Jens Sørensen

Født den 18. juli 1959. Opvokset i Middelfart som søn af en glad arbejderfamilie, og det siger han uden tøven og med stolthed. Det var en barndom med store vennekredse, sport fra morgen til aften og en skole, han elskede. Vestre Skole, ti år. Ved siden af ham sad Henrik fra Guldkronen, og det var, som han selv siger, en fest. Bimmel og bammel fra morgensang. Men der var også noget andet.

En ambition, der tidligt meldte sig — først som en drøm om at blive professionel fodboldspiller, ligesom hans to brødre, der begge var formidable på en bane. Teknikken var der. Fysikken var det knap så godt med. Så ambitionerne fandt en anden retning.

»Jeg vidste tidligt, at jeg var karrieremenneske. Ikke fordi jeg ikke var tilfreds med at komme fra en arbejderfamilie. Men jeg havde de her ambitioner om at blive til noget stort.«

Alligevel var det vigtigste, han tog med sig fra de år, ikke ambitionerne. Det var menneskene. Vennerne fra skolen og fra sporten, fra den ungdomsklub, hvor de i 1975, som femten-sekstenårige, blev danske mestre i indendørs fodbold. Der var harmoni. Sådan siger han det, og han mener det: Hele barndommen var harmoni.

»Jeg har altid sat en ære i, at folk ikke måtte forandre mig. Man skal ikke glemme, hvor man kommer fra. Mine rødder har altid været her, og jeg passer og plejer mine venner fra dengang, mine brødre og min lillesøster. Det er det bedste, jeg ved. At være sammen med dem. Ikke med alle de konger, jeg har mødt undervejs.«

Så begynder erhvervslivet. Han kalder det selv den evige kraftanstrengelse, og det er et udtryk, man skal tage alvorligt, for det beskriver ikke bare et arbejdsliv, det beskriver en tilgang til tilværelsen, hvor man hele tiden presser sig selv et skridt videre end det, man troede var muligt.

Det starter på handelsskolen og med en annonce. Jens Sørensen, ung og frisk fra skolen, sætter en annonce i avisen. Ordene er hans egne: Her er den store stjerne. Hvem vil have mig? Dagen efter ringer Poul Erik Jacobsen, regnskabschef hos Lydex, den store udstødningsfabrik ude ved Middelfart.

Han startede efter sommerferien. Et halvt år senere, den 12. december 1977, kom meddelelsen om, at virksomheden var ved at blive solgt. Ejeren Junggaard havde fået et tilbud fra Tenneco, verdens største producent af udstødningssystemer. Hundrede millioner kroner — i 1977-penge. Amerikanerne ville gøre fabrikken i Middelfart til et kompetencecenter for asiatiske biler, og pludselig var den lille fabrik et magtcenter.

Jens blev der i enogtyve år. Han gjorde karriere, kom i et europæisk talentprogram, og bad koncernen om at betale en MBA på Henley i England. Aftalen var enkel: Hvis han bestod, betalte de. Hvis han dumpede, betalte han halvdelen selv.

»Hundredeogfemogtyvetusind kroner. Dem havde jeg ikke. Men jeg er den evige kraftanstrengelse. Så jeg sagde ja.«

I tre år læste han om aftenen, afleverede rapporter, bestod prøver, passede sit arbejde og sine venner og sin sport. Alt sammen på én gang. Det lykkedes.

Så kommer det, der ændrer alt. Der kommer tre ting i hurtig rækkefølge, og de tegner tilsammen buen i Jens Sørensens erhvervsliv. Den første er DATI — Danmarks største autogrossist-konstellation, fjorten individualister, der var dygtige hver for sig, men ikke kunne samarbejde. Han stillede sine krav: en ordentlig løn, frihed til at bestemme — og hovedkontoret skulle flyttes fra Slagelse til Middelfart. De sagde ja.

Den anden ting var et telefonopkald fra Egon Zehnder, verdens største headhunterfirma. Han kørte til terminal to i Kastrup og mødte en kvinde med en bærbar computer under armen. Hun ville ikke sige, hvad det drejede sig om. Næste dag ringede hun igen. »Du skal til Tyskland.«

Det var Hella-koncernen — verdens største inden for lys og elektronik til autobranchen. Deres europæiske direktør, Sebastian Mertz, havde siddet og lyttet til et af Jens' foredrag i Bruxelles og sagt: »Ham vil vi have.« Jens kørte til Tyskland, mødte ejeren, Dr. Jürgen Behrend, og sagde ja med det samme. Uden at spørge sin kone.

Han købte et nyt slips nede i byen inden mødet. Det hænger stadig i hans garderobe.

Lippstadt. Halvfjerds tusind indbyggere, en smuk by tæt på Dortmund og Düsseldorf. Annette og deres to døtre, Marie og Sofie, fulgte med. Det, han indførte, var noget, han selv beskriver som en dansk fladhed i et tysk hierarki. Han insisterede på fornavn. I hans verden hed han Jens, ikke Herr Sørensen.

Men hjemme var der krise. Annette ville hjem. Børnene ville hjem. Jens sad i et vakuum mellem det, han elskede at gøre, og de mennesker, han elskede at være sammen med.

Så kom Madrid. Han landede i den gamle lufthavn, gik ind i terminalen — og så slog hans hjerne fra. Han begyndte at svede, mærkede et tryk i hovedet. Han satte sig på en grøn jernbænk i den anden ende af terminalen, lige inden han kunne mærke, at han var ved at falde. Han vidste ikke, hvor han var. Alt var tomt. Så huskede han mappen — Susannes farver: rød for problemer, gul for justeringer, grøn for steder, hvor alt var fint.

Da han kom ud til ankomsthallen, stod hans lokale direktør Louie og ventede. »Hvordan i himlens navn er det, du ser ud?« sagde Louie. »Du skal ikke ud i firmaet. Jeg kører dig på hotellet nu.« Det var chefen, der fik den besked af sin medarbejder. Det reddede hans liv.

»Hvis ikke jeg stopper her nu, så går det galt. Så bliver jeg ikke ret gammel.«

Han valgte at komme hjem til Danmark. Til FTZ. Til sine gamle venner og sin familie. Det blev grunden til, at FTZ voksede fra 600 millioner til to milliarder i omsætning — og at Nordic Forum, det nordiske samarbejde, som han grundlagde og blev præsident for, nåede fem milliarder.

I dag er Jens Sørensen syvogtres år og bor stadig i Middelfart. Han er gået fra tolv-fjorten bestyrelsesposter til seks, og fem af dem er i Middelfart. Dinex, T. Hansen Gruppen, AD Danmark. Han har også været skyggerådgiver for kapitalfonde, købt og solgt virksomheder under dække, siddet i bestyrelser fra Langeskov til London.

Men det, der fylder mest nu, er ikke forretningen. Det er det, han kalder at lukke cirklen. At vende tilbage til udgangspunktet, til byen, til vennerne, til det fundament, der har båret ham hele vejen. Han har skrevet ti bøger. Han har udgivet fem studiealbums — ét af dem indspillet i Abbey Road Studios i London. Han komponerer tekst og musik i flyet eller i sommerhuset.

»Jeg kan ikke lukke låget til min værktøjskasse endnu. Fordi jeg ved, at jeg kan gavne nogle virksomheder. Jeg vil gerne give noget tilbage af det, jeg selv har fået. Men nu skal cirklen lukkes. Fem af mine seks bestyrelsesposter er i Middelfart. Det er min by. Mine venner. Mit sted.«

Han bliver halvfjerds om tre år. Indtil da kører han videre. Ikke fordi han ikke kan stoppe, men fordi han ikke er træt endnu. Han er stadig den evige kraftanstrengelse — stadig den dreng fra Vestre Skole, der satte en annonce i avisen og skrev: Her er den store stjerne. Hvem vil have mig?

Forskellen er bare, at nu er det ham, der giver videre. Og at slipset fra det første møde i Tyskland stadig hænger i garderoben.

---