Stemmen, en hel by lærte at kende

Der er stemmer, en by lærer at kende. Vagn Ove Hansens er sådan en. I mere end tre årtier har den lydt ud over festivalpladsen under Den Nye Lillebæltsbro, hvor den har budt gæsterne velkommen, sagt navnene på de orkestre, der skulle på, og holdt sammen på en dag, der hvert år sætter over tusind frivillige i bevægelse.

Med årene er den blevet en del af lyden af stedet, ligesom mågerne og brummen fra trafikken oppe på broen. Nu sidder den samme stemme ved kaffebordet på Emmys, roligt og lidt slynget, og springer fra det ene til det andet, sådan som folk gør, når et liv har været langt nok til, at det hænger sammen på kryds og tværs.

Men spørger man ham, hvor det hele begyndte, peger han ikke på en scene. Han peger på en boldbane.

For at forstå det må man tilbage til Hyllehøj. Det er dér, han kommer fra, født og opvokset, dengang det stadig var landet uden for byen. Forskolen lå i Kauslunde, foran kirken, hvor der ligger en grøn græsplæne, og efter anden klasse rykkede han op på den store skole. En dreng fra udkanten, der kørte ind mod Middelfart og blev hængende ved den by resten af livet. For inde i byen ventede der noget, der skulle komme til at fylde det hele.

»Jeg synes, det hele starter med fodbold,« siger han, og det lyder som den mest selvfølgelige sætning i verden. Allerede mens han gik på Hyllehøjskolen, tog han ind til byen for at spille, og det var her, han fandt det, der bandt tingene sammen. Kammeraterne. Holdet. De mange mennesker, der med årene blev til mere end venner.

Et par af dem har han fulgt til graven de seneste år, og man kan høre, at det sætter sig, når han taler om dem. Men man kan også høre, at det, de byggede sammen, står endnu. For det var i klubben, MG&BK, at resten af livet tog form.

Det begyndte helt lavpraktisk. De byggede et klubhus, det gamle ved Adlerhusvej, der hvor der ligger boliger i dag, og da der manglede festligheder i byen, fandt de selv på dem. Først byfester, så halkoncerter i Lillebæltshallen, hvor de fik kendte navne på plakaten og folk strømmede til.

Og en dag i 1989 flyttede de musikken udenfor, ned under broen. Sådan tog en historie sin begyndelse, som de færreste tænker over, når de står på pladsen en lørdag i juni med en øl i hånden. For Rock Under Broen var i begyndelsen mere end en festival. Den var en måde at skaffe penge til fodbolden på.

Han taler om de tidlige år uden at gøre dem større, end de var. For ham handlede det om at se, hvad der manglede, og så gøre noget ved det.

Den slags mennesker findes heldigvis stadig, siger han, måske i et mindre omfang end dengang, men de findes. Og dem, der var med fra begyndelsen, kom til at række længere, end nogen havde regnet med.

Rock Under Broen er i dag vokset til Danmarks største endagsfestival. Hvert år samles over tusind frivillige fra mere end halvtreds foreninger for at få det hele til at lykkes, og sidste år delte festivalen mere end en million kroner ud til de foreninger, der hjalp til, penge der går tilbage til ungdomsfodbolden og foreningslivet.

Men det er det, der sker mellem mennesker, han hæfter sig ved. Når nogen møder op, tager fat og løfter i flok. Sådan begyndte det, og sådan hænger det stadig sammen.

Når noget har stået i så mange år, har der nødvendigvis også været tider, hvor det knagede. Har det hele løbet lige så glat, som det lyder? Han tænker sig om, men ikke længe. Der var år, hvor det var svært, hvor det kunne være gået galt. Men man holdt nettet under hinanden, fortæller han, så det ikke væltede for nogen. Sådan ser han på det meste. Man holder nettet under hinanden, og så bærer det.

Det er den samme indstilling, der fulgte ham ind i arbejdslivet, selvom han fandt det ad en omvej. Efter skolen, og en tid hvor han var kommet langt væk fra fodbolden, tog han på højskole for at finde ud af, hvad han egentlig ville. Der opstod en fornemmelse af, at det var mennesker, han skulle arbejde med, og den fulgte han. En forpraktik i en børnehave, så ind på seminariet, og så var han pædagog.

Han endte i børnehaverne Siesta og Bambini i Strib, to huse, der var startet af et par, som havde gjort sig meget i Italien og hentet både navne og inspiration med hjem sydfra. Hvor kom lysten til at arbejde med børn fra?

»Det opstod bare. Det er ikke noget, man kan læse sig til. Det er noget, man er nødt til at prøve,« siger han.

Det var den samme grundtone, som lå under det hele, den fra boldbanen og den fra pladsen under broen. Mennesker, der skal samles, og nogen, der ser, hvad der skal gøres, og gør det.

Og samlede dem, det gjorde han fortsat. En af de største var en børnehavefestival, en hel dag på fodboldbanen, hvor byens børn kom og optrådte for hinanden. Det var gratis, sådan skulle det være. Børnehaverne fik tildelt billetter, butikkerne i byen lagde til, og der var hyret et orkester til at spille. Børnene øvede en slags cirkusforestilling, og der var candyfloss og noget at springe i. Han bliver helt ung, når han fortæller om det.

»Det var vildt,« siger han glad.

Et sted i alt det her boede han pludselig et helt andet sted. Familien rykkede til Esbjerg, og de år lærte ham noget uventet, nemlig hvad byen ved Lillebælt var værd, ved at tage den fra ham. Han savnede den.

Da chancen bød sig, kørte de hjem igen og flyttede ind i Meyersgade, og det, han kom hjem til, var hverken et hus eller en stilling, men det at kunne gå ned ad gaden og hilse hele vejen. Han husker det fra dengang børnene var små, hvordan en tur til bageren kunne tage en time, fordi man standsede ved den ene og den anden, og hvordan en barndom bliver til af netop det. Af at høre til et sted, hvor folk ved, hvem man er.

Pensioneret, kalder han sig nu, men ordet sidder løst på ham, for han er stadig i fuld gang. Conni og han er heldige, siger han, for både Trine og Anders bor i nærheden, og der er børnebørn nok til, at ugen fylder sig selv ud. En skal man ind og se optræde med stand-up. En anden skal hentes.

Der er kommet motion ind imellem det hele, ture i det blå med vennerne, og til august en fest, hvor han og Conni begge fylder rundt. »Fest 199,« kalder han den, fordi de tilsammen runder 150, og så er der en på 49 oveni. Han lader tallet hænge et øjeblik, fordi det lyder af mere, end det er.

Og så er der Anders. Sønnen, der i dag er leder af ungdomsskolen, ude blandt de unge hver dag. Hvordan er det at se ham stå der?

»Det er skønt,« siger Vagn Ove og lader det ligge. Drengen var aldrig i tvivl om sin vej, og man fornemmer, at det er en stolthed, der stikker dybere end ordene. Samme by, samme arbejde med mennesker, bare en generation længere fremme.

Og byen, sønnen nu arbejder i, er en anden end den, faren kørte ind i som dreng. Vagn Ove har set Middelfart skifte hele vejen. Marker er blevet til villaveje, Hollænderbyen voksede frem ude ved gaderne omkring lufthavnen, og byen bliver ved med at trække folk til, flere end han havde troet, der kunne være plads til. Han ryster lidt på hovedet ad det, mest af undren over, at de bliver ved med at komme.

Hvad er det, de vil her?

»Det siger jo næsten sig selv med det navn,« smiler han. Sidst var det et skotsk par, der havde lejet sig ind for en sommer, og som syntes, det var det sjoveste i verden bare at sige byens navn højt. Måske er der noget om det, at en by, der hedder noget så fjollet, også bærer en lethed, man får lyst til at være en del af.

Han er stolt af stedet. Af det, byen kan, og af det, foreningerne stadig orker. At Middelfart i dag har et af landets virkelig stærke musikmiljøer, det er han ikke til at skjule glæden over.

Nu hælder han selv lidt af, som han siger, med de mange timer det har taget gennem årene. Men det er svært at forestille sig ham helt stille. For et menneske er ikke meget værd, mener han, hvis der ikke er nogen, det kan få til at smile. Det er ingen opskrift på et bestemt liv. Det er nærmere en mand, der siger, at man skal blive ved med at være den, man er.

Udenfor vinduet på Emmys ligger Middelfart stille i formiddagslyset. Et stykke derfra står broen, hvor stemmen i tre årtier har taget imod en hel by, sommer efter sommer. Og et andet sted ligger en boldbane, hvor det begyndte, fordi nogen sagde ja og tog fat.

Drengen fra Hyllehøj kørte ind til byen for at spille fodbold og anede ikke, hvad det skulle blive til. Men han fulgte med hele vejen.