Manden der kom forbi og blev

Han kom til Middelfart ved et tilfælde. En punkteret bil, en aftale der skred, et møde der alligevel trak ud og endte et helt andet sted, end nogen havde regnet med. Tre årtier senere sidder han her stadig, og i de år er han som sognepræst fulgt med flere mennesker til graven, end de fleste af os kommer til at hilse på i et helt liv. Det har lært ham noget om, hvad et menneske er værd, og om hvad der bliver tilbage, når alt det andet falder fra.

Nogle mennesker rejser videre, så snart en større by eller et finere embede kalder. Jens Backer Mogensen blev. Han sidder ved bordet på Emmys Kaffebar med en kop kaffe foran sig og fortæller om et liv, der på papiret kunne være endt mange andre steder, men som slog rod her, i en købstad ved Lillebælt, hvor han har stået i den samme kirke i mere end tredive år. »Jeg er vel endt her ved et tilfælde,« indleder han. Og så fortæller han historien. Han har fortalt den mange gange før, det mærker man, men der er stadig et glimt i øjet, når han gør det.

Det var i begyndelsen af 1995. Han var nyuddannet teolog med kone og to små drenge, og familien ville gerne tilbage mod Jylland, tættere på slægten. En stilling i Aarhus trak i ham, og den skulle han over at se på. På vejen lå der også en ledig præstestilling i Middelfart, og den kunne han jo lige så godt kigge forbi, tænkte han. Sådan var planen i hvert fald. Men bilen, de lige havde anskaffet sig, kørte på elendige dæk, og et stykke før Odense var den ved at punktere. De måtte holde ind i vejkanten, liste videre på den sidste luft og få sat et nyt dæk på, og så var familien for sent på den til mødet med menighedsrådsformanden i Middelfart. Han trådte ind ad døren med to trætte drenge i hånden og en aftale, der allerede var skredet. Og så skete der alligevel noget. »Vi snakkede godt sammen, og han kunne lide mig,« fortæller Jens Backer Mogensen.

Mødet, der bare skulle overstås undervejs til det rigtige, voksede sig pludselig større end målet med rejsen. Han kørte videre til Aarhus, så på stillingen der og mærkede med det samme, at den ikke var noget for ham. Så søgte han Middelfart, byen han egentlig bare var kommet forbi. Tilfældet ville altså, at han slog sig ned her. Men for at forstå, hvordan en mand kan blive tredive år det samme sted, må man længere tilbage, til en barndom hvor det at høre til mange mennesker var det helt naturlige.

Han er født i 1965 og voksede op i Løgumkloster i Sønderjylland, hvor hans forældre var forstanderpar på en kristen efterskole gennem en menneskealder. Det var en opvækst uden rigtige skel mellem hjem og skole. Når familien lukkede deres egen hoveddør op, trådte de ikke ud i en have, men ud på en elevgang. »Jeg er vokset op med hele tiden at have unge omkring mig,« fortæller han. Som lille kiggede han op til de store elever. Siden blev han jævnaldrende med dem, spillede fodbold med dem på efterskolens baner, og en dag var han selv vokset forbi dem og videre ud i verden. Et liv tæt på andre mennesker, helt fra begyndelsen, og noget af det har lagt sig som en grundtone under alt, hvad han siden har taget sig til.

Men før kaldet og kirken var der en ung mand, der først skulle ud at se sig om i verden.

Vejen til præstegerningen gik ikke i en lige linje. Knap en uge efter studentereksamen mødte han som soldat på Jægersborg Kaserne, og siden tog han et år på højskole for at finde ud af, hvad han egentlig ville med sig selv. Han nåede også en tur til Israel, hvor han og en ven sov på stranden og en nat listede sig til at blive oppe på klippefæstningen Masada, efter den var lukket for besøgende. Han ryster på hovedet og ler lidt af det i dag, det var vildt, siger han, han var vild dengang.

Efterhånden tegnede teologien sig. Den lå i ham hjemmefra, fra kirkegangen, fra faren i menighedsrådet, fra en barndom hvor det at gå i kirke føltes lige så naturligt som at trække vejret. Længe var han i tvivl, om det skulle være historie eller teologi, for historien fylder stadig meget hos ham. Han kalder sig selv en mand med en uendelig stor ophobning af viden om alt muligt, også det ligegyldige, tilføjer han med et smil. Men det blev teologien. Undervejs sprang han fra et par gange, et år hos en kirkelig ungdomsorganisation, et år som underviser på den højskole, han selv havde gået på, før han vendte tilbage og gjorde studiet færdigt. I mellemtiden havde han mødt sin kone, og de har nu været gift i mere end tre årtier. I januar 1995 stod han endelig med kandidatbeviset i hånden.

Og så blev det altså Middelfart. En by i den størrelse, han bedst kan lide, en købstad, hverken for stor eller for lille. »Middelfart er blevet min by,« siger han. »Det er her, jeg har boet længst i mit liv. Det er her, mine børn voksede op. Det er her, vi har fået vores hjem.« Men et hjem i præstegerningen bliver aldrig helt ens eget. En præst står i en tjeneste, og det lægger en stille parentes om al den tryghed, han taler om.

Den dag han stopper, skal han og konen flytte fra præsteboligen og finde et nyt sted at slå sig ned. De tre drenge er for længst flyttet til København, og der er kommet børnebørn til, så noget trækker den vej nu. Han har gjort sig sine tanker om, hvornår han skal stoppe, men dato vil han ikke sætte på endnu. Det handler mest om tid, om at få mere af den, sammen med konen, der også nærmer sig en tilværelse uden arbejde. »Vi trænger til at få mere tid sammen. Jeg ved, jeg har mange år tilbage at leve i, og de år skal også gerne være gode. År, hvor vi får tid til det, vi ikke har nået.«

Det med at sætte de nære først har været en rettesnor langt tilbage. Han har tænkt over prioriteringer hele sit liv, og han plejer at sætte dem op i en bestemt rækkefølge. Først er han mand og far. Så sognepræst. Og derpå politiker. I sytten år sad han i Middelfart Byråd for Socialdemokratiet, blandt andet som formand for skoleudvalget, indtil han for nylig forlod posten. Årene i politik fortryder han ikke, tværtimod. »Når man er præst i sådan en kirkeverden, kan den godt blive ret lukket. Den kommer til at handle meget om sorg og nærvær og død. De år i byrådet har givet mig et indblik i, hvordan et samfund hænger sammen, som jeg ellers ikke ville have fået.«

Men noget af det, der følger med politik, har han fået nok af. Det er den tone, der har sneget sig ind i den offentlige samtale, og som han helst er fri for. »Jeg trænger til at komme lidt væk fra utilfredsheden,« bemærker han. Det er også derfor, han holder sig fra sociale medier. Han bruger dem ikke, og han savner dem ikke, for han har en mistanke om, at mennesket bliver til en anden udgave af sig selv bag en skærm. Folk skriver én ting, når de sidder hver for sig, og siger noget helt andet, når de sidder over for hinanden med ansigterne i samme rum. Det første har han ikke brug for. Det andet er hele hans levebrød.

For det er i mødet ansigt til ansigt, man finder kernen af manden. Han har forrettet over tusind begravelser i Middelfart, og det er et tal, han siger med ydmyghed i stemmen, hver gang det skal frem. At få lov at følge så mange mennesker det sidste stykke, at sidde over for de efterladte i timerne, hvor sorgen er størst, er noget, han bærer med alvor. Da han var ung og lige begyndt, gav han sig selv et løfte, og det holder han stadig fast i den dag i dag. »Den dag, jeg er fuldstændig kold, når jeg går ind til en begravelse, så skal jeg stoppe. Jeg skal kunne forstå den familie, der sidder på den anden side. Jeg skal have en fornemmelse af, hvad de sidder med. Og den dag jeg ikke føler det længere, så er jeg ikke god nok til det.« Det er et strengt løfte at give sig selv, men det er også det, der har holdt ham skarp gennem tre årtier. For så længe han kan mærke familien på den anden side af bordet, er han på rette sted.

Måske er det derfor, han aldrig har haft svært ved at stå op om morgenen. Arbejdet er fra ende til anden et møde med mennesker, og dér ligger drivkraften. En helt almindelig formiddag kan rumme en begravelsestale, han sidder bøjet over, en telefonsamtale med en kvinde, hvis mor ligger for døden, en stille time i kirken med en ældre mand, der lige har mistet sin hustru, og en kollega, der ringer om noget praktisk midt i det hele. Spring fra menneske til menneske, fra dyb sorg til praktisk planlægning og videre til en konfirmand, der skal forberedes. »Det kan se ud udefra, som om jeg skal give noget hele tiden, men jeg får så meget igen. Jeg synes, det er interessant at sætte mig ned og høre om en kvinde, der er blevet 92. Hvad har hun lavet i sit liv?«

Det er dér, man aner, hvad han har fundet i Middelfart, og hvad Middelfart har fundet i ham. En nysgerrighed efter andre menneskers liv, som tredive år ikke har slidt af ham. Den er med tiden blevet selve hans måde at være i verden på. »Alle livshistorier er spændende at lytte til, på godt og ondt, når man bare giver sig tid til det.«

Han taler også om de unge, om de mange hundrede konfirmander, han har fulgt gennem årene. Han synes stadig, at et trettenårigt menneske er lige så værd at lytte til som en på 92. Det er den samme grundholdning, han bærer med ind i alt, troen på, at hvert enkelt menneske rummer noget, det er værd at høre.

Det er nok de mange år med unge mennesker over for sig, der får ham til at vende blikket mod sit eget yngre jeg. For spørger man, hvad han ville sige til den unge mand, han engang var, ender han med at give de samme råd, som han allerede gav sig selv dengang. At man skal kunne se sig selv i øjnene, når tingene er gjort. At være ordentlig og redelig. At holde fast i sine idealer, hvad enten det fører til rigdom eller ej. »Det vigtige er, at du på den anden side kan se dig selv i øjnene og sige, at du gjorde det, du gerne ville i den her situation,« lyder hans råd.

Det er måske den slags ro, der kommer af et helt liv blandt mennesker ved enden af deres. For når talen falder på fremtiden, bliver han hverken højstemt eller bange. Han ved ikke præcis, hvad den bringer, men han har et ønske, og det er ganske enkelt. At blive ved med at være rask. At bevare nysgerrigheden. At sygdom ikke skal tage den del af verden fra ham, som han holder allermest af, viden, samtale, mennesker.

Og så er der det, der venter på den anden side af arbejdslivet. Tid til at læse de bøger, han endnu ikke har nået, se de steder, han stadig er nysgerrig på, og gøre tingene af den ene grund, at han har lyst. »Der skal ikke være en grund til, at jeg gør det,« siger han om den tid, der venter. »Det skal være, fordi jeg har lyst til det.«

Han har set så mange mennesker nå dertil, hvor tiden løb ud. Derfor taler han så roligt om sin egen. Manden, der kom til Middelfart ved et tilfælde og blev, ved bedre end de fleste, hvad et liv er værd, når man giver sig tid til at lytte til det.