Laveste antal udmeldinger af folkekirken i 14 år

Er kirken populær igen?

0

I 2020 meldte 9.053 personer sig ud af folkekirken. Det er det laveste antal siden 2007. I den periode har der været store udsving i antallet af årlige udmeldelser. I 2016 var der næsten 25.000, hvilket er 2,7 gange flere end i 2020.

Udmeldelser af folkekirken

Kilde: www.statistikbanken.dk/km2

18-33-årige står for halvdelen af alle udmeldelserne

Aldersfordelingen blandt de godt 9.000 personer, der i 2020 meldte sig ud af folkekirken viser, at de 18-33-årige står for 50 pct. af alle udmeldelser. Efter 27-års alderen falder tallet støt og roligt resten af aldrene igennem. Til sammenligning stod de 18-33-årige for 39 pct. af udmeldelserne i 2007 og for 49 pct. i 2016.

Udmeldelser af folkekirken efter alder

Kilde: www.statistikbanken.dk/km22

Færre og færre er medlem af folkekirken

Andelen af befolkningen 1. januar 2021, der er medlem af folkekirken, er 74 pct. Gennem de seneste 35 år er andelen kun faldet, nemlig fra 88 pct. i 1986 til 74 pct. i dag. Det svarer til et fald på 14 procentpoint.

Andel medlemmer af folkekirken

Kilde: www.statistikbanken.dk/km1

8 pct. af indvandrerne og efterkommerne er medlem af folkekirken

Andelen af befolkningen, der er medlem af folkekirken hænger sammen med andelen af indvandrere og efterkommere i Danmark, da en lavere andel blandt indvandrere og efterkommere er medlem. I denne befolkningsgruppe var 8 pct. medlem af folkekirken 1. januar 2021. Blandt indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande var andelen på 3 pct.

Andel medlemmer af folkekirken efter herkomst

Kilde: www.statistikbanken.dk/kmsta001

Samme tendens lokalt

– Kirken anno 2021 er mange ting. For nogen er den et sted, hvor man kan komme regelmæssigt for at være en del af et fællesskab. For andre er den at komme på egen hånd, måske søgende efter ro og stilhed. Dertil er der også dem, der bruger kirken til mærkedagene, hvor de kirkelige handlinger: dåb, konfirmation, bryllup og så videre er årsagen til, at kirken bruges. Jeg er glad for, at kirken er en institution, der står fast og byder velkommen, også i en tid, hvor samfundet udvikler sig hurtigt, siger sogne- og garnisonspræst i Sct. Michaelis Kirke, Fredericia, Kristoffer Brun Simonsen og slutter:

– Det er opmuntrende, at folk er glade for at være en del af Folkekirken. Jeg møder også mennesker, der rejser dialog om medlemskabet. Jeg byder dialogen og de mennesker velkomne. Det er vigtigt at drøfte de spørgsmål, der er, hvorfor man er medlem og hvordan man ser kirken. Jeg er meget åben for den dialog. Lokalt i Fredericia er min erfaring, at der er et godt forhold mellem kirken og byen, og generelt ser vi en stor tilslutning til kirkerne i Fredericia Kommune. Jeg har ikke modtaget mange udmeldinger i det seneste års tid. Jeg har derimod fået mange henvendelser fra mennesker, der i deres voksenliv vil melde sig ind igen, så det er en meget spændende tid.   

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer