Drengen fra Kauslunde

Der er mennesker, der bygger en by. Ikke med hænder og mursten, men med de beslutninger der tages, når ingen andre tager dem, med de telefonopkald der besvares, og med den lange tålmodighed der kræves, for at noget kan blive til noget. Hans Erik Brønserud er en af dem. Han sidder ved kaffebordet på Emmys Kaffebar med en ro, der ikke er ligegyldighed, men erfaring, og han taler om sin by på den måde, som kun folk gør, der har fulgt den hele vejen.

Kauslunde. Omkring seks kilometer fra Middelfart, et lille husmandssted, en landsbyskole med to klassetrin. Første klasse og anden klasse delte læreren og skiftedes til at møde op hver anden dag, og efter de to år rykkede man op i den store skole, hvor én lærer underviste fire årgange på én gang. I 1962 lukkede skolen, da kommunen åbnede Hyllehøjskolen som centralskole for Kauslunde, Gamborg og Skrillinge. De havde valgt stedet ved bogstaveligt at tage et kort over kommunen, slå et kryds og lægge bygningen der, hvor linjerne krydsede hinanden. Men ham rørte det ikke, for han var allerede videre. I femte klasse rykkede han ind til Vestre Skole i Middelfart, og for første gang kørte han igennem den by, som siden da aldrig er holdt op med at forme ham. »Jeg har fulgt udviklingen hele vejen,« siger han som noget af det første. »Siden jeg var barn, hvor jeg kørte igennem, da jeg skulle i skole.«

En dreng udefra, der ser en by. Og halvfjerds år senere er han den mand, der sidder og ved, hvad der er der nu, og hvad der var der dengang.

Han vidste ikke, hvad han ville. To ting kredsede han om, enten at blive lærer eller journalist. Ingen af delene blev det. I efteråret, mens han gik i realklasse, blev han kaldt op til skoleinspektørens kontor. Der var et projekt nede i en bank. Ville han høre om det? »Det ved jeg sørme ikke, det har jeg ikke spekuleret på,« sagde han til inspektøren.

Inspektøren bad ham gå hjem og tale med sine forældre om det. Det gjorde han. De mente, det nok var lige så godt som at blive ansat ved kommunen, og med den opbakning vendte han tilbage og sagde, at han gerne ville høre mere. Så fulgte skoleinspektøren ham personligt ned i Middelfart Sparekasse, der dengang lå der, hvor Bog & Idé er i dag.

Han fik en samtale med den daværende direktør. Hvornår sluttede de på skolen? Den 23. juni, svarede han. »Godt, så starter De den 24. juni klokken ni.« Han var ung og lidt genert, den lille landsbydreng fra Kauslunde, og han dristede sig til at spørge, hvad der så ville ske med ferien. »Nu har du holdt ferie i snart 17 år,« svarede direktøren. »Synes De ikke, det var på tide at De begyndte at bestille noget?«

Den 24. juni klokken ni begyndte Hans Erik Brønserud i Middelfart Sparekasse. Han skulle blive der i halvtreds år.

De første fire år var han elev, med aftenskole på handelsskolen og siden sparekasseskolen i Kolding og et kursus i København. I mellemtiden giftede han sig, og i 1968 blev han indkaldt til militæret, hvilket han havde troet, at ægteskabet ville fritage ham for. Det gjorde det ikke. Han endte på Bülows Kaserne i Fredericia som en del af Intendanturkorpset, på regnskabskontoret, hvor han lavede lønninger og betalte regninger for det store apparat. I elleve måneder nåede han aldrig at sove på kasernen. Han kom om morgenen og gik om aftenen. Det var fint.

Da han vendte tilbage til sparekassen, gik der ikke mange måneder, før han afslørede en kollega som bedrager. Kollegaen forsvandt, stillingen stod tom og så fik Hans Erik den. »Jeg blev udlånschef,« fortæller han, og der er ikke mere i sætningen end det.

Udlånschef. Siden souschef, da den gamle direktør gik på pension og geleddet rykkede op, og så, i 1979, dør den daværende direktør pludselig af en blodprop i hjernen. Han er kun 51 år. Hans Erik Brønserud er 23 år yngre og venter sit tredje barn.

Bestyrelsen gør ham til direktør. Men han erkender hurtigt over for sig selv, at han ikke er parat til at ofre det, der skal ofres af tid, når man har tre små børn derhjemme, så han beder bestyrelsen om at ansætte en sideordnet direktør, og det gør de. To mænd deler jobbet, begge med små børn, begge med det samme behov for at være et andet sted end på kontoret, når dagen er slut.

Nogle år senere bliver meddirektøren headhuntet til Svendborg Sparekasse og forlader Middelfart. Hans Erik Brønserud bliver enedirektør. Det er 1991. Der er cirka 40 medarbejdere i sparekassen. Da han går på pension er der 206.

Det var som enedirektør, at han for alvor fik lov til at gøre det, han altid havde tænkt. Og det første, han gjorde, var at indrømme noget, som de færreste i hans position ville have vovet at sige højt. »Det eneste, jeg mener, jeg har haft forstand på, det er mennesker.«

Det er en overraskende sætning at høre fra manden, der drev et pengeinstitut i to årtier. Men den er oprigtig, og den forklarer faktisk, hvad der skete. For da han stod der som enedirektør i 1991, var det ikke med en plan for balancen eller en vision for egenkapitalen. Det var med en fornemmelse af, at hvis man behandler folk ordentligt, sker der noget. Fra det udgangspunkt begyndte han at lede via værdier i stedet for via instrukser. Han kaldte det værdibaseret ledelse, og det var dengang usædvanligt, at en sparekasse turde hvile sit hele i en overbevisning om, at mennesker grundlæggende vil gøre det rigtige, hvis de har lov. Siden kom selvledelse, siden den lærende organisation. Tre ben, der langsomt tog form over mange år.

Det gik ikke let. Første forsøg fejlede, fordi lederne ikke bakkede op. Andet forsøg fejlede, fordi medarbejderne heller ikke var klar. Det var først da de satte sig ned og spurgte dem, der skulle leve med det, og da alle på tværs af afdelinger og filialer mødtes på et fælles kursus, at noget endelig brød igennem. Han har siden sagt om det, at det set bagfra ser utroligt velordnet ud, men at det i virkeligheden var mere hulter til bulter undervejs, at tingene opstod lidt tilfældigt, og at det først var bagefter, man kunne sætte det ind i en større sammenhæng. Store forandringer ser altid velordnede ud bagfra. Det er kun dem, der stod midt i det, der ved, at der ikke var nogen plan, bare en retning og en vilje til at holde fast, bemærker han.

Resultaterne kom. Sparekassen vandt Danmarks bedste arbejdsplads tre gange. I 2007 blev den kåret som Europas bedste finansielle arbejdsplads, ét af seks virksomheder på hele kontinentet. Og i 2010 indviede sparekassen et nyt domicil på havnefronten, tegnet af arkitektfirmaet 3xN og udsmykket med et kunstværk af Olafur Eliasson, seks kalejdoskopiske lysinstallationer nedsænket i granitgulvet. Det var meningen, at man ikke bare skulle møde sin bank. Man skulle mærke noget. »Vi fik lov til at lave de der udsmykninger i stedet for at hænge en masse op på væggene,« siger han, og man kan høre i sætningen, at det betød noget for ham. Det at vælge kunst frem for konventioner var et udtryk for, hvem man ville være.

Men det, der adskiller Hans Erik Brønserud fra de fleste bankdirektører, er hvad han gjorde på den anden side af sparekassens vægge.

En dag ringer kommunaldirektøren. En privat investor, der skulle finansiere en del af det store kulturprojekt på havnen, er sprunget fra kort inden byggeriets start. Der er et problem. Vil Hans Erik have tid til at komme og drikke en kop kaffe?

Han tager kaffen. Bagefter ringer han til sin gode ven Ole Juel Jakobsen, daværende direktør for Kvickly i Middelfart. »Vi bliver nødt til at hjælpe kommunen,« siger han.

Sparekassen var en selvejende institution, og det betød, som han selv udtrykker det, at man kunne tillade sig at tænke på byens bedste på måder, som en virksomhed med aktionærer sjældent kan. Middelfart Sparekasse og Kvickly gik ind som private medejere af det, der i august 2005 åbnede som KulturØen på Middelfarts havnefront med bibliotek, biograf, restaurant og turistkontor. Et kulturhus i forpatineret zink, tegnet af Schmidt Hammer Lassen, det samme arkitektfirma bag Den Sorte Diamant og Dokk1 i Aarhus. Et byggeri, som Middelfart ikke burde have kunnet frembringe som by, men som alligevel stod der, fordi nogen svarede deres telefon og sagde ja. Men det glæder ham måske lige så meget, indskyder han hurtigt, at byrådet gik med, som at sparekassen ville. »Det var jo et utraditionelt alternativ dengang. Men vi havde heldigvis et byråd, der turde.«

Og det byråd turde igen. Da Nytorv og rådhuset mange år senere skulle realiseres, var det igen Middelfart Sparekasse og Kvickly, der gik ind og tegnede sig for butiksarealerne, mens tre lokale forretningsmænd stod bag boligerne. Et samlet byggeri for over 300 millioner kroner, sat i verden via det partnerskab, som første gang tog form over en kop kaffe.

Da det gamle skibs- og bådebyggeri på Middelfart Gl. Havn i midten af halvfemserne stod til at forsvinde og blive ombygget til et moderne domicil, var Brønserud med til at tage initiativ til at redde det. Lillebælt Smakkelaug og Middelfart Museum stiftede foreningen, sparekassen bidrog til finansieringen, og i dag er den klinkbygningskultur, der har eksisteret ubrudt siden 1855, en del af Middelfarts levende kulturarv. »Jeg kan se tilbage på det med glæde,« smiler han. »At vi på den måde har været med til at få byen fremad til det, den er i dag.«

Han vejer sine ord. Men glæden er ægte.

Den 30. januar 2012 gik han på pension. Halvtreds år i den samme institution. Det er et tal, man ikke helt kan forholde sig til, inden man tænker på, at han begyndte som en 17-årig dreng fra et husmandssted i Kauslunde, der hverken vidste, hvad han ville, eller hvad han sagde ja til, og endte som den mand, der var med til at forme en hel by.

Han prøvede at lade være med at blande sig. Det lykkedes ikke.

De seneste otte år har han været formand for bestyrelsen ved Middelfart Museum, og han leder styregruppen bag MIND Danmarks Psykiatrimuseum, der om kort tid åbner i det gamle sindssygehospitals bygninger i Teglgårdsparken. Et museum, der i de selvsamme rum, hvor psykiatrien engang var skjult fra verden, nu skal sætte ord på det, der stadig er for mange et tabu. Han er ikke færdig endnu, og det ved han godt.

Han fyldte 80 i januar. »Når jeg tænker tilbage på min barndom og ser folk på 80 år, synes jeg, de ser anderledes ud,« bemærker han med et lille grin. Han har sine skavanker, som man har i den alder. Vandreturene er afløst af noget andet, selv om listen over steder er lang. De har vandret i New Zealand og på Grønland og i Alperne, besteget Toubkal i Marokko på knap 4.200 meters højde, og set Galapagos og Brasilien og Kina. Alt sammen fordi han som ung mand så kunder sidde og planlægge store rejser til pensionen og så gå bort, inden de nåede at komme afsted. Det ræsonnement har han levet efter lige siden.

Men han cykler stadig. To-tre gange om ugen, når vejret er til det, med en gruppe venner, der sætter sig ned et sted i Danmark og kører nogle kilometer sammen. »Jeg er taknemmelig for, hvad jeg stadig kan få lov til,« siger han.

Vi spørger ham, hvad rådet ville have været til det yngre jeg, den dag han som en lille genert landsbydreng blev fulgt ned i en sparekasse af en skoleinspektør og ikke anede, hvad han sagde ja til. Han tænker sig om. »Sig ja. Det er det helt rigtige valg. Det viste sig jo også.«

Udenfor vinduet på Emmys Kaffebar ligger Middelfart stille hen i formiddagslyset. Havnen, hvor siloerne engang stod. KulturØen i forpatineret zink, der hviler i vandet som det, den er: Et valg, nogen traf. Sparekassen med lysinstallationerne nedsænket i granitgulvet. Og et museum, der snart åbner inde på den gamle hospitalsgrund, fordi én mand stadig ikke kan lade være.

Den dreng fra Kauslunde kørte igennem denne by for første gang som barn, på vej til skole. Han vidste ikke, hvad han så. Men han fulgte med det hele vejen.