Klimaændringerne er i dag en realitet, som bl.a. kommer til udtryk i voldsommere vejr, herunder hyppigere og voldsommere skybrud, der hurtigere end ventet lægger pres på de kommunale spildevandssystemer. Men hvorfor bruge millioner på at gøre kloakkerne større, når det der meget billigere at lave overfladeløsninger, som tilmed kan bruges til andre ting, når der ikke lige er skybrud?

Vi kan lave det som områder der bruges som skaterbane eller legeplads, nye flotte byrum eller etablering af nye vådområder. I Enhedslisten Fredericia kæmper vi for meget mere rekreativ klimatilpasning i hele kommunen.

I april i år viste en evaluering, at forbrugerne har sparet hele 3,3 mia. kr., fordi man valgte en overfladeløsning. Sådan skal det åbenbart ikke være efter de blå partiers logik, for Venstre-regeringen ændrede i 2016 ordningen, så kommunekassen skal betale 25 pct. Det har været gift for mange planlagte klimatilpasningsprojekter.

Nu har Enhedslisten fremlagt forslag i Folketinget om at fjerne kravet om kommunernes 25 pct. finansiering, så vi igen kan få gang i de billigere og mere nyttige overfladeløsninger. Endvidere foreslår vi en række forenklinger og afbureaukratiseringer.

Her i Fredericia står vi også over for et valg mellem større rør under jorden eller kreative og billigere løsninger på overfladen. Vi opfordrer derfor de øvrige partier i byrådet til at lægge pres på deres partifæller på Christiansborg om at støtte Enhedslistens forslag.

Marc Hast Knudsen, byrådskandidat, Enhedslisten
Lundingsvej 4, 7000 Fredericia
og
Søren Egge Rasmussen (MF), Enhedslisten