Han kører sin egen vej

Han bærer et af dansk speedways tungeste efternavne, men Bastian Pedersen fra Middelfart har for længst besluttet sig for at køre sin egen vej. Mellem Polen og Holsted, værksted og landevej, har den tyveårige samlet flere medaljer, end de fleste når i et helt liv.

Der sidder en ung mand på Emmys Kaffebar, som lige er kommet hjem fra Polen. Ikke fra en ferie, men fra et løb, og i morgen venter det næste. Han ser hverken træt eller forjaget ud, snarere som en, der har gjort det så mange gange, at landevejen er blevet en del af ham. Sådan har ugerne set ud, siden han var dreng, og sådan ser de ud endnu. Bastian Pedersen er tyve år, kommer fra Middelfart og har kørt speedway, siden han var fire. Han præsenterer sig selv uden de store armbevægelser. »Jeg er bare en helt almindelig dreng fra Middelfart, som har kørt speedway, siden jeg var fire år gammel,« siger han.

Andre i miljøet ville nok vælge nogle større ord. For bag den rolige facade gemmer sig et af de mest lovende navne i dansk speedway og et efternavn, der får alle til at spidse ører. Hans far er den tidligere kører Ronni Pedersen, og hans onkel er Nicki Pedersen, trefoldig verdensmester og en levende legende i sporten. Men mere om det senere. For først skal vi tilbage til en mark ved Middelfart.

Han voksede op et godt stykke uden for byens centrum, eller som han selv stedfæster det med et grin, omkring 250 meter fra McDonald's, mellem Middelfart og Strib. Han gik først på Østre Skole og siden på Strib Skole, og hele vejen igennem var motoren der i baggrunden som en lyd, der hørte barndommen til. Det begyndte, før han selv var gammel nok til at træffe valget. »Min far kørte i mange år og stoppede i 2005, og min onkel Nicki kørte stadigvæk dengang, så jeg startede, da jeg var fire, og så har jeg bare kørt lige siden,« fortæller han.

Det lyder ligetil, men sådan var det langtfra hele vejen. Som otteårig fik Bastian en crossmotorcykel, syntes det var sjovt, og holdt et helt år pause fra speedwayen for at køre motocross i stedet. Siden vendte han tilbage til den løse grusbane. Men selv da motoren havde vundet ham tilbage, var der stadig en dreng i ham, der bare ville det samme som kammeraterne. »Jeg kunne ikke forstå det der med, at jeg ikke kunne være sammen med mine kammerater dagen efter, når de andre skulle på stranden,« husker han.

Svært at forstå var ikke selve speedwayen. Det var alt det udenom. Søvnen, der skulle passes, restitutionen, der skulle overholdes, mens de andre børn levede et ganske almindeligt sommerliv ved vandet. På et tidspunkt blev valget lagt åbent frem af den ene person, der kendte sporten bedst af alle. »Jeg tror mere eller mindre, det var min far, der sagde, at hvis ikke jeg ville det her, så skulle vi stoppe. Men der var et eller andet i mig, der stadig gerne ville, og som syntes, det var fedt,« siger han.

Det indre var stærkere end de fristelser, der trak udefra, og dén lyst er han aldrig siden kommet af med. I dag er den lille dreng fra marken blevet til en af landets dygtigste unge kørere. Han er den bedste U21-kører i Danmark, fast mand på Holsteds hold i den danske liga, en del af A-landsholdet, og han kører i den polske ekstraliga, som han selv kalder den hårdeste række i verden. For at sætte det i perspektiv griber han til fodbolden. »Det er lidt ligesom fodbold, hvor klubberne dyster mod hinanden, både hjemme og ude. Alle topkørere i hele verden kommer til Polen, fordi det er så stort dernede,« forklarer han.

En hverdag som professionel speedwaykører ligner sjældent andre menneskers, og Bastians begyndte at tage form allerede i skoleårene. Da han var halvvejs gennem tiende klasse på en realskole, fyldte løbene i Polen og Tyskland så meget, at skolegangen ikke kunne følge med. Han forsøgte sig siden med en erhvervsuddannelse, men da speedwaysæsonen for alvor gik i gang, hang tingene ikke sammen længere. En dag skulle han både til eksamen og tage kørekort, og så måtte han vælge det, der betød mest. »Jeg tog en god snak med mine forældre, og vi blev enige om, at jeg lige så godt kunne prøve det og se, hvad der sker. Og hvis det går galt, så må jeg tage det derfra,« siger han.

Det er nu fire år siden, han satsede alt på motoren, og indtil videre har det vist sig at holde. Han bor stadig i Middelfart, men er sjældent hjemme længe ad gangen. En normal uge er et puslespil af landegrænser. Mandag og tirsdag i Polen, onsdag superliga i Danmark, torsdag på værkstedet for at gøre cyklerne klar, og så afsted igen mod Polen til weekendens løb i ekstraligaen. Ind imellem ligger tyske og individuelle løb. »Jeg har været ude i fire forskellige lande på en uge, lige efter hinanden,« fortæller han.

Når kilometrene tælles i tusinder, må køretøjet kunne mere end at fragte. Transporten klarer han i en stor kassevogn, en sprinter, som han i 2020 fik indrettet med seng, fjernsyn og det hele, så den nærmest fungerer som en autocamper. Så pakkes der, og så ruller de afsted, ti timer ad gangen, ned mod løbene. »Jeg har ikke rigtig prøvet andet, siden jeg var fire år gammel, så for mig er det ikke noget problem,« siger han, selvom han godt indrømmer, at timerne kan blive lange, når man kommer hjem klokken fem om morgenen og stadig skal nå at gøre cyklerne klar til næste løb.

Her i timerne efter hjemkomsten, har han med årene fået et par ekstra hænder at læne sig op ad. På værkstedet har han i dag to polske mekanikere ansat, og det giver luft. Hvor det før var ham og faren, der stod for det hele, kan han nu lægge en del af arbejdet i andres hænder. Og det har givet noget tilbage, som speedwayen ellers havde taget, nemlig timerne med faren som far frem for som mekaniker. »Da vi kørte speedway sammen, var vi kører og mekaniker, og når vi kom hjem, var vi stadig kører og mekaniker. Der var ikke så meget far-søn-tid. Nu er det mere blevet far og søn, når vi er hjemme,« lyder det fra den unge kører.

Den balance er kommet med årene, men opbakningen hjemmefra har der været fra første færd. Familien har stået bag ham hele vejen. Faren, Ronni, har været både mekaniker og manager og har altid sørget for, at cyklerne var i orden, så Bastian kunne lægge alt sit fokus på banen. Moren, der er frisør, har holdt sammen på det hele hjemmefra og bakket op, selvom mændene i huset tit var på farten. »Hun har støttet os alle sammen, selvom vi ikke var så meget hjemme. Hun kender livsstilen, for da hun mødte min far, kørte han også,« siger han med lune i stemmen.

Og så er der onkel Nicki. At dele efternavn med en trefoldig verdensmester vejer tungt i speedwaykredse, men Bastian bærer det med en afklaret ro. Onklen har givet ham gode råd undervejs, om hvordan tingene skal skrues sammen og fungere i en tid, hvor sporten har forandret sig, siden faren kørte for femogtyve år siden. »Nicki har givet mig nogle gode fif. Og ellers har det bare været min far og mig, der har kørt det.«

Selv har han altså længe vidst, hvordan man bygger en speedwaykarriere op, og resultaterne taler for sig selv. De mange timer i værkstedet og på landevejen har sat sig som rad på rad i pokalskabet. Listen af titler er lang, så lang, at han har svært ved selv at remse den op. Det begyndte for alvor i 2018, da han blev fynsmester og for første gang tænkte, at det her kunne blive til noget. Året efter blev han som den yngste nogensinde verdensmester i ungdomsklassen 85cc, og siden er det vokset til stribevis af danske mesterskaber, europamesterskaber og medaljer ved hold-EM med landsholdet. Efter eget overslag løber det op i en lille snes EM-medaljer, et nip VM-medaljer og over tyve danske mesterskabsmedaljer. Tal, han har svært ved helt at forholde sig til. »Jeg synes jo, at det er sindssygt godt. Men jeg har ikke tænkt så meget over det, for de fleste er vundet med et hold, så det er ikke kun min egen præstation,« bemærker han.

Det er typisk for ham, den tilbageholdenhed med at tage æren. Faktisk har han det bedst med ikke at hvile for længe ved sejrene. »Når jeg har vundet noget, synes jeg, det er fedt, men så er det også glemt igen. Jeg er god til at lægge de gode ting bag mig og fokusere på det næste. Ellers risikerer jeg at tænke, at det er lige meget, at jeg har kørt et dårligt løb, fordi jeg jo er verdensmester. Og så er jeg ikke pladsen værdig,« siger han.

Den indstilling er god at have med, for vejen op har budt på sine sving. Sidste år kørte en holdkammerat ham af i et løb, og Bastian røg ind i barrieren og ødelagde sine ledbånd. Skaden kostede ham hele den vigtigste del af sæsonen, de mesterskaber, en speedwaykører sigter mod hele året. »Det var noget lort, for det er jo det, en speedwaykører sigter efter hele sæsonen, at præstere til danmarksmesterskab, europamesterskab og verdensmesterskab og vise, hvad man kan.«

Men selv den modgang fik han vendt til noget. Mens han var ude af mesterskaberne, leverede han så stærkt i Polen, at hans klub rykkede fra den laveste til den højeste polske række, og han sprang dermed to ligaer over på én gang. Den slags lader sig kun gøre, fordi frygten for at falde aldrig har fyldt meget hos ham. Skader hører med, og han bruger ikke energi på at gå og være bange for dem. »Hvis du er bange for at ryge af med styret, så skal du ikke køre. Så skal du hellere spille skak eller fodbold,« siger han nøgternt.

Bortset fra det ødelagte ledbånd er han indtil videre sluppet nådigt, med blå mærker og hudafskrabninger, men aldrig et brækket ben eller noget værre. Det er sjælden kost i en sport, hvor man kører 120 kilometer i timen tæt op ad hinanden på en løs grusbane. Og måske er det samme nøgterne væsen, der gør, at han har et klart svar, når snakken falder på, om han helst kører for et hold eller alene. Han foretrækker det individuelle. »Forestil dig, at du har en sindssygt god dag, og dem, du kører med, kører lidt skidt. Så er det ikke super fedt, at du leverer, og det alligevel ikke rækker,« forklarer han. Han er den første til at vende den om, for omvendt kan han selv have en skæv dag, hvor holdkammeraterne så samler stumperne op. Bedst af alt er nu alligevel de dage, hvor hele holdet leverer på samme tid og kan stå øverst på skamlen til sidst.

Fremtiden ser han lyst, men afslappet på. Økonomien hænger sammen, han kan lønne sine to mekanikere, og en uddannelse at falde tilbage på føler han sig ikke længere afhængig af. Han satser på at køre, til han er otteogtredive, ligesom onkel Nicki gjorde, måske endda et par år længere endnu. Og spørger man, hvad den helt store drøm er, kommer svaret prompte, men uden løftede arme. »Det er da at blive verdensmester på den store scene. Men det tænker jeg ikke så meget over. Jeg vil hellere bare tage det, som det kommer, og se, hvad der sker hen ad vejen,« siger han.

Og dér sidder det, det mest bemærkelsesværdige ved den unge mand på kaffebaren. At han bærer så stort et talent og så tungt et navn med så let en hånd. Han lægger ikke pres på sig selv, og han lover ingenting. Han gør det, han har gjort, siden han var en fireårig knægt på en mark ved Middelfart. Sætter sig op på cyklen og kører.

Kaffen er drukket, og om lidt venter landevejen igen, og i morgen et nyt løb. Måske ender efternavnet Pedersen en dag øverst på en verdensmesterskammel igen. Denne gang med Bastian i front, som sig selv, og ikke som nogen andens kopi.