KIF Kolding tager lørdag hul på slutspillet i HTH Ligaen, men det var langtfra givet, da sæsonen startede. Vi har talt med holdets cheftræner, Andreas Toudahl, der i sit første cheftrænerjob har ført den traditionsrige klub i slutspillet.

KIF Kolding var i økonomisk uvejr i foråret 2020. Spillerne blev bedt om at gå ned i løn, og de kunne forlade klubben, hvis de ville det. Det gjorde Torben Petersen, der ikke nåede at tiltræde i KIF før han benyttede muligheden for at skifte til fransk håndbold. Også det unge talent, Oliver Norlyk, drog videre, da han fik muligheden og pludselig blev Andreas Toudahl kastet ind fra siden og fik cheftrænerkasketten på.

Toudahl stod med et hold, der ikke var særlig bredt, og skulle spilles sammen, men han fik opbygget et fundament, der nu har ført koldingenserne frem til slutspillet, som de lørdag indleder mod GOG.

– Jeg er rigtig glad for vores præstation. Jeg er stolt og glad på holdet og klubbens vegne. Vi stod i en svær situation efter sommerferien med en ny og uprøvet cheftræner og et halvt hold. På mange måder har vi præsteret godt i forhold til vilkårerne. Spillerne har responderet fint på polemikken og spørgsmålene, der har været. Jeg er stolt og overrasket over, at vi med så kort varsel har fundet noget, der fungerer så godt for os, siger Andreas Toudahl.

KIF døjer pt. med en del skavanker i truppen, og det har også kunne aflæses på klubbens resultater i den seneste tid, men Toudahl forsikrer, at KIF ikke lægger sig ned uden kamp i slutspillet.

– Man skal forvente det man altid gør, nemlig at vi ikke lægger os ned og vi går ind til hver eneste kamp med en klippefast tro på, at vi kan overraske. Vi har været udfordret på forkellige ting i sæsonen og har responderet på det. Jeg er sikker på, at vi kommer til at drille de tre andre hold, der er favoritter i vores pulje. Vi kommer til at gøre vores ypperste og ser hvor langt det rækker, siger Andreas Toudahl.

I december forlængede Andreas Toudahl kontrakten med KIF Kolding, der ved samme lejlighed satte koryfæet Christian Hjermind ind som direktør i KIF. Ambitionen er, at holdet skal være en fast bestanddel af toppen i dansk håndbold, og med den nylige konkurs i Århus Håndbold ville det være oplagt, hvis KIF byder ind på flere af de spillere, som nu er blevet ledige på markedet.

– Vi har været igang længe i forhold til at sammensætte truppen til næste sæson, og vi kigger også frem mod sommeren 2022. Min telefon har ringet ekstra i de sidste par dage, og vi har haft travlt på ledelsesgangen, siger Andreas Toudahl med et smil.

Se hele indslaget med KIF-træneren i toppen af artiklen.

0 0 stem
Artikel Rating
Følg
Notikation om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer