Den evige hverdag, der aldrig blev kedelig

Der er beslutninger, der tager år at tage, og som er vejet og målt og diskuteret over et utal af aftensamtaler ved køkkenbordet, før man til sidst gør det. Og så er der dem, der bare sker. En annonce, en ledig søndag, en kop kaffe i hånden, og et indfald der ikke blev noteret nogen steder, fordi hverdagen tog over. Som man derefter glemmer i tre uger, indtil telefonen ringer. Helle Broen sidder ved bordet på Emmys Kaffebar og ler stille, da hun fortæller om det. Det er en historie, hun har fortalt mange gange, og som hun stadig synes er en smule forrykt. Hun har en ro over sig, som er vundet over tid. En kvinde, der hver dag står på arbejde i en biograf, der lukker først til midnat, lærer hurtigt, at det ikke nytter at haste.

Hun voksede op i Hornslet. Stationsbyen tyve kilometer nord for Aarhus, kendt for Rosenholm Slot og for at være den slags sted, hvor man bliver, hvis man bliver, og rejser, hvis man rejser. Hun blev der til hun var sytten-atten år. »Det er jo meget mindre end Middelfart, så der er jo ikke nogen uddannelsesinstitutioner eller noget. Så rykker man til Aarhus.«

Hun læste til folkeskolelærer, mødte Lars, som senere blev hendes mand og medejer, og tog en lærerstilling, da hun var færdig. Ved siden af studiet havde hun et job i en biograf i Aarhus, et af de tilfældige studiejobs, der lå i baggrunden af selvbeskrivelsen, men som ulmede under huden. Et vennefag, et fritidsfag, et job ved siden af det egentlige. Indtil den der søndag i februar 1995. Det var koldt, det havde regnet, og de sad og bladrede igennem Jyllands-Posten, sådan som man gør, når søndagen strækker sig, og kom forbi de små rubrikannoncer bagi avisen. Der stod biograf til salg i en mindre dansk provinsby. Ikke andet. Ingen by, ingen landsdel, ikke engang Fyn. »Mindre dansk provinsby,« gentager Helle og smiler. »Det er jo lidt et vidt begreb.«

De skrev. Det var lidt for sjov, og det var lidt fordi det kunne man jo altid. Sådan ser vendepunkter ofte ud, lige inden de bliver vendepunkter. Mandag morgen var de tilbage på arbejde, og søndagens lille indfald over avisen var glemt. Tre uger senere ringede telefonen. I den anden ende sad en mand fra Middelfart, der havde læst deres brev og besluttet sig. »Det var ham fra Middelfart,« siger Helle og imiterer den fynske accent. »Jeg havde fuldstændig glemt det.«

De kørte derned med åbent sind, og hun blev grebet af det, lidt mere for hvert kvarter, der gik. De havde tænkt, at det måske kunne blive et par år. Lidt afveksling fra lærerfaget, lidt sjov ved siden af, en lille pause i en ellers planlagt kurs. Det er nu over tredive år siden.

De to år blev til tredive, fordi de syntes, det var sjovt. Fordi der hver dag skete noget. Fordi en biograf, det er bare, viser det sig, et af de steder i en by, hvor mennesker går ind af forskellige grunde og kommer ud af samme. Og det er på en sådan helt almindelig formiddag tre år inde i det hele, at den næste lille sætning bliver sagt over en disk.

Helle har nemlig den slags fortælling, som de fleste har, om en dag, hvor noget bare gled på plads. Hos hende er den fra 1998. En kvinde fra København var flyttet til Middelfart og kom ofte i biografen. Hun blev gravid, og en dag stod hun ved billetlugen og spurgte halvt for sjov, halvt fortvivlet, hvad hun skulle gøre, når babyen kom. Helle svarede sådan, som man gør, når man bare siger noget. At hvis kvinden kunne samle en mødregruppe eller to, så ville Panorama gerne lave en forestilling for dem.

Det var alt. En sætning sagt over disken, og en uge senere stod hun på redaktionen hos Fyens Stiftstidende, der dengang lå lige ved siden af biografen, og fortalte dem, at de holdt babybio på fredag klokken ti. Hun tænkte ikke videre over det. Avisen satte det ind, og så hentede Ritzaus Bureau notitsen, fordi det var verdens første. Den fredag var Panorama Middelfart på forsiden af Berlingske Tidende. Femten journalister mødte op. Jyllands-Posten kom, TV2 kom, DR kom, TV3 kom, hvilket var en ting dengang. »De synes bare, det var det bedste,« siger hun, og ryster stadig på hovedet over, hvad fem sekunder ved en billetluge kunne sætte i gang.

Konceptet bredte sig. Til hele landet, ud over grænserne, og tilbage igen via venner, der havde været i Holland og fortalte begejstret, at de havde set noget, der hed babybio. Hvortil Helle roligt kunne meddele, at det startede her i Middelfart. I 1998. Selve ordet babybio står i dag i den nudanske ordbog. Det er der ikke mange middelfartere, der kan sige om en sætning, de fandt på i et øjeblik ved billetlugen.

Det er et af hendes hjertebørn, fortæller hun. Babybio kører stadig, og publikum er længe siden vokset ud over de småbørnsforældre, det startede med. Der kommer også ældre damer om formiddagen, fordi de synes, det er hyggeligt. Det er kommet vidt fra fem sekunders samtale ved en disk.

Sådan er det med det meste hos Helle. Det starter et sted, og det vokser til noget andet. En tilfældig bemærkning blev til et koncept, der spredte sig ud over grænserne. Et lærerjob blev til en biograf. Og en biograf blev til to.

Imellem Middelfart og det, der senere blev til endnu en biograf, blev deres datter født i 2002. Helle søgte og fik en lærerstilling det første år, hun havde hende, fordi hun tænkte, det måske kunne være nemmere arbejdsmæssigt med et lille barn. Det viste sig at være en omvej. Drivet i biografen var det, der trak. »Når man står op om morgenen, ved man aldrig helt, hvad dagen kommer til at indeholde. Det er det der liv og glæde, der gør, at det altid trækker en tilbage.«

Datteren voksede op med en mor og en far, der altid var i biografen. Tiderne blev indrettet efter spilletiderne. En af dem sprang ned og hjalp, hvis det var nødvendigt. Helle kalder det selv en livsstil. Og livsstilen voksede. I 2010 åbnede de en biograf til, denne gang på den anden side af Lillebælt. Det blev til af samme grund som den første. Telefonen ringede.

I Fredericia havde der været en biograf, men ejerne fra Vejle havde nedprioriteret den, og folk i byen savnede liv. Nogen ringede og sagde, at de manglede nogle med krudt i, og at de allerede havde sat byggeri i gang ved Føtex, og at det ville være rart, hvis Helle og Lars var med til at udvikle det. Imens den nye biograf blev bygget, drev de en lille biograf i Fredericia midtby. De kendte ikke Fredericia rigtigt endnu, og det er pinligt at sige, indrømmer Helle, men det var sandheden. Hvis man skal lave en biograf for en by, må man kende byen. Så drev de den lille i et år eller to og lærte byen at kende. Lærte ansigter at kende. Lærte hvilke film der trak, og hvilke der ikke gjorde. Og så rykkede de ned i den nye, store biograf på fire sale.

Vi spørger, om det så bare er kørt lige ud af landevejen lige siden. Hun siger ikke ja, hun ler kort og ryster på hovedet. »Corona har jo været en kæmpe bump.«

Underskud i flere år, sale tomme i månedsvis, streamingtjenester der spirede frem i hver eneste stue, og filmproduktioner der gik i stå, fordi der ikke kunne optages noget. Og selv da biograferne fik lov at åbne igen, var der ikke film at vise, fordi det tager år at lave en stor film. Helle og Lars sad og trykkede opdater på finansministeriets sider og ventede på politiske beslutninger, og imens forsvandt publikum ind i streamingen. Spørgsmålet var, om de nogensinde kom tilbage.

De kom tilbage, om end i et mindre antal og med en lidt anden tilgang. I 2019 blev der solgt tretten millioner biografbilletter i Danmark. I 2024 var det ni og en halv. De kom tilbage, men det krævede mere end at trække vejret igen. Det krævede en beslutning.

I april i år tog Helle og Lars en beslutning, der havde stået og puttet sig i halvandet år. Billetsalget havde været en lille smule tilbage efter corona, og analyserne fra branchens andre biografer var ærlige. Det var stolene, der gjorde det. Dem, der havde skiftet til luksusstole, gik frem. Dem, der ikke havde, gik tilbage eller stod stille. Hos Panorama Middelfart var det blevet status quo, mens hele branchen i 2025 var gået næsten femten procent frem. Spørgsmålet, som Helle stillede sig selv og Lars, lød tørt og uden omsvøb.

»Skal vi afvikle, eller skal vi udvikle?« For hende lå svaret lige for. »Det var jo trods alt sjovere at udvikle.«

Det startede med en låge. Slidte betræk på de gamle stole, der nu havde været der siden 2005. Hvis man begynder at male en køkkenlåge, ender man med at male hele huset, smiler hun, og det blev en passende beskrivelse for projektet. Begge sale skulle have ny lyd og nyt lys, podierne skulle bygges om fra bunden, og 350 stole skulle skrues løs og bæres væk. Helle stod selv forrest med skruetrækkeren sammen med familie og venner i koldt aprilsvejr. De bedste af de gamle stole forsvandt ikke. De blev kørt over Lillebæltsbroen og sat ind i salene i Fredericia, hvor de venter på næste forestilling. Resten gik til Strib Idrætsefterskole og gymnasiet, fordi der var mange, der gerne ville have dem.

Da det nye var pakket ud og sat på plads, var sal 1 blevet til en sal med reclinere, hvor man kan lægge ryggen ned og få fodskammel op, og schaslonger på første række. Sal 2 var blevet en intim sal med VIP-stole og parborde. Lyset kan nu skifte farve efter filmen, og til galla-forpremieren på The Devil Wears Prada blev salen rød. Helle sidder med et stille smil over den nye biograf, som hun stadig ikke helt har vænnet sig til.

Det er biografen, hun fortæller om med liv, og det er biografen, hendes liv mestendels består af. Derfor spørger vi, om der findes noget, hun er stolt af, som ligger uden for det. Hun tøver. Nævner sin familie, sin datter, Lars. Det er en kort opremsning, sagt med varme. Og så kommer der noget, hun selv falder over. Det handler ikke om biografen denne gang. Det handler om en hund.

Holger er Helles hund, og siden oktober er han uddannet læsehund på Middelfart Bibliotek. Hun lagde et opslag på Facebook, da han var blevet uddannet, og skrev, at man kunne læse med ham. »Jeg blev nærmest kimet ned. Der var virkelig mange, som gerne ville.«

Hun fortæller, hvad det handler om, og det er her, læreren træder frem igen. Det handler om børn, der har mistet modet på læsningen, der er blevet rettet for ofte, der har fået at vide, at de skal lyde sådan og sådan, og som er begyndt at lukke bogen, hver gang en voksen kigger med. »Det handler først og fremmest om tryghed. Når børn læser for en hund, er der ingen, der retter dem,« fortæller hun.

Det er måske den linje, der ligger under det hele. Babybio i 1998, hvor moderen kunne komme i biografen igen uden at skulle skamme sig over en grædende baby. De unge medarbejdere, som hun holder af, lytter til, og lader være klogere end hende selv på det digitale, fordi det er sådan man lærer. Holger, der ligger ved siden af et barn på biblioteket og lytter til en historie, som ingen kommer til at rette. Og hvis vi vender tilbage til biografen igen, så er der nu også sal 2, hvor man kan sidde i et eget lille rum og se en film. Den uddannede lærer er nok aldrig holdt op med at være lærer. Hun har bare bygget et større klasselokale.

Og hvis hun skulle hviske noget i øret af den unge lærerstuderende, der bladrede i avisen den søndag i 1995, hvad ville det så være? »Det er svært at forestille sig, hvor man var endt henne, hvis vi var blevet på den skole, jeg sad på dengang.«

Det er ikke et råd, snarere en stille glæde over, hvor det førte hen. Men hvis hun virkelig skulle give sig selv et råd nu, så ville det være noget med tid. At blive lidt bedre til at strukturere den. At lave plads til mere fritid, fordi det er der, alle dage løber sammen, når en virksomhed bliver til en livsstil. Hun siger det stille og helt uden løftet pegefinger, som en kvinde der ved, at hun selv aldrig kommer til at gøre det, og som godt kan se, at hun er lidt sent ude med rådet til de femogtyveårige.

Men hun vågner stadig op om morgenen og ved aldrig præcist, hvad dagen kommer til at indeholde. Det er måske den bedste grund af alle til at blive ved. »Så bliver det aldrig kedeligt.«

Udenfor vinduet på Emmys Kaffebar ligger Middelfart stille hen i formiddagslyset. Et stykke nede i Havnegade ligger KulturØen i forpatineret zink, og i Panorama på første sal venter de nye stole i den røde sal på næste forestilling. Et sted på biblioteket ligger Holger og lytter til et barn, der læser højt om noget, ingen kommer til at rette. Og et sted dybt nede i Det Danske Filmarkivs digitale gemmer ligger der stadig et fjernsynsklip fra 1998, hvor en ung kvinde fortæller en journalist fra TV3 om en fredagsforestilling, hun har fundet på.

Hun rejser sig fra bordet og skal videre. Det er onsdag, og der er forestilling klokken sytten. Den evige hverdag, der aldrig blev kedelig.