Når man er tilflytter til Fredericia, er det lidt en skam, at der skulle gå 16 år, før jeg fandt ud af, hvad den store klassiske hvide bygning med udsigt over Lillebælt indeholdt.

Jeg havde kun en oplevelse i bagagen, det var en forårsdag i år, solen skinnede så voldsomt, at enhver af de få sommerdage, vi har haft, ville skamme sig.

Vi skulle filme kokken og forpagter Klaus Zoffmann-Jensen, mens han tilberedte en bearnaisesauce, det var en fantastisk oplevelse på flere måder.

Men nu skulle jeg tilbage, en af de ting jeg havde undret mig over ved potentialet ved denne superperle var, at man ikke kunne komme og spise uden at skulle til et selskab.

Det var som om, at Klaus havde havde tænkt det samme, fordi nu er det nemlig blevet muligt, da Klaus slår dørene op for a la carte.

Min dinner date er min kæreste og vi glæder os til at nyde hinanden i lækre omgivelser, og jeg er spændt efter at have set dagens menu.

Da vi ankommer er mørket ved at sænke sig over fæstningsbyen, og på vejen op ad bakken står Restaurant Hannerup Skov i lys som om, det kalder på magi.

Vi er de eneste, der holder der på parkeringspladsen, og det kan jeg simpelthen ikke forstå.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Indgangen er ikke fyldt med skilte eller digitale reklamer, der lokker med menuer eller tilbud, bygningen er fredet og står så original som muligt. Det skal dog siges, at indgangen på ingen måde kan sammenlignes med udsigten eller selve huset, som vender ud mod Lillebælt. Det kan kun få restauranter i landet.

Vi kommer ind og hænger vores jakker i garderoben og kommer ind i restauranten, som her om aftenen, er noget af det mest romantiske, jeg har set.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Vi hilser på Klaus og serveringen, som er meget venlig og imødekommende.

Så sidder vi her helt alene som i en film, havde jeg ikke lige været på knæ for kæresten, var dette det perfekte tidspunkt for at gøre det igen. Jeg kan ikke lade være med at rejse mig for at gå ud på terrassen og tage et billede, da mørket har sænket sig lidt mere.

Uden for er der bål, ikke sådan et elektronisk et som ikke må lugte, på Restaurant Hannerup Skov er alt autentisk. Jeg kan jo ikke lade min date vente, så jeg må hurtigt ind, imens er et andet par kommet til. Nu er det ikke så akavet at være eneste par, og vi får et glas bobler, inden vi skal i gang med menuen.

Vi er egentlig ikke så meget til bobler, men omgivelserne og følelsen af at være en smule privilegeret og kongelig gør, at det glider ned med stor velbehag. Vi fik en naturlig økologisk Dopff au moulin.

Inden menuen kommer der en appetizer, som jeg sent vil glemme på grund af Klaus’ hjemmerøgede grovsalt, der gør sig flot som låg på hans egen økologiske smør.

Min kæreste snakker allerede om, at hun kunne dufte noget som hun ikke lige kunne få ud af hukommelsen, kort tid efter skete det samme for mig, det var den røgede salt.

Klaus fortæller passioneret om råvarerne, men alt jeg hører og dufter, er den røgede salt.

Vi fik hver en kobberkurv med små luftige maltboller som selvfølgelig også var en af Klaus´egne opskrifter. Der er tynde skiver af koldrøget krondyrmørbrad og nogle af årstidens danske svampe og trøfler flot anrettet på en stykke rå træ.

Hvad er mere nærliggende end at få kød, der kunne være fra skoven omkring. Der er næsten for mange boller, ikke fordi de fejler noget, men fordi det sætter baren og forventningerne højt, for den store a la carte menu, vi skal igennem.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Vi snakker lidt om, hvor mange glas, knive og gafler, der er på bordet, arbejde og hverdag fordufter i disse omgivelser. Selvom jeg ikke besøger denne slags a la carte restauranter ofte, er det et afstressende øjeblik for et par, der ikke skal tænke på andet end hinanden denne aften.

Laks, røg og Musling

Klaus kommer med den første ret, hvilken er laks, røg og musling, igen tager Klaus os med helt ned i råvarerne og vi stifter bekendtskab med tangmayo, urter, maltknas og havtorn.

Igen er det flot anrettet og den velkendte snak om umami bliver pludselig helt klart.

Igen har Klaus haft en godt øje til malt, på muslingen er der drysset malt, vi taler om hvor sjældent, man får malt. Klaus´ valg af danske råvarer og mod, gør denne forret perfekt.

Til forretten får vi en dejlig frisk hvidvin fra Californien, den hedder Poul Dolan, Chardonney. Jeg bliver nok nødt til at afsløre, at jeg gennem forretten stadig sidder og nipper til den røgede salt.

Serveringen er sød, uden at blive for meget, men er der når det kræves, Klaus og serveringen kommer sammen med retterne og nu kommer endnu en overraskelse, da røgsmagen fra de to første retter skal skylles væk.

Vi får nu serveret i et dessert lignende glas, rødbedegranite med peberrod og timian, det første jeg tænker er, at det er en sorbetvariant, jeg aldrig har smagt.

Det passer bare sammen og nu er munden og smagsløgene klar til flere smagsoplevelser.

Kalv, kantarel & Portvin

Jeg elsker god rødvin, og da vi får hældt Poul Dolan, Cabernet Sauvignon også fra Californien, smiler jeg allerede, for den har Klaus introduceret mig for tidligere og det er en vinder. Vi hører om kalvemørbrad fra friland, jordskok, græskar, spinat og brombær.

Jeg smager gerne på nye eksperimenterende retter, men på nogle punkter er jeg lidt gammeldags, jeg sætter pris på et godt glas rødvin, og et lækkert stykke kød, når det kommer til hovedret.  Her bliver jeg på ingen måde skuffet, her er det hele og mere til, eneste minus er, at jeg bliver nødt til at levne, hvis jeg også skal klare sidste ret.

I takt med den lækre mad og de efterhånden flere forskellige vine er smilene og tilfredsheden på min date ikke til at tage fejl af, tænker jeg ser ligesådan ud, jeg føler mig forkælet.

Æble, chokolade & Vanilje

Jeg må nok erkende, at jeg er ved at være mæt i maven, og min hjerne er fyldt med indtryk, men mine øjne er slet ikke færdige. Der er kirsebær, valhrona, mandler og en lækker æblesorbet, alt er hjemmelavet og alle de fornemme retter, vi har fået serveret kan nærmest beskrives som en nyfortolkning af hvad vi kan finde, plukke og skyde i Danmark.

Til desserten får vi en Uvello Dolce, Moscado fra Italien den runde smag runder en perfekt romantisk aften af.

Jeg kan stadig ikke forstå vi ikke er flere denne aften på Restaurant Hannerup Skov, måske er det fordi Klaus lægger så meget kærlighed i sine retter, at der ikke er den store tid til markedsføring, men så vil jeg gerne slå et slag for stedet.

Foto: Thomas Lægaard, Fredericia Avisen.

Jeg er ikke madanmelder, eller madfotograf, så det bærer denne beretning nok præg af, men som besøgende var jeg vidne til, en for mig 6 stjernet oplevelse.

Tag din kone eller mand, kæreste eller ven med ud i skoven, I vil ikke blive skuffede, det lover jeg. Jeg kunne allerede forestille mig en aften med nogle udvalgte gutter, og der skal kun omkring 20 til at kunne få det for sig selv.

Vi rejser os meget tilfredse, og på vej ud efter vi har taget vores jakker, kysser vi hinanden, måske var kysset i virkeligheden til  Klaus Zoffmann-Jensen.