Middelfarter med stort M

Han voksede op i Middelfart. Det er noget af det første, han siger, når man spørger ham, hvor han kommer fra, og han siger det med en lille henvist hovedbevægelse, som om man burde kunne høre det allerede. Anders Bo Thorsted bestiller kaffen, sætter sig ved bordet og slår ud med hånden, da han skal beskrive sig selv. »Jeg er jo heldigvis et komplekst menneske, som alle andre,« siger han først, og så griner han, før han retter sig og bliver mere konkret. »Jeg er far til fire, jeg er middelfarter med stort M og jeg er leder af Middelfart Ungdomsskole. Og så er jeg gift med Maria.«

Faderen var pædagog, en mand der havde gjort sig sine tanker om sønnens vej og givet ham et råd, som nu kan høres som et lille familiehjertestød. »Min far sagde, at jeg altid kunne blive pædagog, så jeg skulle stile lidt højere,« fortæller Anders. Det blev læreruddannelsen i Odense. Fem år borte, ikke længere væk end en motorvejstur over broen, og alligevel længe nok til, at man kan finde ud af, om man hører til hjemme eller et andet sted. Anders fandt ud af, at han hørte til hjemme. Han skyndte sig tilbage til Middelfart sammen med Maria, så snart papirerne var i orden, og siden har han boet i den by, han voksede op i. Når man spørger ham hvorfor, ligger svaret klar. »Det her er hjem for mig. Jeg holder rigtig meget af den kommune, jeg bor i,« siger han og tilføjer så: »Den er stor nok til, at man kan gemme sig, hvis man har lyst. Men den er heller ikke større, end at man kan gå ned i byen og møde nogen, man kender.« Ja, han holder så meget af byen, at det stikker ham, når andre skriver dårligt om den på Facebook, også selvom det ikke handler om ham. »Altså, det er som familie for mig.«

Drengen fra Middelfart var ikke en, der skilte sig ud. Han elskede fodbold, men var, som han selv siger, »rigtig, rigtig dårlig til det«, og dermed var foreningslivet ikke vejen. Den vej, der ellers ligger lige for en dreng i en mindre fynsk by, lukkede sig om ham, før han nåede at gå ind ad den. Så fandt han en anden. Den begyndte, da han var tretten år gammel og meldte sig til natholdet i Middelfart Ungdomsskole, det samme nathold, han nu er øverste leder af. »Jeg har aldrig haft det her foreningsliv. Jeg var jo ikke så god med en bold, så fællesskaberne fandt jeg på Ungdomsskolen.« Først natholdet, så de andre afkroge af huset, og til sidst musicalen, hvor man kan blive ved med at være med, til man fylder femogtyve. Han blev ved.

Det er værd at standse op et øjeblik her. For den dreng, der mødte op på natholdet uden at vide, hvad han egentlig søgte, fandt mere end et fællesskab den aften. Han fandt sit livs retning. Han ved, hvad ungdomsskolen er, fordi han selv har stået på den anden side, og han ved, hvad fællesskabet betyder for en dreng eller pige, der ikke har det andre steder, fordi det var ham selv, der ikke havde det.

Ordene kom desuden svært til ham. Han er let ordblind, og i en folkeskole, hvor man måles på, hvor hurtigt man kan læse og skrive, var han en af dem, der havde det svært. Han indrømmer det åbent, da man spørger til, om det hele er gået glat. »Jeg har ikke altid haft styr på mit pis. Det er sådan totalt Andreas Odbjerg-agtigt. Hvad skal der blive af sådan en som mig.« Det lyder som ham, der skrev opslaget om tiendeklassen, det opslag Odbjerg senere delte med ordene »meget fin ros fra en meget klog mand«. Moderen har ligget søvnløs over, hvad der skulle blive af ham. Han var »pisseirriterende« i folkeskolen, havde sandsynligvis lidt ADHD, men aldrig værre, end at de godt kunne rumme ham. Og det er måske det vigtigste i sætningen, det her med at de godt kunne rumme ham. Det er det samme rolige tonefald, han nu bruger om de unge, han selv rummer.

Bumpene kom, men de blev aldrig større, end at retningen kunne holdes, og han har siden gjort en hel livsfilosofi ud af de små afstikkere. »Det her med, at man skal fra A til B, det er rigtig godt. Men at man lige kommer forbi C eller D, det kan være ganske sundt, for så ser man andre perspektiver. Man ser andre veje.« Unge skal have lov at fjumre, at slå sig, at fejle, at gå forkert, siger han, og det er nok ham selv som dreng, der taler.

Han var ingen problemdreng, det skal dog siges. Når man spørger ham, om der har været en periode, hvor det gik skævt, ryster han let på hovedet. »Mange vil måske gerne høre den der historie om, at der har været et eller andet. Men jeg har faktisk været meget kedelig, hvad det angår. Jeg har aldrig været ude i noget, hverken det ene eller det andet. Jeg har været rimelig stabil hele vejen.« Han larmede bare. Han larmede igennem folkeskolen, han larmede sig gennem gymnasiet, og så larmede han sig op i ungdomsskolens musical, hvor man godt kan bruge en ung mand med næsen fremme.

Et sted i hans tidlige tyvere så Knud Møller, dengang leder af ungdomsskolen, noget i den larmende musicalspiller. Måske var det energien. Måske var det det her med, at Anders kunne tale med både unge og voksne i samme sætning. Møller satte ham til at lave en mini-musical for de små, dem i syvende og ottende klasse, der ikke kunne være med i de store opsætninger. »Så hang det jo ligesom fast, og det var et fedt studiejob,« fortæller han. Det var det første lønnede stykke arbejde, han fik for at coache et menneske, tyve år siden i år.

Han læste videre i Odense, kom hjem i 2007 og blev lærer på Skrillingeskolen, samtidig med at han fortsatte sit aftenarbejde på ungdomsskolen. I 2014 blev posten som afdelingsleder for fritidsdelen og Walker slået op. Han søgte stillingen, og den blev hans. »Jeg var så heldig, at det blev mig,« siger han uden anden forklaring. Otte år senere, i 2022, da den daværende ungdomsskoleleder Birgitte Dyrbye Jensen blev forstander for Brejning Efterskole, blev han øverste leder af det hele. Drengen, der meldte sig på natholdet, havde mange år senere nøglen til lokalet.

Det er den ydre fortælling. Den indre er en anden. Når man spørger ham, om der er noget, han har drømt om at gøre, men aldrig kom til, tøver han et øjeblik. Som ung kunne han godt have set sig selv som komiker, fortæller han, lidt henkastet, og slår det fra sig igen i samme bevægelse, for han tror egentlig ikke, han havde talentet, og dengang krævede det desuden, at man flyttede til København. Det skulle han ikke. Det var aldrig en mulighed for en mand som ham. »Jeg er tryghedsnarkoman,« konstaterer han, og det er sagt uden bitterhed.

Mange forestiller sig måske Anders som en, der er ude på Guldkronen hver fredag aften, og det er ikke, fordi han aldrig er der. Men han er ikke så ekstrovert, som mange går og tror. »Jeg ser lige så meget frem til en fredag med X-Factor og slik hjemme på min sofa,« fortæller han. Huset er ikke fyldt med venner og bekendte hver dag. Det driver ham at komme hjem, siger han, at lukke døren bag sig og være far og ægtemand. Han misunder også nogle gange de forældre, der holder fri klokken seksten og tager hjem, dem som er fodboldtrænere og spejderledere, og som har en hverdag, der ikke kører i aftenarbejde og musicalprøver. Men han har valgt det, han har valgt, og det driver ham hver dag, bemærker han.

I dag er hans dage en blanding. Han er øverste leder af en organisation, der spænder fra niårige i juniorklubben i Brenderup til femogtyveårige musikere i øvelokalerne på Walker. Han har en viceungdomsskoleleder, han har afdelingsledere, han har en stab af dygtige medarbejdere, og han forsøger at huske, at han er leder og ikke pædagog, hvor meget han end gerne ville være begge dele. Men han bliver ved med at lave fitness med nogle af de unge en gang om ugen. Han er stadig med på skitur. Han har stadig hånden direkte om musicalen og om Walker, fordi det er der, han kommer fra, og det er der, han hører hjemme. »Det er det heldige ved at være leder. Så får man lidt lov til at være med overalt.«

Det er den ene side af jobbet. Den anden er ny. Det seneste år er SSP-arbejdet kommet ind under hans bord, og dermed også de unge, hvor det er svært. Dem hvor der er en bekymrende adfærd, dem der nærmer sig kriminalitet, dem hvis fortælling endnu ikke er blevet en god historie. Det er noget andet end musicalen og Walker, og det fortæller han stille. »Det er først herinde i mine senere år, at den her interesse for også at arbejde med de ikke så gode historier er kommet. Det er måske først, da mit eget far-gen er blevet trigget.« Fire børn senere ser han på de unge med farens øjne, og dér gemmer der sig en helt anden form for omsorg end den, der får femten hundrede mennesker ned i en multisal til årets musical.

Men det er stadig de gode historier, han brænder mest for. »Jeg kan godt lide at skabe de gode historier. Jeg kan godt lide at skabe fællesskaberne for unge.« Det er en sætning, der lyder enkel, indtil man tænker over, hvor mange mennesker den dækker. Halvtreds unge på musicalen hvert år, tretten klubber spredt over hele kommunen, et ungdomsråd, der rådgiver byrådet, et ungdomshus med plads til femten-tyve bands i øvelokalerne hver uge, tyve musicals siden han selv stod på scenen som teenager. Det er fællesskaber i hundredevis, og det er gode historier i hundredevis.

Han har også lært meget af de unge. Det erkender han uden den belærte tone, voksne nogle gange anlægger, når de skal påstå, de har lært af de yngre. Han har lært noget om identitet, om køn, om at acceptere mennesker som de er. »Jeg ved ikke, om der findes to eller toogfirs køn, men i bund og grund er det ligegyldigt. Jeg ved bare, der findes en masse mennesker, og de skal alle sammen have lov til at være dem, de er.« Han falder selv i boomerfælden af og til, indrømmer han, og siger han, hvor han skulle have sagt hun. Men de kasser, vi har skabt som samfund, er ifølge ham noget vi har lavet for at få tingene til at passe ind, ikke for at vride alle mennesker ned i dem. Den sondring forsøger han at huske hver dag.

Til gengæld misunder han ikke ungdommen. »Samfundet har aldrig været mere komplekst, end det er i dag. Unge kan blive alt. Det ved jeg i øvrigt ikke, om de kan, men det er fanme også noget af et pres, hvis man kan,« lyder hans betragtning. For hvis man kan blive alt, kan man også vælge forkert, og så er presset enormt. Engang var det nemmere, dengang faderen var landmand, og sønnen blev landmand, og en hel rådvildhed var taget af unge skuldre. Det er ikke den ufrihed, han ønsker tilbage. Han ser bare, hvad ungdommen i dag står med, og han ser det hver dag.

Han har derfor også taget kampen for tiendeklassen på sin kappe. Han skrev et opslag i sommer, der vandrede vidt, og som Andreas Odbjerg delte med ordene »meget fin ros fra en meget klog mand«. Det handlede om de unge, der ikke vælger efterskolen, fordi den er for langt hjemmefra, eller fordi den er for stor, eller fordi den bare ikke passer. Den kommunale tiendeklasse har givet dem det modningsår, de havde brug for. Når den nu er besluttet afskaffet fra 2030, taler Anders ikke om sine egne arbejdspladser. Han taler om dem, der ikke kommer til at have det år, de havde brug for. »Vi skal nok finde noget at lave. Det handler om de unge.« Det er drengen fra Middelfart, der taler dér, ham hvis mor nok lå søvnløs.

Da man spørger ham, hvad han ville sige til den unge mand, han selv var, kommer svaret hurtigt og uden tøven. »Han skulle have at vide, at det nok skulle gå.« At han nok skulle klare den, at hans manglende akademiske evner i folkeskolen ikke var enden på noget, og at de andre evner, det at tænke selvstændigt, at samarbejde, at have et øre for andre mennesker, ville blive vægtet højere, jo ældre han blev. »Da jeg var ung, frygtede jeg lidt, om jeg nogensinde kunne blive til noget andet end ufaglært.« Det er det vigtigste, han har at give videre nu, det han fortæller de unge, han møder, hver gang han får chancen.

Om fremtiden er han usentimental. Han har ingen planer om karriereskifte. Han stiller ikke op til byrådet om fire år. »Jeg håber på, at hvis vi også mødtes om fem år igen, så var vi samme sted.« Samme bord, samme organisation, bare med nye unge og sikkert også nye aktiviteter. »Sådan er det hele tiden med ungdomsskolen. Noget forsvinder, og noget andet kommer til.«

Han drikker kaffen ud, ser ud ad vinduet på den by, han aldrig rigtig har forladt, og rejser sig fra bordet. Et eller andet sted i Middelfart, i en juniorklub eller et øvelokale eller en kantine på en folkeskole, sidder en pige eller en dreng, der ikke har fundet sit fællesskab endnu. Det skal nogen sørge for, og det er der allerede nogen, der gør. Han hedder Anders, og han er middelfarter med stort M.