Fredericias historie som fristad bygger på tolerance og rummelighed. Enhedslisten ønsker et stærkt og mangfoldigt fællesskab i Fredericia, så alle oplever at have værdi og muligheder uanset alder og livssituation. Respekt og nysgerrighed skal gennemsyre den måde vi møder hinanden – og den måde det offentlige møder fredericianerne.

Enhedslisten vil kæmpe for, at sundhedshuset kommer til at rumme så mange tilbud som muligt, så vi mærker lukningen
af sygehuset mindst muligt, og så vi udnytter muligheden for at få oprettet flere forebyggende tilbud.

Ældre, handicappede og andre, som er afhængige af omsorg fra andre, har ret til selv at bestemme over eget liv, ud fra egne præferencer og må selv definere hvad et godt liv er for dem. Livskvalitet bør altid være både udgangspunktet og målet.

Udlicitering og privatisering undergraver det fælles ejerskab og demokratiet i vores velfærd – samtidig fordyrer det ofte opgaven. Konkurser skaber utryghed. Vi vil forhindre flere af disse konkurser og tage så mange opgaver som muligt tilbage til kommunen. Vores velfærd er ikke til salg – det er den for vigtig til!
Høj folkesundhed kræver bedre forebyggelse, mindre ulighed og mindre fattigdom. Fredericia skal være byen for alle. En by fyldt med mangfoldighed og fællesskaber. En by hvor alle – uanset baggrund eller livssituation – tænker: Her kan jeg få et godt liv.

Cecilie Roed Schultz, spidskandidat og byrådsmedlem for Enhedslisten,
Lundingsvej 4, 7000 Fredericia