Når vi skal stemme til kommunalvalget den 21. november ved vi desværre også, at en hel del vælger sofaen i stedet for stemmeboksen. Nogle siger: ”Jeg har ikke forstand på politik!” Andre at det alligevel kan være lige meget med byrådets arbejde: ”Det hele bliver bestemt fra Christiansborg eller EU.”

Men politik er ikke så indviklet, og det er ikke ligegyldigt, hvem der sidder i byrådet. Det er nemlig i kommunen at pleje og omsorg for ældre udføres. Kommunen fastlægger hvor mange lærere og pædagoger vores børn skal mødes af. Det er kommunens jobcenter, der skal hjælpe ledige og syge tilbage i job. Miljøtilsyn og beredskab er kommunalt. Serviceniveauet besluttes af byrådet. Historien her i Fredericia viser i høj grad, at det betyder noget hvem der styrer kommunens udvikling. Efter mange år med socialdemokratisk – SF flertal blev der i 2009 valgt et borgerligt flertal, og i de næste 4 år var der uro om linjen i kommunen. I 2013 fik vi så atter et rødt flertal – nu bestående af S, SF og Enhedslisten. Siden har Fredericia oplevet fremgang og politisk stabilitet.

Borgmester Jacob Bjerregaard lægger stor vægt på at inddrage alle partier, så vi har virkelig et ”samarbejdende folkestyre” i ordets bedste betydning nu. Men det er min overbevisning, at et stærkt SF er nødvendigt for at fastholde kursen i en rød og grøn retning i vores kommune. Derfor: Gå nu hen og stem d. 21. – og meget gerne med kryds ved SF eller ved én af vores 12 gode kandidater.

Per A. Moos Laursen
Randalsvej 56, Fredericia
Kandidat og formand for SF Fredericia.