Fredericias nuværende borgmester, Jacob Bjerregaard har netop afgivet sin stemme i Erritsø Idrætscenter. Vi tog en snak med ham om de forgange 4 år og de sidste ugers valgkamp.

Det var en glad og lettet Jacob Bjerregaard der, sammen med sin kone Lotte og deres datter Clara, fik sat deres krydser. En følelse der er meget speciel for Bjerregaard:

“Jeg elsker valgdage. Det er kronen på værket, det er nu vi bliver målt på vores arbejde de sidste fire år”

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Valgkampen har været hård for Bjerregaard

“Det har været lange fire uger, hvor jeg har været tidligt oppe og meget sent i seng. Jeg tror jeg skal indhente lidt søvn de kommende dage”

Bjerregaard fortsætter:

“Vi har haft en god valgkamp. Der har været en god tone mellem alle partierne, og vi har haft gode debatter. Vi har mødt mange fredericianere på gader og stræder, og har oplevet en stor tilfredshed og glæde blandt dem”

Jacob Bjerregaard er taknemmelig for, at leve i et demokrati – især en dag som i dag:

“En dag som i dag gør mig glad. At se så mange mennesker bruge deres stemme er fantastisk. Jeg er meget glad for, at vi har den mulighed i Danmark – og jeg ville ønske alle havde samme mulighed som vi har”

Foto: Andreas Dyhrberg Andreassen, Fredericia Avisen.

Bjerregaard har prøvet både folketings- og kommunalvalg, men beskriver det sidste som noget helt specielt:

“Kommunalvalgene er helt specielle. Man ser markant flere personlige stemmer til et kommunalvalg. Borgerne finder en kandidat de kan stole på og identificere sig med. Det er helt unik og fantastisk”

Det er en stolt Jacob Bjerregaard der går til valg i dag

“Jeg vil takke det afgående byråd for deres kæmpe arbejde og engagement. De har alle leveret en ekstraordinær indsats for byen og byens borgere” 

Han fortsætter:

“Jeg er helt overbevist om, at det brede samarbejde og villighed til at stå sammen i de sværeste beslutninger, har givet Fredericia den fremgang vi har set. Vi har turdet lave svære investeringer, der virkelig har tjent sig hjem – og vi har stået sammen om dem. Det tror jeg giver en stor tryghed til borgerne. Om jeg har ret i min tro, får vi at se når alle stemmerne er talt op”