Fredag formiddag blev der holdt en mindehøjtidelighed til ære for den 60-årige mand, der omkom efter at han havde brudt ind i Middelfart Rådhus den 25. juni. Efter flere timers drama i den fynske by, hvor politiet ikke løb nogen risiko, blev manden senere fundet omkommet. I dag afholdt en gruppe mindehøjtidelighed for den afdøde.

Til dagens mindehøjtidelighed var der mødt en del folk op, der sørgede over tabet af en mand, der ifølge de fremmødte var en stor systemkritiker. Det var mennesker med et tilhørsforhold til den afdøde,

Herudover var der også et segment, som kom for at vise sympati og støtte til den afdødes nærmeste. Middelfart Rådhus var overvåget med en vagt ved indgangen, såfremt der opstod uro, og samtidig patruljerede politiet også rundt for at sørge for orden.

Det mest centrale ved arrangementet var, at der var “åben mikrofon”, som man kunne gribe og holde en tale. Det var der flere, som gjorde til mindehøjtideligheden, hvor flere kritiserede Middelfart Kommune, de offentlige myndigheder og politiets tilgange til borgerne. Talerne var præget af en stærk samfundskritik, hvor der blev sat fokus på, at danskerne selv skulle søge deres egen viden både med episoden fra den 25. juni samt deres menneskerettigheder.

Det var således en kritik rettet mod både myndighederne og medierne.

Til arrangementet var der mødt flere pressefolk op fra forskellige medier, på baggrund af den dramatiske og spetakulære afslutning på den 60-årige mands konflikt med myndighederne, der endte med hans død og betydelige skader på Rådhuset, hvor han skulle have forsøgt at sætte ild til dette.

Det var en række af talere, der tog ordet med en mikrofon og stor højtaler. De tog udgangspunkt i hvad de betegnede som myndighedernes korruption, nepotisme og undertrykkelse af den enkelte borger. Det gjorde de ved at fortælle om specifikke hændelser, hvor systemkritikerne mente at de havde fået fjernet deres ret til at ytre sig, når det ikke passede ind i myndighedernes dagsorden. Det budskab gav de udtryk for flere gange under talerne, og det blev modtaget med stor jubel og klapsalver fra tilskuerne.

I talerne sørgede de over den afdøde mand, og de understregede deres opfattelse af at ytringsfriheden er truet, samt at Middelfart Kommune skulle have skubbet den afdøde ud over kanten. Det fik flere af de forbigående borgere til at stoppe op og lytte, og det lagde systemkritikerne også mærke til. I den anledning var der flere af de fremmødte til arrangementet, som gik over og bød de lokale borgere I Middelfart velkommen. Det understregede en af systemkritikerne også under en tale:

– Folket i Middelfart skal se problemerne. Så når I stopper op og lytter, så skal I vide, at [afdøde] kæmpede for os alle sammen, sagde Asbjørn Børgaard.

Børgaard var en af dem, der også havde oplevet problemer med myndighederne, og derfor mindedes afdøde flere gange. Ligheden for alle talerne var, at de hyldede manden, som brød ind på rådhuset. De fortalte om anekdoter fra fortiden, hvor de gjorde det klart, at den afdøde i rigtig lang tid havde kæmpet for at fremme ytringsfriheden og afsløre skandaler fra de offentlige myndigheder på Fyn. De omtalte ham som en frihedskæmper, der var i konstant kamp mod kommunen.

Indenfor på rådhuset var der ingen reaktion at spore, men kilder fortæller, at episoden for fjorten dage siden har gjort stort indtryk på de ansatte. Vagten ved indgangen til rådhuset optrådte roligt og observerende, mens forsamlingen udenfor afholdt deres arrangement.

Efter talerne var slut begyndte de fremmødte i kor at råbe ’’Frihed for danskerne’’, og det skabte stor opmærksomhed i området, hvilket fik flere mennesker til at stoppe op og lytte med.

Selvom det var en solskinsdag, og der undervejs blev spillet danske klassikere på en højtaler, så var stemningen anspændt foran rådhuset. Flere af de fremmødte protestanter gav udtryk for at det var en sørgedag, som blev brugt til at ære den afdøde og samtidig fortælle lokalsamfundet, at “han var mere end blot en gerningsmand, som havde forskanset sig på et rådhus”.

Middelfart Kommune har fortsat ingen kommentarer, da der også foregår en politimæssig efterforskning. Men den afdøde er identitisk med den person, der for nylig fik en dom for chikane mod personale fra kommunen.

Der blev igennem en masse fortællinger fra de fremmødte gjort klart, at de mente han “kæmpede med og for folket, og det skulle han hyldes for”.

Lasse Pehrson, en af kritikerne, understregede i sin tale, at den afdøde havde en masse støtter, der også er imod systemet, og “de vil bære faklen videre”.

Skriv en kommentar