Danmarks Idrætsforbund er taknemmelige for resultatet af de politiske forhandlinger om en kviklånsaftale. Den sikrer nemlig, at traditionelle danske banker kan forsætte deres sponsorater i dansk idræt.

Kviklånsloven har gennem længere tid skabt usikkerhed om en række væsentlige sponsorater i dansk idræt. Loven, som trådte i kraft den 1. juli, forbød nemlig at fx logoer og reklamer fra banker måtte optræde i sammenhæng med spilfirmaer til kampe, i klubblade, på bandereklamer og lign.

Mandag blev der indgået en bred politisk aftale, som i praksis betyder, at alle almindelige banker kan fortsætte deres sponsorater i dansk idræt.

”Dét er intet mindre end en virkelig god nyhed. Kviklånsloven har truet med at efterlade flere af vores klubber, forbund og landshold med økonomiske lussinger, men med aftalen er det lykkedes for politikerne at forhindre tab af sponsorindtægter, som potentielt kunne være katastrofale,” konstaterer adm. direktør i Danmarks Idrætsforbund, Morten Mølholm Hansen.

”Vi vil gerne sige stor tak til politikerne og de politiske partier bag aftalen. Det er en lettelse, at den nu er effektueret. Både for vores eliteidræt, men også for de mange breddeklubber, som nyder godt af sponsorater fra lokale banker,” siger han.

DIF understreger, at man har sympati for intentionerne i kviklånsloven.

”Idrætten skal ikke være med til at fremme sammenhængen mellem ludomani og kviklån, og DIF går ind for stramninger på reklamer for spil. Men loven om kviklån har forhindret ansvarlige banker helt uden kviklån i at yde væsentlig økonomisk støtte til dansk idræt. Dét er der heldigvis lavet om på nu,” understreger Morten Mølholm Hansen.

Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer