Vi kender dem alle. De uundværlige ildsjæle ude i de forskellige sportsklubber, som gør, at det hele kan gå op i en højere enhed. I en ny artikelserie kaldet “Locker Room” sætter Fredericia Avisen fokus på ildsjælene i de forskellige sportsklubber i Fredericia.

Jan Jochumsen og Finn Munk. To personer, som alle i og omkring FHK kender. Tilsammen har de været i FHK i rigtig mange år på frivillig basis, og pt. gør de sig som holdledere for klubbens herrehold i 1. division.

Men hvordan kan man være frivillig i den samme klub i så mange år? Det spørgsmål stillede Fredericia Avisen til de to holdledere.

– Jeg har været her siden 2006, Jeg kan godt lide sporten og jeg kan godt lide ånden herude. Klubben gør meget for folk, også udenfor banen, siger Finn Munk

– Det her er min 27. sæson. Jeg kom ind, fordi Bo Roy i tidernes morgen stod og manglede en holdleder. Det var faktisk før, at det kom til at hedde FHK90. Der var jeg holdleder sammen med ham for damerne, og så lagde de klubberne (Fredericia fF og Fredericia KFUM, red.) sammen og så startede jeg herovre. I første omgang var jeg videomand i mange år, og så har jeg været holdleder i de sidste 4-5 år, siger Jan Jochumsen.

De to holdledere spenderer utrolig meget tid i løbet af en uge i FHK-regi. De er til stede ved de fleste træninger, mens de også er med til kampene, og samtidig har de deres eget fuldtidsarbejde at passe. Derfor betyder det også noget specielt for de to holdledere at være en del af FHK.

– Hvis du spørger min familie, så betyder det utrolig meget. Det har givet mig en masse ting, både sportsligt, men også en masse gode venner og bekendtskaber på kryds og tværs af forskellige klubber, forklarer Finn Munk og bliver suppleret af Jan Jochumsen:

– Det betyder selvsagt meget, kan man sige. Jeg bruger ekstremt meget tid på det. Jeg trives med det og føler, at jeg er en del af noget større. FHK er min klub og vil altid være det, så det er virkelig fedt at være en del af.

Spillerne skal KUN tænke håndbold

Den ypperste opgave for holdlederne er helt klar: Sørg for at spillerne kun skal tænke håndbold.

– Det handler om at gøre rammerne klar for spillerne så de unge mennesker kan præstere og ikke skal spekulere på andet end sko og bold. Så må vi andre tage resten, fortæller Jan Jochumsen om holdledernes opgave.

Som holdleder er der dog også mere i det end at sørge for tøjet er vasket, frugten er klar og andre praktiske gøremål. Finn Munk prøver eksempelvis at komme personligt ind på spillerne og snakke om andet end håndbold med dem.

– Jeg tror, at det er vigtigt, at man som holdleder går ind og snakker med dem om andet end håndbold. Spillerne tænker på håndbold hele tiden, det gør vi andre også måske, men vi skal også snakke med dem om, hvordan det går derhjemme. Så kan du også mærke på spillerne om de er klar eller ej, forklarer Finn Munk.

Håndbold er en stor del af livet

Med tjansen som holdleder bliver det til mange timer i FHK. For Jan Jochumsen har det dog altid været naturligt, at meget drejer sig om håndbold. Det stammer helt tilbage fra hans far, men også den ene af hans sønner, der har spillet håndbold i klubben.

Derfor er håndbold et naturligt emne hjemme hos Jan.

– Det betyder en del, min kæreste er også interesseret i håndbold, ikke på helt samme niveau som mig, men hun er herude at se hjemmekampene, når det passer ind. Helt tilbage har min far jo også været med på udebane, hvor jeg har været ude at filme håndbold, men hvor vi ikke selv har spillet. Det har været hyggeligt at snakke med ham om, og den ene af mine sønner har også spillet håndbold, lyder det fra Jan Jochumsen, der sammen med makkeren Finn Munk igen er at finde på bænken som holdleder søndag aften, når FHK hjemme i thansen.dk Arena møder HØJ.