I løbet af de sidste år er der sket en kraftig stigning i antallet af børn, som får stillet diagnosen ADHD.

Der er ikke nødvendigvis udtryk for, at flere børn har ADHD, men måske er det i højere grad et udtryk for, at flere børn testes for ADHD og andre opmærksomhedsforstyrrelser.

Disse tests er nemlig noget af det første, som bliver smækket på bordet, når et barn med adfærdsproblemer i skolen møder systemet – er min erfaring.

Jeg anerkender, at der er børn, som har særlige vanskeligheder, men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved det store antal børn, som ikke længere passer ned i ”kassen”. Måske bør vi flytte fokus fra barnet til os selv, og det samfund vi lever i.

Uforudsigeligheden er blevet et vilkår i hverdagen

“Ro, regelmæssighed og renlighed” var indtil 70´erne det store forældremantra, indtil det blev afløst af noget andet, som siden har udmøntet sig til nærmest universelle krav til individet om omstillingsparathed, fleksibilitet og krav om at trives i en uforudsigelig hverdag. Begreber, der ofte kan igangsætte en ubehagelig maverumlen, når det kommer til vores eget arbejdsliv, men som vi måske stiltiende accepterer, når det kommer til børnenes undervisningsmiljø.

Men vi voksne ved det jo godt – for når vi selv mistrives eller går ned med stress på jobbet, så skyldes det jo ofte, at vi har svært ved at honorere netop disse krav – vi accepterer dem dog tilsyneladende.

Tilbage til ungerne.

Når barnet får stillet en diagnose, som eksempelvis ADHD, og dermed bliver berettiget til ekstra faglig støtte i skolen, så bliver ressourcerne ofte først og fremmest brugt på at skabe struktur og forudsigelighed for barnet. Det, ved man, der virker!

Og forældrene bliver opfordret til at gøre det samme i hjemmet, hvilket for de fleste af os kan være yderst indgribende i dagligdagen, da vi jo selv er børn af den nye ”skole”, og uforudsigeligheden er blevet et vilkår i vores eget liv.

Struktur og forudsigelighed kan forebygge mistrivsel

Hvis et barn mistrives i skolen er det altid ét barn for mange. Jeg vil derfor gerne foreslå, at struktur og forudsigelighed bliver et fundamentalt udgangspunkt, som kan forbygge mistrivsel og ikke kun bliver en del af en behandlingsplan, når det er gået galt.

Alle børn skal være glade for at gå i skole og trives med undervisningen og kammeraterne. Vi skal skabe de bedste vilkår for at kunne rumme alle ud fra den viden vi har. Så skulle vi ikke bare fra starten af prøve med det, vi ved, der virker?

Struktur på skoledagen og mere forudsigelighed i undervisningen. Flere kendte ansigter i børnehøjde, konsekvente rutiner og dermed også en anerkendende tilgang til det enkelte barns behov.

Det kræver ressourcer – særligt økonomiske – men en investering i børnene er nu engang den bedste investering vi kan lave i fremtiden.

Dette var et medborgerligt point of view uden ekspertviden på området. Jeg giver hermed bolden op til en nuanceret debat om vores skole – og måske også vores egen hverdag.

Hvor vil vi hen?

Af Kirstine Holst, byrådskandidat for De Konservative i Fredericia.