Klokkeren fra Notre Dame. Udover Mølsted var det velkendte performere i form af Bjørg Gamst, Diluckshan Jeyaratnam og Frederikke Maarup Viskum. Som pianist var det Thomas Bay, der har været kapelmester på en lang række af Fredericia Teaters forestillinger.

Lars Mølsted bød velkommen. (Foto: AVISEN)

Koncerten var lavet på den måde, at Lars Mølsted i den styrende rolle inddrog de mange børn i salen. Han kom med ledetråde, der skulle få børnene til at gætte, hvem næste nummer var med. Det hele startede med et Aladdin-nummer, der blev efterfulgt af Bjørg, der spillede Arial i Den Lille Havfrue for syv år siden, sang et nummer derfra og sådan blev det ved med velkendte sange fra eksempelvis Herkules, Pocahontas og Sebastian.

Store stjerner

Fælles for performerne er, at de har spillet hovedroller i Disney Musicals, og i Seebach The Musical, samt Shu Bi Dua – The muscical.  

Lars Mølsted vandt en Reumert for sin præstation som Quasimodo i Klokkeren fra Notre Dame på Fredericia Teater. 

For syv år siden spillede Bjørg Ariel. (Foto: AVISEN)

Bjørg Gamst er en rigtig musical-Disneyprinsesse. På scenen har hun både portrætteret Ariel, Esmeralda og senest Jane Porter i Tarzan på Fredericia Teater. I denne koncert kastede hun sig over et par nye prinsesser, men gav også et bud på en ægte skurk.

Diluckshan, Frederikke og Lars. (Foto: AVISEN)

Diluckshan Jeyaratnam fik en talent-Reumert for sin hovedrolle som Moses i Prinsen af Egypten på Fredericia Teater, hvor han også har spillet aben Terk i Tarzan og en lang række andre roller. Her kunne vi bl.a. opleve ham på havets bund, som den skønne krabbe, Sebastian. Diluckshan spillede også på Cajon i løbet af koncerten.

Frederikke Maarup Viskum spillede Marie i Seebach – The Musical og Håb Tårnhøj i Tissebyen, begge på Fredericia Teater. Hun har en lang karriere bag sig på scener i hele landet. I denne koncert hørte man hende kaste sig ud i både pop og jazz og selvfølgelig også en prinsessesang.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer